Skabelsesprocesser er interessante. Hvad går forud for det færdige værk? Hvor kommer ideerne fra, og hvordan får de form?
Det er den proces, der er i fokus i ”Funny Guy” på P1, hvor Nina Rask er i samtale med en række komikere. Den seneste episode er en samtale med Søs Egelind, der gav et interessant indblik i hendes arbejdsfacon og udviklede sig samtidig til en identitetspolitisk krydsfægtning om, hvem der må spille hvem som skuespiller.
Umiddelbart hænger skabelsesproces og identitetspolitik ikke sammen, men det gør de alligevel i tilfældet Egelind. Hun har som skuespiller i vid udstrækning skrevet sit eget materiale, begyndende dengang hun kom ud fra elevskolen og fandt ud af, at der var roller, hun ikke fik på grund af sin højde. Søs Egelind har, blandt andet som makker med Kirsten Lehfeldt i det satiriske ”Kongeriget”, skrevet og spillet mænd og mandlige typer – herunder også en mand, der klæder sig ud som en kvinde.
Søs Egelind afviste blankt, at hun laver parodier. For hende handler humor ikke om at nedgøre eller grine ad, men om en omfavnelse af alle slags mennesker. Det er her skabelsesprocessen bliver interessant og vigtig for det færdige udtryk – og relevant i en tid optaget af identitet. Egelinds karakterer er hentet fra virkeligheden. Hun fortalte om, hvordan hun noterer replikskifter og personiagttagelser på papirlapper og i notesbøger. Hun begynder i et hjørne, og så vokser det derfra til et univers. En skrøbelighed er en formildende omstændighed hos selv den mest usympatiske type. En form for humor, der er solidarisk med dem, der får skikkelse og får os til at grine.
”Det er sjovt at være noget, som jeg slet ikke er,” som hun sagde. Egelind er med på, at tiden er en anden end dengang før diskussionerne om kulturel appropriation og flydende seksualitet. Sketchen med den småborgerlige crossdresser ville nok få en anden form i dag. Men hvis man går med på præmissen om, at eksempelvis kun transkønnede skuespillere kan spille transkønnede på film eller teater, så snævrer tingene sig ind.
Her var Egelinds unge interviewer Nina Rask øjensynlig ikke enig: Det er kun i den perfekte verden, at alle kan spille alle; man må lade transkønnede spille transkønnede, mente hun, ellers får de ingen roller. Men, som Egelind sagde i sin opsang: Der er ikke noget ”lade”. Man må kæmpe for tingene, ikke gøre sig selv til offer. Egelind har skabt sine egne roller, hun kunne ikke tage andres kampe, trods forståelse for problematikken: ”Jeg er 183 cm og 63, jeg kommer ikke til at spille Ofelia… Du får ikke noget, du skal tage ordet og være god. Øv dig!”
Kunsten går ikke fri af identitetspolitikken, men en stemme som Søs Egelinds er vigtig, hvis man skal holde kunsten fast på at spejle det almene: Hvad det vil sige at være menneske – i al sin mangfoldighed?
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.