Sognepræst: Drop ordet ”lykkepiller”

Hvor er jeg dog inderligt træt af, igen og igen at støde på begrebet ”lykkepiller”, som er en dum og misvisende betegnelse for antidepressiv medicin, skriver sognepræst, hvis kone for mange år siden gik ned med en voldsom depression

Overlæge Janus Christian Jakobsen sværger til meditation og mindfulness, der giver ham ro i hverdagen. Det er da sikkert godt for ham. Men jeg kan fortælle en anden historie om den antidepressive medicins indiskutable positive virkning.
Overlæge Janus Christian Jakobsen sværger til meditation og mindfulness, der giver ham ro i hverdagen. Det er da sikkert godt for ham. Men jeg kan fortælle en anden historie om den antidepressive medicins indiskutable positive virkning. . Foto: AP.

Hvor er jeg dog inderligt træt af, igen og igen at støde på begrebet ”lykkepiller”, som er en dum og misvisende betegnelse for antidepressiv medicin.

Morgenavisen Jyllands-Posten skrev ellers for nogle år siden en lederartikel, hvori de beklagede, at det vist var dem, der havde lanceret udtrykket. Men det er for længst glemt, nu bruger man det næsten dagligt. Og som regel bruges det af dem, der har overskud til det.

Således også i Kristeligt Dagblad den 20. februar iet portrætinterview med overlæge Janus Christian Jakobsen, hvis nye forskningsprojekt angiveligt handler om at ”se på lykkepillers manglende effekt hos depressionsramte. ” Selv sværger han til meditation og mindfulness, der giver ham ro i hverdagen. Det er da sikkert godt for ham. Men jeg kan fortælle en anden historie om den antidepressive medicins indiskutable positive virkning.

For mange år siden gik min kone ned med en meget voldsom depression. Latteren, som hun altid har haft let til, forsvandt, og hun var ude af stand til noget som helst. Havde overlægen dengang foreslået hende, at hun bare skulle kravle rundt på gulvet med et treårigt barn for på den måde at mærke strømme af medfølelse og empati, havde hun formodentligt set på ham med et tomt blik. For hun var et helt andet sted. Som sagt ude af stand til noget som helst.

Et par gange forsøgte hun at trappe ud af medicinen, men der gik ikke lang tid, så var den gal igen. Så nu tager hun det fast og skal formodentligt blive ved med det resten af sine dage. Men hellere det end at være i et sort hul.

Jens Kvist er sognepræst i Aabenraa.