Agurketiden er over os, og nu er EM også slut. Sommerfreden har sænket sig over landet efter den nationale fodboldvækkelse. Folk holder ferie, og verden kunne passende også holde sig i ro til efter ferien.
Det sidste sker næppe, men der sker dog ofte mindre i juli end så mange andre måneder, og det er såmænd meget godt. Begivenhedernes malmstrøm må gerne forvandle sig til en stille bæk, så vi kan hengive os til meningsfulde småting og stilfærdige sommerglæder. Vel er det et idyllisk ideal, og juli kan være så meget andet, men det er alligevel værd at holde fast i idealet og skønne på det, når virkeligheden blot for en stakket sommerstund svarer til idealet. Ferie kan også være tid til eftertanke, til at gå lidt mere i dybden og måske kaste et blik på fædrelandets historie. Vi vil gerne nyde en rolig juli, men fordums drama kan også godt indtages tilbagelænet og ferierende.
Man kunne for eksempel se serien ”Indvandringens historie” på DR 2 om de folk, som gennem tiden er kommet til danske kyster. Der sker noget, når mennesker i større tal bevæger sig til et andet land, og som det blev sagt i udsendelsen: ”De fremmedes møde med Danmark blev ofte en stor udfordring – også for danskerne”. Det er ikke løgn, og den dag i dag er indvandringen eller migrationen en brandvarm politisk kartoffel. Det er nok ikke så befordrende for sommerfreden at gå ind i dén debat, men ”Indvandringens historie” leverede et historisk perspektiv til indvandringen, som nok er værd at tage med.
I det første afsnit kunne man høre historien om de såkaldte roepolakker, som kom til Danmark fra slutningen af det 19. og ind i det 20. århundrede. 1911 var det store sæsonarbejderår med 10.320 polakker i Danmark. I hele landet udgjorde sæsonarbejderne 3,8 procent af landarbejderne, men på Lolland-Falster hele 28 procent.
De danske sydhavsøer var og er jo også sukkerroelandet par excellence, og dengang var de søde roer et surt slid. Men polakkerne viste at være særdeles effektive i marken, hvor de overgik de fleste danskere. En samtidig sukkerdyrker takkede ligefrem Vorherre for polakkerne og erkendte, at ”uden den indførte arbejdskraft ville det være os plat umuligt at dyrke roer”. Taknemmeligheden viste sig nu ikke altid i forhold til polakkerne, som jævnligt blev snydt og udnyttet på det groveste. Det er en lidet klædelig historie, men i 1908 fik man vedtaget den såkaldte polaklov, som krævede, at polakkerne skulle behandles efter danske forhold.
Polakkerne var fremmedarbejdere med tyk streg under arbejdere, som efterhånden knoklede sig til danskernes respekt. Polakkerne havde deres egne skikke og romersk-katolske kristentro, men de forstod at føje sig efter landet og lå ingen til last. På torvet i Sakskøbing har der siden 1940 stået et par polske roepiger i bronze. Hvor ser man ellers et mindesmærke over to fremmedarbejdere med tørklæde? Siden har det heller ikke altid været så let at få de tørklædeklædte i arbejde.
Jesper Bacher er sognepræst.