”Det ligner jo Jerusalems ødelæggelse”. Sådan kommenterede min salige mor sommetider tilstanden på mit drengeværelse. Således blev der trukket en linje fra romernes indtagelse af Jerusalem i år 70 og til mit rod. Ganske vist var jeg ikke blevet invaderet af fjendtlige tropper, men sommetider er man jo sin egen værste fjende.
Man kan få samme tanke, når man ser hjemmene i TV 2-programmet ”Vi drukner i rod”. Endnu et af disse programmer, som ikke bare rapporterer og orienterer, men intervenerer i menneskers liv for at hjælpe og bistå dem med dette eller hint. Det sker selvfølgelig efter invitation og ganske frivilligt, og der er snart ikke ende på de programmer, som er skåret over den læst. Medierne hjælper folk med at finde og bevare kærligheden, blive gift, sælge og købe hus, tabe sig og blive sunde, få styr på økonomien, gøre rent og nu også med at rydde op.
Man imødeser endnu flere programmer, som skal hjælpe folk med at være høflige, blive bedre bilister og hundeejere, sødere naboer og finde sig en hobby. Ja, de programmer er såmænd allerede lavet, det er bare lykkedes mig at overse dem, og kulminationen kunne blive det ultimative livstilsprogram ”Hvordan skal jeg leve mit liv fra vugge til grav?” De medvirkende skulle naturligvis udstyres med et ekspertpanel fra barnsben til sidste åndedrag, og så kunne vi andre følge deres medieguidede tilværelse år efter år. Et helt liv i kameraets øje omgivet af evigt smilende programværter og hjælpsomme eksperter. Hvad kan næsten gå galt?
Programmerne ender i hvert fald gang på gang med begejstring og taknemmelighed, mens deltagere, vært og eksperter forenes i ømme krammescener. Mon det i øvrigt regnes for et frynsegode eller en erhvervsrisiko, at fremmede mennesker hænger en om halsen i arbejdstiden?
Nuvel, man må også anerkende, at mange folk vitterligt har følt sig hjulpet gennem disse programmer. Det skal bestemt heller ikke udelukkes, at programmerne har været til inspiration for andre, men den hjælpende mediehånd er jo også afhængig af villigheden til at stille sit liv og hjem til skue.
”Vi drukner i rod”, som det løb over skærmen i mandags, var øjensynligt god hjælp til en familie i Slagelse. Var programmet imidlertid også noget mere? Kunne man ane en, ganske vist blød og jovial, kritik af den grasserende forbrugerisme? Bæredygtighed er jo tidens løsen. Der var rod i parcelhuset i Slagelse, men er det ikke også noget rod med det overforbrug, som slet ikke er begrænset til rodehovederne. Familiens to yngste børn havde således 1126 stykker tøj og konen 568 skønhedsprodukter. Det var ret vildt, og en del af øvelsen i ”Vi drukner i rod” består i at skille sig af med halvdelen af sine ejendele. Hvad skal vi også med alle de ting og produkter? Vi har alle ejendele, som er os særligt kære og nyttige, men hvor meget har vi egentlig brug for? Og som Jesus pointerer: ”Et menneskes liv afhænger ikke af det, det ejer, selvom det har overflod”.
Jesper Bacher er sognepræst.