Nærværende dagblad har som bekendt fået et fornyet grafisk udtryk med hvidere papir, lettere forstørret tekst og skarpere layout.
Når man snart har rundet de 125 år, kan der være brug for jævnlige ansigtsløftninger, og det er da også pænere til aviser end til de fleste mennesker.
Det med at forstørre teksten fik mig til at tænke på det, man engang kaldte Jesu genkomst-typer i avissproget. De største typer eller overskrifter var passende til de største nyheder, og hvilken nyhed kunne overgå Jesu genkomst?
Men indtil den dag, hvor Kristeligt Dagblad rydder forsiden for Jesu genkomst, er der andre og mindre nyheder. Hvis ikke ligefrem om Jesu genkomst så fra hans tomme grav.
Derfor var det også meget passende, at de største typer på forsiden af det forbedrede Radio&tv-tillæg netop var viet den amerikanske dokumentar ”Gåden om Jesu grav”. Vel var dokumentaren fra 2017, men der er det særlige ved Jesu grav, at den peger hen på en anden nyhed uden lige. Nemlig Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Mennesker, deres værker og tanker bliver gamle. Det Nye Testamente er stedse nyt og fornyende.
”Gåden om Jesu grav” tog imidlertid sit udgangspunkt i den forfaldne bygning, som omgiver Jesu grav inde i selve Gravkirken i Jerusalem. Bygningen i kirkebygningen kaldes også ædiculum, og den var i så ringe stand, at den udgjorde en trussel mod kirkens mange besøgende. Ultimativt var der risiko for at blive begravet i Gravkirken, hvis ædiculum styrtede sammen over de andagtsøgendes hoveder, og den risiko fik de tre kirkesamfund, som deles om råderetten over Gravkirken, til at tillade en renovering. De er ellers kendt for at ryge i totterne på hinanden, også helt håndgribeligt. Man så et klip, hvor munke slog på tæven og måtte adskilles af israelsk politi. Økumeniske masseslagsmål – og så i Gravkirken. Måtte den hellige grav være mere velforvaret end de gejstlige slagsbrødre.
Det krævede en stor snilde og teknisk kunnen at renovere ædiculum, og de kirkelige ledere insisterede på, at renoveringen skulle være færdig inden påskefesten. Man sprøjtede blandt andet mørtel ind i væggene, og under processen var det også nødvendigt at åbne Jesu grav. Noget der måske ikke er indtruffet siden det 3. århundrede, hvor kejser Konstantin angiveligt fandt og afdækkede graven, som ellers havde været skjult af et hedensk Venus-tempel.
Men var det rigtigt? Hvis ikke kunne Gravkirken næppe siges at rumme Jesu grav. En gruppe græske eksperter fra Athens Tekniske Universitet fastslog alderen på mørtlen under en af gravens marmorplader og daterede den til cirka 300 år efter Kristi død.
Det passer smukt med fortællingen om kejser Konstantin og sandsynliggør, at Gravkirken faktisk er bygget over Jesu grav.
Gravens præcise beliggenhed er selvfølgelig ikke afgørende for troen, men det er afgørende for troen, at Jesus havde begge ben på denne jord, og det understreger Jesu grav.
Jesper Bacher er sognepræst.