Der bliver løbet stærkt i folkekirken i denne tid.
Forleden fortalte en kollega mig, at der var blevet døbt 20 dåbskandidater i timen ved en drop in-dåb i kirken. Godt at der ved samme kirke er flere præster til stede og ikke mindst, at der også er en kordegn, som kan sidde med kirkebøgerne og dåbsattesterne, en kirketjener, som kan sørge for nyt vand i døbefonten, og en organist som kan få orglet til at bruse. For selvom der bliver døbt mange på kort tid, er der stadig et personligt møde med den enkelte. Et møde, vi som kirke skal huske at følge op på.
Jeg er træt af at tale om coronatiden i Danmark. Men vores dagligdag er blevet ændret. Her tænker jeg ikke på håndsprit og håndvask. Men mere de mange, som kommer til kirken. Den folkelige opbakning. Omsorgen for hinanden og familien. Kirkebænkene bruges ikke kun søndag formiddag – men hele ugen. Gudstjenester, babysalmesang, konfirmander, studiekredse. Der er nok af arrangementer at tage fat på.
Vi har måttet lægge kirkekalenderen om. En ting er, at konfirmationerne måtte flyttes fra foråret og til dette efterår. Men covid-19-tiden har også betydet, at konfirmanderne virkelig har ønsket at få hele deres familie med i kirke. Særligt bedsteforældrene har været en vigtig brik af planlægningen.
Dåb har fyldt meget dette år. Enhver kan blive blød om hjertet, når det lille dåbsbarn selv kan gå op til døbefonten. Måske i det nyeste fra den lokale fodboldklub eller i en hjemmestrikket kjole fra mormor. Dejligt er det. Men her ser vi igen samme tendens. Hele familien – med bedsteforældre og vennerne – er inviteret med til dåb. Det er tilmed næsten et lykketræf, hvis dåben kan blive placeret i kirken klokken ni – for så er der plads til brunch og hygge hele dagen.
Vielser, begravelser. Ja der har ikke været mange muligheder for at få en lørdag til handlingen. Men de øvrige dage i ugen kan også bruges. Vielser kan også lægges en hverdag. Ugedagen er ikke længere det altafgørende.
Det har været hårdt at sige nej til deltagelse ved begravelser. At døren er blevet lukket. Men vi har måttet afvise på grund af afstandskrav. Det ligger så fjernt fra kirkens virke at sige nej. Godt at vi nu igen bare kan lade døren stå på vid gab.
Vi vil gerne være der for dem, som vi holder af, som bare har betydet noget for os gennem livet. Nu ved vi, hvordan det er at savne hinanden og mange vil gerne starte med de store ord i kirken. Bede en bøn. Måske tilmed for os selv?
Jeg har ikke lavet en akademisk undersøgelse. Men gennem mit præsteliv og gennem min kalender kan jeg se, at der er sket en ændring. En positiv ændring. Menigheden ønsker at komme i kirken, deltage i salmesangen, deltage i dåben, konfirmationen, vielsen eller begravelsen. Meget gerne med så stor en del af familien, som kirken overhovedet kan bære. Selv til højmessen om søndagen vil menigheden gerne være med. Gerne med endnu en dåb. Meget gerne med en kop kaffe foran kirken efterfølgende.
Corona-året blev således afløst af et missions-år. Et missionsår, hvor kirkerne har haft fulde huse flere dage om ugen. Et år, hvor dåbsevangeliet er blevet læst op igen og igen. Et år, hvor vi har lært at sætte pris på hinanden og generere værdi ind i livet hos hinanden. Det er værd at tage med sig, at der skal være plads til mennesket, og der skal være tid til at sige de store ord.
Menigheden er vokset. Ikke i Excel-ark, men på engagement. På deltagelse, nærvær. Måske har vi fornemmet, at vi kun har hinanden en tid.
Edith Thingstrup er sognepræst i Ledøje Smørum Kirker.