TILLAD MIG ET STORT hjertesuk: Det er mig komplet ubegribeligt, at vi nu nærmer os et burkaforbud. Hvad sker der dog?
Jeg kan forstå, at man ser burka som kvindeundertrykkende. Jeg forstår, at man er imod kvindeundertrykkelse. Det er jeg også selv. (Det føles tåbeligt at skrive det. Som om noget som helst andet er muligt, hvis man tilhører normaliteten i det danske samfund).
Jeg forstår også forbud mod at bære den slags i offentlige stillinger. Man kan ikke være dækket fra top til tå og være lærer, pædagog, sygeplejerske, dommer og så videre.
Det skyldes helt enkelt, at ikke så lidt i den slags stillinger handler om relation, om menneske over for menneske, og dét vil blive alt for stærkt reduceret af et skjult ansigt (et tørklæde derimod må være fuldstændig uproblematisk i den sammenhæng, ligesom et kors om halsen eller i øret eller i læben. Eller en tatovering af Odin eller Buddha eller Jellingstenen på underarmen).
Men man kan da godt gå rundt på gaden med tildækket ansigt. Det generer ikke nogen mors sjæl. Bortset måske fra den mor, der går rundt med det tildækkede ansigt. Måske. Hvad ved vi? Men uanset hvad – vi kan ikke sikre folks sjælefrihed ved lov. I så fald bliver der ingen grænser for lovgivningen. Et frit samfund må også rumme friheden til at være bundet. Ikke frihed til at få tæsk, ikke frihed til at være genstand for vold i hjemmet eller ude. Men vi dummer os grænseløst, hvis vi bilder os ind, at vi kan lovgive os til sjælefrihed.
KVINDEUNDERTRYKKELSE (og i ikke så helt få tilfælde: mandeundertrykkelse) er en begrædelig virkelighed i det danske, såvel som ethvert andet samfund. Det skal der tales imod, oplyses imod, arbejdes imod – og lovgives imod og gribes ind over for, når det overskrider de grænser, vi i øvrigt har i lovgivningen, såsom vold. Men vi kan umuligt sikre os ved lov mod alt det, der er forkert; alt det normale, sunde mennesker og moral er imod.
Der er et hav af ægteskaber, hvor elendighed på elendighed hører til dagens orden. Undertrykkelse, utroskab, ulykkelighed. Det er et menneskeligt vilkår. Midlerne til bekæmpelse af det handler om helt andre ting end lovgivning.
Jeg er klar over, at forbuddet mod burka også drejer sig om en kamp mod religiøs ekstremisme, men vi dummer os også gevaldigt, hvis vi tror, vi kan sikre os mod religiøs ekstremisme ved den slags forbud. Vi opnår højst sandsynligt kun at hjælpe den endnu bedre på vej.
Desuden: Hvad bliver det næste? Religiøs ekstremisme er et yderst elastisk begreb. Vi er dybt naive, hvis vi tror, at det stopper her. Det er nemlig brænde på sekularisternes bål. Ganske vist forsikrer en del politikere os om, at det på ingen måde er ærindet. Jeg tror dem på deres oprigtighed, men jeg tror ikke et sekund på, at de har fattet sammenhængen og konsekvenserne ordentligt.
Drengeomskærelse står lige for. Forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum banker på – også dem man bærer på egen krop. Og hvad med det danske flag, kors-symbolet eller kirkeklokkeringning? Og friskoler med religiøs basis? Andre institutioner med ditto? Sekularisterne har kronede dage.
Jeg delte mit hjertesuk med nogle venner, som sukkede lige så højlydt. Én sagde: Hvad med mit stærkt tildækkede ansigt, når jeg okser af sted på min mountainbike i slud og blæst? Eller bare en tur ud i byen en bidende kold vinterdag med kun øjnene fri, alt andet pakket ind?
Jeg foreslår, at de burkalystne kvinder køber sig en lidt for lang anorak og snører den godt til foroven.
Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning.