I ANLEDNING AF debatten om de kongeliges apanage er det værd at grunde lidt over sammenhængen mellem kirken og kongehuset. Vil man forstå, hvem Gud er, må man nemlig også vide, hvad man tidligere forstod, og hvad vi bør forstå ved en konge – herunder, hvad hans opgave er.
Den mest almindelige, hvis ikke den eneste styreform, man kendte til i oldtidens nære orient var kongedømmet. Ja, datidens mennesker havde formentlig vanskeligt ved at forestille sig et samfund, der ikke regeredes af en konge. Der var storkonger – som regel et par stykker – placeret i Egypten og i Mesopotamien – det nuværende Irak/Iran. Under dem var der småkonger, som var en slags lydkonger eller vasaller. De havde begrænset handlefrihed og var til enhver tid afhængige af storkongernes beslutninger. Det virker bekendt for os i Danmark, gør det ikke? De store lande bestemmer i de vigtige sager.
Det kaldes også for realpolitik – her må de høje idealer ofte vige pladsen. Men ikke desto mindre var småkongerne ubestridte herskere i deres lande og dermed også en slags storkonger i svøb. Om man i Nærorienten var storkonge eller småkonge, så var man det i begge tilfælde ”af Guds nåde.” Det vil sige, at kongen var direkte underordnet sin guddom som dennes personlige tjener. I Syrien og Palæstina lå dette muligvis i selve ordet for konge, mælæk, som ganske enkelt betyder rådgiver. I Egypten var kongen derimod selv en gud eller måske ligefrem solguden.
I Det Gamle Testamente er der flere kongeideologier, som det fremgår af Profetbøgerne, Salmernes Bog og Kongebøgerne. Det vil føre for vidt at beskrive dem her. Men fælles for dem alle var dog, at kongen var Herrens (altså Guds eller Jahves) salvede. Det hebraiske ord for den salvede er Messias, hvilket på græsk blev oversat til Kristos. Derfor blev Jesus kaldt Kristus, fordi han for de kristne (dem, der troede på ham,) var Guds salvede og den konge, de ventede og håbede på.
I TV-SERIEN ”THE CROWN” om dronning Elizabeth II’s regeringstid i England udspilles en scene på slottet, hvor den gamle og døende dronningemoder Mary opsøges af den unge kommende dronning Elizabeth. Hun har et spørgsmål angående et brev, som den gamle dronning Mary havde sendt hende. I brevet står der:
”Loyalitet til det ideal, du har arvet, er din pligt frem for alt andet. Thi kaldet kommer fra den højeste kilde. Fra Gud selv.”
”Tror du selv på det?”, vil den unge Elizabeth vide. Og dronningemoderen svarer:
”Monarkiet er et kald fra Gud. Det er derfor, du krones i en kirke og ikke i en regeringsbygning, det er derfor, du bliver salvet og ikke valgt. Det betyder, at du i din embedsførelse skal svare over for Gud, ikke over for almenvældet.”
Så blev det ligesom sat på plads for den unge dame. Monarken er Guds tjener – ligesom ministeren er folkets tjener. Ikke en, der skal fejre egne politiske målsætninger med lagkage og lys. Det syn på embedet fordrer en for vores kulturkreds særegen ydmyghed, som ideelt set hindrer magtmisbrug. At regenter og ministre så ikke altid har levet op til idealerne – det er en anden sag. De kongelige er jo også mennesker, som bliver skilt, foretrækker hovedstaden, holder af penge, dyre håndtasker og hurtige biler – kort sagt lever de i en falden verden som alle andre dødelige. Men der er også noget smukt og skrøbeligt ved monarkiet.
Monarkiet ret forstået indeholder den kombination af noget rigt og mægtigt og samtidig noget ydmygt og skyldigt – i den forstand, at kongen er Guds tjener og på ingen måde kan opføre sig efter behag, hvilket også står beskrevet i den såkaldte kongelov i Femte Mosebog. Den ideelle konge er en af folket. En, som ikke har mange kameler eller kvæg eller anden rigdom. En, der vil lytte til Guds lov. En, der aldrig vil spotte folket. Man kan tænke på Kong David, der blev valgt til konge efter Saul. David var fårehyrde.
Flere hundrede år senere red en anden konge ind i Jerusalem. Folket tog jublende imod ham – indtil de indså, at han ikke ville overtage den magt, som så mange havde misbrugt. Da spillet var ude, korsfæstede de ham som en narrekonge med tornekrone. Der var ingen, der gjorde modstand. Ingen, der råbte: ”Stop, nu er det nok”. Men som der skrevet står, så er Herren nådig og barmhjertig – sen til vrede og rig på troskab. På tredjedagen vendte han tilbage fra dødsriget med evigt liv og nyt håb til dem, der svigtede og faldt.
Kåre Egholm Pedersen er sognepræst.