Da jeg i sin tid gik på Journalisthøjskolen i Aarhus, drømte mange blandt de studerende om at lave tv. Der var noget særligt glamourøst over det, og TV 2 var netop i 1988 kommet til verden med ekstra friske studieværter, der bragte den unge smukke identitet med sig ind i tv-studiet.
For mange lignede tv-karrieren et oplagt bud på et lykkeligt liv, men sagen er jo, at tv-synligheden er højest problematisk.
For en uge siden sendte kanalen TV 2 Zulu det årlige show, hvor komikere hylder hinanden, og hvor underholdningsværten Sofie Linde denne gang stod i spidsen. I en lang soloseance blottede Sofie Linde først sin gravide tilstand, som alle åbenbart bør interessere sig for, hvorpå hun beskrev en 12 år gammel episode fra en DR-julefrokost, hvor en mandlig tv-journalist angiveligt forsøgte at true sig til sex med hende.
Fortællingen har ikke blot medført stor debat, men også en underskriftindsamling blandt 1615 kvinder fra mediebranchen, der har tilkendegivet, at også de har oplevet sexisme. Eller at de i hvert fald har hørt om det. Eller at de i det mindste sympatiserer med forsøget på at synliggøre problemet.
Det hele er unægtelig lidt uklart, men to forhold er indlysende. For det første, at kendte tv-personer har meget stor gennemslagskraft, og at mandlige ledere nu om dage lægger sig fladt ned, når kvinder skælder ud. De tør ikke andet. Det skete, da Lucia Odoom tidligere på året brokkede sig over manglen på farvede personer i medierne, og det sker nu, hvor for eksempel TV 2’s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, i flere døgn har bøjet nakken for kvindernes opråb.
Jeg tvivler ikke på, at der findes sexisme i mediebranchen, og kvinder skal klage, når de forulempes, men Sofie Linde-sagen afslører primært, hvordan et enkelt menneske gennem sin tv-synlighed – og sin vilje til at fremstille egen krop for effektens skyld (!) – kan sætte en dagsorden, der ikke rummer særlig meget konkret. Men som skaber en stemning, der forplanter sig bredt.
Det udgør et foruroligende tegn på mediepersoners underligt diffuse magtudfoldelse, der hersker, når de med få løse sætninger får så mange i mængden – ”dette Gallerie-Publikum” – som Søren Kierkegaard formulerer det, til pludselig på et løst grundlag at løbe i én retning. Vor tids tv-personlighed inkasserer ikke blot en ekstremt høj løn sammenlignet med fængselsbetjenten eller sygeplejersken.
Han eller hun kan samtidig kravle op på en piedestal og her fra tale med en effekt, der ofte er ude af proportioner med ordenes indhold, og denne gang er det Sofie Linde, der har brugt sin graviditet og sin X Factor-synlighed til at koble sig på den samtale, der for tiden har mest medvind.
Det er bestemt muligt, at mediebranchen har et problem med sexisme. Men helt sikkert er det, at den har et problem med tv-personer, der har for stor indflydelse i forhold til kvaliteten af deres budskab. De kan sætte en dagsorden, der pludselig dominerer alt, skønt ingen rigtig ved, hvad den reelt rummer.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.