ENGANG VAR bedemænd nogle i mørkt tøj, der lagde afdøde i kister, kørte rustvognen og ringede dødsannoncen ind til den lokale sprøjte. Det var dengang. Nu er der kommet en besynderlig tendens til, at de prøver at overgå hinanden i at være eksperter for sørgende, mens de står og lægger ansigtet i de rigtige, bedrøvede, beigefarvede bedemandsfolder. Altså, man kan jo næsten ikke undgå at få den onde tanke, at de prøver at optimere forretningen med den udvidede sjælesorgsservice.
Nu vil Begravelse Danmark også hjælpe med ”at sætte ord på døden” og uddeler en børnebog til pårørende, der har børn i familien. Et sikkert velmenende lommefilosofisk, lommepsykologisk og lommeterapeutisk redskab til at håndtere de mange spørgsmål, børn har i mødet med døden. For ifølge psykoterapeut (der vel at mærke ikke er en beskyttet titel) og direktør i Det Nationale Sorgcenter –Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt kan børn ikke håndtere så ”svære følelser” selv og ”kan videreføre en forvrænget forestilling om døden til kommende generationer”.
Han foreslår, at forældre skelner mellem sjæl og krop og fortæller børnene, at ”kroppen er en skræl, man kan tage af, ligesom en banan, og at sjælen indeni lever videre i himlen eller i vores minder”. Det er jo det rene hedenskab.
I KRISTENDOMMEN har vi ikke tradition for at adskille legeme og sjæl. For mennesket er et kunstværk af Guds finger, en underfuld skabning af støv og ånd, der gennemtrænger hinanden. Lige gådefuldt, om man er barn eller voksen. Og døden er ikke bare en rørelse i sjælen, men tilintetgørelsen af både sjæl og legeme. Punktum. Der burde altså være en nedre grænse for, hvor ubegavet man må henvende sig også til børn og folk, der har mistet – ikke forstanden – men deres elskede.
Omtalen af den nye bedemandsbog har været sludder fra ende til anden og er samlet set et udtryk for tendensen til at gøre døden til et terapeutisk forhold. En mindre ting, vi kan håndtere, i bedste fald overvinde med det rigtige værktøj, så vi kan traske nogenlunde upåvirket videre i vores liv. Og Begravelse Danmark bistår gerne.
ENHVER, DER HAR MISTET, kender den smerte, som oplevelsen af at bære den døde til graven afføder. At bære den døde fører tanker om døden med sig. Enhver, der har gået bag ved kisten hvid og blank og hård, ved, at døden er det sidste af alt. At døden er alvorens læremester, der giver os endelighedens blik på livet. Også det liv, der bare var et barneliv eller et ganske ungt liv, den dag døden kom og tog livet ud af den, vi elskede.
For heller ikke et barn eller et ungt menneske kan kysse den kolde hånd, stryge sin døde far på kinden og stå på gravens kant og se ned i afgrunden, uden at det ændrer alle ens dage og ændrer det lille menneskes adfærd for altid.
Det kan godt være, at barnet en tid glemmer at lege, bliver voksen før tid eller springer teenageoprøret over. Men det er sådan, det er. For døden er ikke et psykologisk, men et eksistentielt forhold, hvor man tænker sig selv død og tænker sig selv sammen med døden, som Kierkegaard skriver. Dødens alvor er uden bedrag – det bliver man så smerteligt bevidst om, når man besøger en grav. For den døde er en stille mand (Kierkegaard).
Den døde erindrer dig ikke – den døde kan ikke længere række dig hånden eller give et kærligt råd om, hvad du skal stille op med dit store lille liv. Men måske har den, du skal leve uden, ”sat nogle små lys i vejkanten, så ensomheden og mørket bliver mindre totalt” (Else Lidegaard). De elskede blæser lidt af deres liv over i os, inden de drager til landet bag hav – for at vi kan leve videre, selvom vi fornemmer døden og ved, at den ikke kan afdrages.
Det betyder ikke, at de elskede og døde lever videre i minderne. Heller ikke bare sjælen. For også vi skal dø og med os minderne. Også minderne om os skal en dag ikke være mere. At leve videre i minderne er en flad præstekliché, man fyrer af for at få sorgen, savnet og smerten til på en eller anden måde at gå op. Men det er, som C.S Lewis skriver i dagbogsoptegnelserne ved sin hustrus død, noget ”jammerligt hykleri, det er at sige: ’Hun vil leve videre i min erindring’. Leve? Det er netop det, hun ikke vil. Så kan man lige så godt tro som de gamle ægyptere, at man kan beholde de døde ved at balsamere dem (...). Som om jeg kunne tænke mig at forelske mig i min erindring af hende, et billede i mit eget sind! Det ville være en slags blodskam”.
Men da skal solopgangen fra det høje besøge os, der sidder i mørkets land med budskabet om opstandelsen, der forkynder Guds ja til det hele menneske skabt i hans billede. For vi forsvinder aldrig for Gud i døden, men går ind til evigt liv hos Gud. Dér forenes de hjertenskære. Det er det bedste, det eneste og det sandeste, man behøver at sige til sig selv – til den, der står over for det ubegribelige og utrøstelige. Og det, vi kan sige til vores børn, når vi står ved den meningsløse grav. Det er Guds trøst til både barnet og oldingen.
En sjælesørgerisk service behøver man ikke engang en bedemand for at få – man kan bare gå i kirke. Og tage børnene med.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.