Sognepræst: ”Badehotellet” er for god til at hånes, men for mådelig til at lovprises

”Badehotellet” har en hærskare af seere, og skuespillerne tæller flere af landets bedste. Alligevel er der noget mærkeligt anakronistisk over ”Badehotellet”

I mandagens afsnit var der faktisk en scene, som fik undertegnede til at tænke, om der i ”Badehotellet” var indlagt en lille replik til de kritiske anmeldere, skriver Jesper Bacher og henviser til de overskrifter, som serien "Badehotellet" har trukket på det seneste.
I mandagens afsnit var der faktisk en scene, som fik undertegnede til at tænke, om der i ”Badehotellet” var indlagt en lille replik til de kritiske anmeldere, skriver Jesper Bacher og henviser til de overskrifter, som serien "Badehotellet" har trukket på det seneste. Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

”Hyldes af danskerne – hånes af anmelderne,” sådan hed det om TV 2’s ”Badehotellet” på forsiden af en dansk formiddagsvis i begyndelsen af denne uge. Man kan godt undre sig lidt over formuleringen. Mon ikke anmelderne også er danskere? Det er vel ikke udansk virksomhed at skrive kritisk om ”Badehotellet” eller indbegrebet af danskhed at være fan af samme serie? Men hårdtslående overskrifter er jo et af formiddagspressens kendetegn, og det er set før, at det folkekære er anmelderne knapt så kært.

Reaktionerne på ”Badehotellet” bliver således også indlæg i den lange debat om den gode smag. Er det bare de berømte smagsdommere, som rynker på deres fine næser af folkets smag og dømmer det populære som det vulgære, det enkle som det forenklede, det morsomme som det platte? Er det kritisk sans og kvalitetsbevidsthed eller bare åndssnobberi og elitær selvfedme?

Hine spørgsmål kan nok give lyst til at se lidt på ”Badehotellet”, som denne vinter går over skærmen i sin ottende sæson. ”Badehotellet” har ikke ligefrem status som ”Matador”, men ”Badehotellet” dækker samme periode. ”Badehotellet” begynder i 1928, og ”Matador” i 1929, og i denne sæson er man nået frem til 1941. Der er nok dem, som vil finde enhver sammenligning med ”Badehotellet” og hin ikoniske national-serie for upassende, men man må konstatere, at 1930’erne og 1940’erne har stort dramatisk potentiale. Krise- og krigstider sætter tingene og menneskene i relief.

”Badehotellet” har i hvert fald en hærskare af seere, og skuespillerne tæller flere af landets bedste. Alligevel er der noget mærkeligt anakronistisk over ”Badehotellet”. Serien kan godt give mindelser om de gamle danske film med sine endimensionale karakterer, de ædle og de flossede, de muntre og de sure. Var han ikke lovligt forhindret af sin bortgang, ville man ikke blive forbavset, hvis Ib Mossin storsmilende og evigkæk gjorde sin entré i ”Badehotellet”.

Dog er ”Badehotellet” blottet for syngescener, og det skal manuskriptforfatterne ikke høre noget for. ”Badehotellet” er ikke ligefrem stort og hjertegribende tv-drama. Mindre kan nu også gøre det. ”Badehotellet” er for god til at hånes, men for mådelig til at lovprises.

I mandagens afsnit var der faktisk en scene, som fik undertegnede til at tænke, om der i ”Badehotellet” var indlagt en lille replik til de kritiske anmeldere. Den selvoptagede skuespiller Edward Weyse er ved at skrive sine erindringer, men han vil kun skrive om sine teaterroller, ikke om de film, han også har medvirket i.

Det får hans ekskone, Fanny Fjord, til at beskylde ham for at være en snob og kun henvende sig til bedsteborgerne i Det Kongelige Teater:

”Du skammer dig over, at folk i hele Danmark elsker dine film. Det er ikke fint nok,” lød det fra Fanny Fjord, spillet af Mille Lehfeldt.

Det er ikke fint nok. Blev Edward Weyse et øjeblik stand-in for anmelderkorpset? Det er nok en overfortolkning, men om ikke andet så viser det, at der er mere end halløj på ”Badehotellet”.

Jesper Bacher er sognepræst.