Prøv avisen
Debat

Folkekirken skal ikke slække på kravene

Kære landsforening: Slæk ikke på forventningerne til, hvad vi kan! Sådan skriver Esther Jensen, der er formand for fagforeningen Kirkekultur.nu. Arkivfoto.

Der er langt fra babysalmesang til søndagens kernemenighed. Men velbesøgte kravle- og småbørnsgudstjenester pibler frem overalt. Blandt andet takket være veluddannede kirke- og kulturmedarbejdere, skriver debattør

”DER SKAL VÆRE et fornuftigt forhold mellem en medarbejders faglighed og det job, man ansættes til. Derfor har vi aftalt med Kirkeministeriet, at vi sammen kigger nærmere på en lempelse af de regler for ækvivalering, der i dag gælder for sognemedhjælpere. Vi ser flere eksempler på, at et menighedsråd har fundet en kvalificeret ansøger, der har de rette kompetencer til jobbet, men som ikke opfylder de nuværende formelle krav til uddannelse.”

Sådan kunne man læse i Årsrapport 2015 fra Landsforeningen af Menighedsråd. I samme rapport beskrives landets skole/kirketjenester - sandfærdigt - som en succes. Man håber på mere af det.

Hvordan hænger det sammen? Sådan spørger jeg som formand for Kirkekultur.nu. Er landsforeningen ikke klar over, at skole/kirkemedarbejdere, der ikke frikøbes til jobbet, ansættes som kirke- og kulturmedarbejdere, som man netop ønsker kompetencekravene lempet for? Tror man, at en skole/kirkemedarbejder med mindre kendskab til kristendom og den kristne kultur har en chance for at videreføre den beskrevne succes?

MÅSKE VI LIGE skal ridse op, hvad de ”svimlende” kompetencekrav er: Man skal kunne lige så meget kristendomskundskab som en lærer, der har haft faget som undervisningsfag. Det svarer til 30 ECTS-point eller fuldtidsstudium i et halvt år.

Derforuden fordres der kirkefaglighed, som er indsigt i folkekirkens bekendelse og gudstjeneste samt undervisning, sjælesorg og diakoni. Kan det være mindre? Vi taler om den faggruppe i folkekirken, der møder børn, unge og voksne, som næsten intet ved om kirke, og som skal have det mest grundlæggende at vide om liv og død, dåb og begravelse, håb og håbløshed.

Daværende formand Inge Lise Pedersen fremlagde i sin mundtlige kommentar det synspunkt, at babysalmesang er blevet en succes - det har bare intet med dåbsoplæring at gøre! Et synspunkt, der i øvrigt støttes af en rapport fra Karen Marie Sø Leth-Nissen. ”Det er især de steder, hvor der er en præst til stede ved babysalmesangen, at man får en fornemmelse af, at babysalmesangen handler om noget religiøst,” konkluderer hun.

Og videre: ”De store spørgsmål omkring eksistens og tro tages ikke op, hvis præsten ikke er der. Der kan godt være en anden, typisk en musikpædagog, der står for arrangementet, men hvis for eksempel spørgsmålet om dåb skal aktualiseres, skal præsten medvirke eller blot være til stede en del af gangene.”

HVOR BLEV kirke- og kulturmedarbejderne lige af? Hvis man som menighedsråd i den grad vælger forkert og ansætter en pædagog, der ”kun” har de musikalske kompetencer i orden til så vigtigt et arbejde, så er risikoen da stor for, at det ikke kommer til at handle om dåb og tro! Hvorfor ikke vælge en kirke- og kulturmedarbejder, hvis kompetencer man kan være sikker på, så længe Kompetencecirkulæret er intakt?

Rent faktisk kan jeg ikke genkende Inge Lise Pedersens og Karen Marie Sø Leth-Nissens billede af babysalmesang.

Naturligvis er der også babysalmesang i sogne uden kirke- og kulturmedarbejdere. Men det modsatte kender jeg faktisk ikke.

Sogne, der har kirke- og kulturmedarbejdere ansat, tilbyder babysalmesang. Jeg oplever kompetente kolleger, der gerne vil tale om bleer og amning, men lige så gerne og lige så naturligt om dåb og kirkegang.

Der er langt fra babysalmesang til søndagens kernemenighed. Men velbesøgte kravle- og småbørnsgudstjenester pibler frem overalt. Blandt andet takket være veluddannede kirke- og kulturmedarbejdere.

Kære landsforening: Slæk ikke på forventningerne til, hvad vi kan!

Esther Jensen er formand for fagforeningen Kirkekultur.nu