KOMMUNEN GRIBER borgere, når det er gået galt for dem. Og det er de gode til. I sognene rækker vi derimod hånden ud til mennesker, inden det går galt. Og det forhindrer i bedste fald, at det faktisk ender så galt, at kommunen skal ind over.
Sådan lød det i et oplæg på en konference, jeg deltog i for nylig på rådhuset i Aarhus. Her var borgmestre, andre folkevalgte politikere og medlemmer af stiftets menighedsråd samlet for at drøfte mulighederne for et tættere samarbejde og videnudveksling mellem de kommunale indsatser og de mange sociale indsatser, der ofte ubemærket foregår i sognene. Civilsamfundets indsats, der først for alvor opdages, når den forsvinder.
I et sekulært samfund som det danske vil mange sikkert spørge sig selv: Kan kommuner overhovedet bruge folkekirkens sogne i social sammenhæng?
Ser man på landets historie, er spørgsmålet imidlertid helt forkert stillet: I omsorgen for svage, udsatte og kuldsejlede eksistenser er det en kendsgerning, at kirken har en længere historie og tradition at trække på end kommunerne. Diakoniens historie i folkekirken er en vægtig del af baggrunden for, at vi overhovedet fik socialreformerne i første halvdel af 1900-tallet. Og det var sjældent båret af en ambition om at lokke flere i kirke, men derimod ægte omsorg for og engagement i medmennesket.
Men der er sket noget i den periode, hvor velfærdsstaten udviklede sig. Først fik vi kommunalreformen i 1970, der nedlagde sognekommunerne og gjorde sognene til et sted, hvor det kun var kirken og skolen, man var fælles om. Og siden er kommunerne blevet endnu større ved den seneste kommunalreform. På den rejse er ansigterne blevet fjernere, og de mere anonyme institutioner er trådt i stedet. På godt og ondt.
Det har været underbelyst i mange år, men der er nu en stigende erkendelse af, at velfærdsstatens udvikling har rødder tilbage til en tid, hvor meget omsorg og diakoni blev ydet af frivillige – meget ofte i kirkeligt regi.
Den svenske sociolog Hans Zetterberg har sagt det på denne måde: ”En velfærdsstat kunne næppe blomstre undtagen i en civilisation, hvor værdier som næstekærlighed og omsorg har været prædiket gennem generationer.”
Herhjemme har historikeren Uffe Østergaard beskrevet det på denne måde: ”Uanset hvad socialdemokratiske partiprogrammer og generationer af partimedlemmer har sagt, er den danske velfærdsstat snarere resultat af sekulariseret lutheranisme i nationalt klædebon end af demokratiseret socialisme.”
Initiativet til konferencen var taget af Aarhus Stift, og jeg gik oplivet fra mødet. For der er ingen tvivl om, at der er et stort potentiale i et tættere samarbejde. Eksemplerne efter konferencen viser det. I Syddjurs er det for eksempel nu vedtaget, at kirkelige repræsentanter mødes med kommunale embedsmænd og politikere fast hvert halve år for at sikre koordinering af den fælles indsats.
I første omgang handler det om ensomhed – i takt med boligprisernes himmelflugt er flere enlige søgt til mere tyndt befolkede områder. Her har de bedre råd til at bo – men der er unægteligt længere mellem husene.
Et andet eksempel: På konferencen talte kirken og kommunens folk fra Favrskov om den glimrende idé om en hjemmeplejepræst, som Odder Provsti på en stand fortalte om– med det resultat, at man nu begge steder har en hjemmeplejepræst.
Det skal være nænsomt, uformaliseret og præget af gensidig respekt for de forskellige måder, der arbejdes på i et offentligt system og i civilsamfundet, når samarbejderne etableres.
Man skal for det første kunne henvende sig til både kommune og menighed i sikker tiltro til, at fortrolige oplysninger ikke går videre. Og så skal man i menigheden selvfølgelig vide, hvornår problemer bliver af en karakter, der kræver en anden indsats end den, man kan yde i menighedsarbejdet.
For der er – og skal være – forskel på det, der foregår i kommunalt regi og i sogneregi. I kommunen er du en borger med en række rettigheder. Her mødes borgeren af professionelt uddannet fagpersonale. I menigheden er du et menneske, der ikke har krav på noget, men hvor der i bedste fald bliver rakt ud efter dig, hvis du ønsker det. Jeg ved, at der ikke kan skelnes så skarpt, for grænserne kan være flydende. Men kommunen har andre opgaver og pligter end dem, der folder sig ud i menighedens sociale arbejde.
På en måde vil et tættere samarbejde og en større viden om, hvad der egentlig foregår de forskellige steder, være et greb tilbage i tiden, hvor sogn og kommune var sammenfaldende geografiske – og små – områder.
Jeg er sikker på, at meget mere vil følge. Kommuner og kirker kan lære meget af hinanden. Og det er en stor glæde, at de gensidigt har interesse for det.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.