”Teologisk set er jeg enig i, at der skal være en vis rollefordeling i kirken, og at Ny Testamente tilsiger, at dele af præstegerningen er forbeholdt mænd. Vi vil meget gerne have kvindelige studerende på DBI, for jeg tror, de kan bruges til mange ting i kirken.”
Sådan udtalte den nyudnævnte rektor for Dansk Bibelinstitut, Henrik Nymann Eriksen, i Kristeligt Dagblad den 4. august, da han blev spurgt, om han var enig med sin forgænger i, at kvinder ikke bør være præster. Denne mand skal fremover være rektor for en række studerende, hvoraf i hvert fald en del af de mandlige bliver præster i Folkekirken.
Man kan slå det hen med, at det ikke drejer sig om så mange, og at de kun bliver ansat i sogne, hvor der er et klart flertal af menighedsrådsmedlemmer, som tilhører den kirkelige højrefløj, men det er ikke korrekt.
I kraft af den aktuelle præstemangel står nogle menighedsråd over for valget enten at ansætte en præst, der ikke anerkender kvinders ret til at være præster (og heller ikke vil vie fraskilte og homoseksuelle), eller fortsat at stå uden præst, fordi der ikke er andre ansøgere.
Det kan kun give problemer, at nogle mandlige kolleger ikke anerkender deres kvindelige kollegers ret til at virke og forkynde som præster på lige fod med dem, der fra naturens side er forsynet med en penis.
Okay, det lød plat … men det betænkelige ved hele problemstillingen er, at den i bund og grund bygger på en plathed. For det er plat, når man lader evnen, indsigten og talentet for at forkynde det kristne evangelium betinge af præstens køn. Det er jo det, Henrik Nymann Eriksen og hans meningsfæller i bund og grund gør, når de fastslår, at kvinder er uegnede som præster.
Nymann Eriksen mener måske, at han er imødekommende, idet han udtaler, at kvinder ”kan bruges til mange ting i kirken.” Men hvem er det, der bruger kvinderne? Er det mændene? Er kvinderne blot en slags levende brugsgenstande, som mændene kan sætte til at lave de opgaver, de ikke selv har evner eller lyst til at udføre?
Det er korrekt, at apostlen Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth skriver om rammerne for kvindernes aktivitet i datidens kristne menigheder: ”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.”
Disse retningslinjer afspejler Paulus’ samtid, hvor man (i hvert fald mændene) sikkert har fundet dem ganske rimelige, men siden da har man ændret syn på kvinders rettigheder og evner; et syn, der må anses for at være forfejlet, hvis man insisterer på at holde Paulus’ retningslinjer i hævd.
Dermed afslører modstanderne af kvindelige præster sig ikke som deciderede misogynister, for de hader jo ikke kvinder, men som personer, der anser det for strengt nødvendig at sætte visse begrænsninger for kvinder. Mærkeligt nok er der også kvinder, der deler dette synspunkt, for den kirkelige højrefløj består jo ikke kun af mænd. Dette må skyldes overbevisningen om, at det ikke er mændene, men Gud, der sætter begrænsningerne.
Problemet med denne læsning af Paulus – og af resten af Bibelen – er, at den lader det kristne budskab fryse fast til en bestemt tid. En sådan fastfrysning bringer nogle uheldige konsekvenser med sig, for hvis man mener, at man skal leve en til en efter Bibelens forskrifter, skulle vi ifølge Det Gamle Testamente holde slaver, jage hekse, dræbe homoseksuelle mænd og straffe utroskab med døden. Det giver ikke mening!
Ligeledes er Det Nye Testamente (specielt brevene) skrevet i en tid, der var præget af særlige moralske normer, der altså blandt andet tilsagde kvinder at tie stille under den tids gudstjenester, men den slags normer ændrer sig over tid. Derfor er det ikke Bibelens tidsbundne moralske retningslinjer, der har betydning, men det budskab i de bibelske skrifter, der netop ikke er tidsbundet og som løfter sig over de skiftende tiders moral. Netop dette budskab skal flettes ind i enhver nutid. Bliver kristendommen reduceret til moral, har den mistet sin kerne.
Dermed siger jeg ikke, at der ikke findes en kristen etik, for den ligger i næstekærlighedsbuddet. Det er dog ikke et bud, der er velegnet til at moralisere over, for vi er alle amatører, når det gælder efterlevelsen af netop det bud.
I begyndelsen af interviewet siger Nymann Eriksen: ”For mig handler det om, at en teologisk uddannelse ikke kun bør rumme en akademisk dygtiggørelse, men også en åndelig dannelse, som handler om personlig tilegnelse i tro og kristen vækst.” Her mener jeg, at han foretager en forkert adskillelse, for en akademisk dygtiggørelse indenfor teologien kan ikke undgå også at føre til en åndelig dannelse, men ikke nødvendigvis i en retning, der tiltaler den nyudnævnte rektor.
Noget kunne tyde på, at Nymann Eriksen vægter ”den personlige tilegnelse i tro og kristen vækst” tungere end den akademiske dygtiggørelse, fordi den førstnævnte er nemmere at styre. Derved skævvrider han forholdet mellem de to dele, hvilket kan ende i, at den studerende ikke har en solid akademiske bagage med sig, når han bliver præst, men klynger sig til en forhutlet og dømmende teologi, hvor det gælder om at fastholde de grænser, man har sat for sig selv og andre.
Dette er en skam, fordi man med større fokus på det akademiske kunne have opdaget, at den fundamentalistiske læsning af Bibelen ikke er en teologisk nødvendighed. Lidt frækt sagt kan vægtlægningen på ”den personlige tilegnelse i tro og kristen vækst” fremfor den akademiske dygtiggørelse medføre, at den gennemsnitlige kvindelige folkekirkepræst er en dygtigere teolog end den gennemsnitlige mandlige ditto.
Naturligvis beskæftiger man sig også akademisk med teologien på Dansk Bibelinstitut, men man gør det tilsyneladende på en ret ensrettet måde, der sikrer den ”åndelig dannelse, som handler om personlig tilegnelse i tro og kristen vækst.” Dette afslører en mistillid til de studerendes sunde fornuft og en frygt for, at deres åndelige dannelse tager en anden retning, end man helst ser fra instituttets side. Igen sættes der altså begrænsende rammer op som dem, der skal forhindre kvinder i at blive præster.
Nu er det jo sådan, at et godt stykke over halvdelen af Folkekirkens præster er kvinder. Derfor vil den kirkelige højrefløj næppe få held til at gøre præstestanden kvindefri. Men overbevisningen om, at kvinder ikke burde være præster er og bliver problematisk – også selvom mange af modstanderne erkender, at de bliver nødt til at samarbejde med deres kvindelige kolleger. Det problematiske ligger i det grundlæggende syn, at kvinderne ikke er præster på lige vilkår med mændene, men at de faktisk har taget sig en frihed, der går imod Guds vilje.
En sådan overbevisning kan og skal man naturligvis ikke tvinge dens repræsentanter til at slippe, men det må være i orden at påpege det problematiske i, at man på den ene side ikke anerkender størstedelen af sine kollegers ret til at være præster, og på den anden side søger embede indenfor den selvsamme folkekirke.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.