Sognepræst: Det kan virke rummeligt at kræve, at præster skal vie homoseksuelle. Men det skaber giftig splid

For tiden er der fornyet debat om præsters ret til at afvise at vie homoseksuelle. Debatten skaber et giftigt splid mellem homoseksuelle og kirken, mere end det skaber rummelighed, skriver sognepræst Jens Ole Christensen

Sognepræst: Det kan virke rummeligt at kræve, at præster skal vie homoseksuelle. Men det skaber giftig splid
Foto: Søren Mosdal.

Da vielser af par af samme køn blev indført for 10 år siden, var der stor uenighed. Bølgerne gik virkelig højt, hvis nogen skulle have glemt det. Det eneste, alle var enige om, var, at der skulle være en frihedsordning for os, der stadig abonnerer på en klassisk forståelse af ægteskabet. Den frihed blev endog – som noget helt nyt – skrevet ind i selve ritualbogen.

Den enighed er nu brudt. I enkelte tilfælde direkte og synligt. I langt flere tilfælde indirekte og måske ubevidst. Men i praksis næppe mindre effektivt!

Det direkte brud med frihedsordningen står sognepræst Mia Rahr Jacobsen for på selve jubilæumsdagen (7. juni), når hun her i avisen udtrykker betænkelighed ved at fastholde frihedsordningen. Eller i nysprog: ”Undtagelsesordningen.”

Hvis jeg forstår hende ret, skal der skabes et “safe space” i folkekirken, så praktiserende homoseksuelle ikke bliver direkte konfronteret med, at der er uenighed. Det skal ske, ved at vi fratages muligheden for at sige nej. Det er muligt, at Mia Rahr Jacobsen ikke er bevidst om det, men i praksis vil hendes forslag føre til, at vi drives væk fra folkekirken og ud i frimenigheder. 

Et liturgisk forsøg på at skabe et “safe space” kommer fra en gruppe præster, som vil ændre alle vielser i folkekirken. Kort sagt: Alle – homoseksuelle og heteroseksuelle - skal have et fælles ritual og det skal være muligt at rense vielserne for spor af kirkens klassiske ægteskabsforståelse ved hjælp af en række valgfrie moduler. Blandt andet skal formuleringen om, at ”en mand forlader sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød”, kunne vælges fra. En formulering, der stammer fra skabelsesberetningen og gentages af Jesus og Paulus, og som dermed er en bærebjælke i en bibelsk ægteskabsforståelse.

Der kommer en forbløffende begrundelse fra én af forslagsstillerne, sognepræst Vibeke Bidstrup: ”Det kommer til at lyde, som om ægteskabet er en teologisk ordning mellem mand og kvinde”, siger hun til Kristeligt Dagblad den 8. juni.

Bidstrup overser tilsyneladende den mest nærliggende årsag til, at ritualet lyder som en guddommelig ordning mellem mand og kvinde. Nemlig, at det er en guddommelig ordning bevidnet i den hellige skrift. Og at vi i virkeligheden ikke kommer homoseksuelle mennesker i møde ved at skabe et ægteskab, som i lyset af Bibelen og traditionen er “fake”.

Med et hurtigt blik kan forslaget fra de seks præster virke rummeligt og inkluderende. Og sådan er det sikkert ment. Ved nærmere eftertanke gør det os alle til en del af en konstruktivistisk fortælling om, at vi selv skaber vores ægteskaber. Og det er problematisk ud fra andre perspektiver end seksual-etiske.

De mest raffinerede angreb på frihedsordningen kommer fra folk, der teknisk set forsvarer den, men som gør det i et sprog, der i virkeligheden tildeler os mentale klovnenæser. Altså karakteriserer os på måder, som forebygger, at vi tages alvorligt som mennesker og kristne. Eksemplerne står i kø: I et teknisk forsvar for frihedsordningen kalder biskop Peter Skov-Jakobsen os ”sølle”. Det ubesvarede spørgsmål er: Hvilken anden gruppe medarbejdere i det danske samfund ville en leder omtale offentligt på den måde?

Eller når sognepræst Birgitte Kragh Engholm for år tilbage foreslog en smiley-ordning for kirker, så man kan se, hvem der leverer hvilke vielser. Forslaget er for det første en misforståelse af den gældende ordning – alle kirker skal levere alle vielser, men de enkelte præster kan fritages. For det andet havde det måske været brugbart, hvis samtaleklimaet – kirkeligt og mediemæssigt – ikke havde været så ophedet.

Nu bliver det en klovnenæse. For ja-sigerne omtales i stride strømme som empatiske, rummelige og kærlige. Nej-sigerne i serier som ufølsomme og homofobiske.

Og hermed er vi fremme ved den alvorligste konsekvens af situationen: Der lægges gift for en ordentlig relation mellem os og homoseksuelle medmennesker. Vi har brug for hinanden, og vi er alle mennesker, der har brug for det samme evangelium og for at være en del af kristne fællesskaber. For ingen af os er mindre skabte i Guds billede og elskede af ham end andre, og ingen af os er mindre skadet af syndefaldet end andre. 

Vi er alle i samme båd og har brug for samme Kristus. Altså hvis Bibelens ord og det kristne evangelium tages for pålydende.

Heldigvis lykkes denne giftudlægning ikke altid. Men det er hverken mediernes eller de herskende kirkelige miljøers skyld, når det går godt.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.

Kirkeligt set er en klumme, der skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.