Sognepræst: Det er ikke kun Luther, Lars Sandbeck vil kassere

Hvis Sandbecks afmonteringsbestræbelser får indflydelse på folkekirkens ritualer, er der meget mere end luthersk kristendom, der skylles ud af dåbsfadet

Sognepræst: Det er ikke kun Luther, Lars Sandbeck vil kassere
Foto: Leif Tuxen.

Det kan ikke have undgået læsernes opmærksomhed, at lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck med næb og kløer kæmper for at få renset folkekirkens ritualer for evangelisk-luthersk indhold, sådan som det fremgår af hans kronik den 4. januar.

Det er rent ud sagt besynderligt at iagttage, at kampen mod luthersk kristendom udgår fra den lutherske kirke selv. Måske er tiden kommet til at omdøbe Sandbecks center til Center for Omdannelse af Folkekirken? Det er vist ved at være mere retvisende end det nuværende navn.

Imidlertid er Sandbecks forståelse af blandt andet min kritik af de aktuelle forslag til liturgiske ændringer forfejlet. Jo, det handler om ritualernes lutherske indhold, men det handler om meget mere.

Det stormløb, der for tiden løbes imod dåbsritualet, bunder i en afvisning, ikke bare af Luthers teologi, nej, det er både Johannesevangeliets og Paulus’ forståelse, man vil kassere. Det sker, når man vil kassere dåbsritualets indledende bøn, fordi man synes, det er forkert at sige, at det er i dåben, vi bliver til Guds børn. Det kan da ikke være rigtigt, for det er vi jo alle sammen allerede, lyder det.

Det har sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen gentagne gange givet udtryk for med opbakning fra Københavns biskop. Denne rousseauske feel good -teologi klipper syndefaldet ud af den kristne forkyndelse og forkaster dermed en afgørende del af det nytestamentlige budskab.

For ifølge Paulus er det først takket være Kristus, at vi igen får status af Guds børn (”barnekår”, Galaterbrevet, kapitel 4, vers 5), efter at vi med Adam alle er faldet. Det er ikke nok at være født af en far og en mor, vi skal også fødes ”af vand og ånd” for at komme ind i Guds rige, sådan som det udfoldes i for eksempel Johannesevangeliets kapitel 3. Det er nytestamentlig kristendom.

Ifølge Sandbeck skaber denne teologi ”angst som teologisk grundfølelse”. Sandbeck må tale for sig selv, men det, jeg finder hos Paulus, er en stor og ufortyndet glæde over, at der ”ikke findes nogen fordømmelse for dem, som er Kristus Jesus”. Og vejen til Ham står åben for enhver, der er rede til først at skulle skylles over med Guds nåde for at blive adopteret som Hans barn.

En glæde, som genfindes hos Paulus-læseren Luther, der opfordrer menigheden til ligefrem at juble højt af glæde, sådan som det sker i salmebogens nummer 487, en salme som muligvis er ukendt for Sandbeck.

Hvis dåben, som Sandbeck og Gammeltoft-Hansen ønsker, reduceres til en ligegyldig hyggehandling, som ikke udstyrer den døbte med et klart og tydeligt løfte fra Gud, så er der til gengæld god grund til at føle angst. For hvad har jeg så at bygge på udover mig selv, min egen ustabile tro og egen vaklende selvfølelse? Det var blandt andet det, Grundtvig forstod og som førte ham til i så høj grad at understrege dåbens afgørende betydning.

Hvis Sandbecks afmonteringsbestræbelser får indflydelse på folkekirkens ritualer, er der meget mere end luthersk kristendom, der skylles ud af dåbsfadet.

Katrine Winkel Holm er sognepræst.