Det var den romerske politiker og retoriker Cicero, som engang sagde: ”At være uvidende om, hvad der er sket, før man blev født, er at forblive barn hele livet.” Det er en god pointe. Det er en barnagtighed, hvis voksne mennesker tænker og handler, som om verden begyndte med dem selv, hvor deres tidsregning tager udgangspunkt i egen navle.
Man kunne faktisk anføre, at kendskab til historien kan være en modgift i forhold til den grasserende individualisme, fordi historien minder os om, at vi er led i en kæde og ikke så originale, som vi kan tro, eller så klartskuende, som vi kan bilde os ind. Det er let at fælde dom over fortiden, og vel skal vi lære af dens afskrækkende eksempler, men også vores tid har sine blinde punkter og tåbeligheder, som en dag vil kalde på vores efterkommeres kritik og hovedrysten. Historien er ikke bare viden om gamle dage. Historien er akter i den menneskelige tragedie og komedie, som vi selv spiller med i, og hvem kan forstå, hvor vi er i handlingen, hvis vi ikke ved, hvad der gik forud?
Men historien kan, indrømmet, også formidles forfærdeligt kedeligt og søvndyssende. En grå vandring i de dødes land uden liv og nerve.
Man må forstå at puste støvet af historien, hvis den skal føles så vedkommende, som den faktisk er. Apropos den just overståede påske så skal stenen væltes fra fortidens grav, og dens mennesker genopstå, om ikke i kød og herlighed, så troværdige og tydelige. Ja-ja, jeg ved godt, at kildematerialet ikke altid er til det, men så vidt muligt.
Og til den formidlingsopgave er den dramatiserede historiedokumentar en sand gave. Der er en rigdom af historiske tv-programmer, hvor fortidens begivenheder genopføres, og dens mennesker får ansigt og skikkelse af de medvirkende. Med de kritiske forbehold, man kan have over for opførelsen, så betyder det altså noget, at historiens ord bliver kød.
Der er så mange spændende, oplysende og veldrejede historiske dokumentarer, at det er en lyst, og ikke mindst DR skal have tak for, at man ikke er fedtet med dem.
Forrige aften undede jeg mig én i form af første afsnit i den amerikanske dokumentar ”Magten over tronen – dynastiernes blodige intriger” på DR 2 om den serie af middelalderlige krige og konflikter mellem Frankrig og England, som man kalder Hundredårskrigen, selvom de faktisk varede over 100 år fra 1337 til 1453. Det var ridderligt, men endnu mere forfærdeligt. Der var krig på kniven, store civile ofre, og oven i det kom pesten til Europa i krigens første del.
Persongalleriet var så farverigt som nogen Netflix-serie, og handlingen var dramatisk og blodig. Men det var selvfølgelig virkelige mennesker, som led under Hundredårskrigen, og krige skal der ikke tales godt om. Krige er imidlertid også historiens katalysatorer. Ja, vi lever også, som vi gør, fordi afgørende krige gik, som de gjorde. Man skal ikke leve i fortiden, men historiske dramadokumentarer gør fortiden levende, og det gør klogere.
Jesper Bacher er sognepræst.