Bare lige for en ordens skyld og apropos sagen om den nye præst i Hedensted, der ikke vil vi homoseksuelle og fraskilte: Jeg hører til dem, der mener, at denne præstekollega skal kunne være præst i folkekirken. For det er vigtigt, at folkekirken kan rumme forskellige tolkninger af kristendommen.
Men så er det også vigtigt, at modstanderne af vielser af homoseksuelle og fraskilte – og af kvindelige præster – forklarer sig. Og det savner jeg.
Jeg savner nogle gode forklaringer på, hvorfor man lige netop holder fast ved en meget bogstavelig tolkning af de steder i Bibelen, der er afvisende over for homoseksualitet, skilsmisser og kvindelige præster.
Jeg er godt klar over, at det er ud fra en opfattelse af Bibelen som ”Guds ord”. Det vil sige, at man opfatter Bibelen som Guds tale til os. Det er så at sige Gud, der har ført pennen, selvom Markus og Matthæus og alle de andre mere håndgribeligt har sørget for skriften. Men Skriften – med stort S – er alligevel Guds, mener man.
Hvad der står i Bibelen er således Guds mening. Og Guds mening kan vi ikke ændre, selvom ”tidsånden”, som det ofte hedder, ændrer sig og til eksempel har en anden holdning til homoseksuelle eller skilsmisser end Guds ord. For Guds ord ”står fast”, som det ofte udtrykkes.
Dette bibelsyn rejser imidlertid nogle spørgsmål og indvendinger, som dets tilhængere, de ”bibeltro”, som man ofte kalder sig, meget passende kunne forholde sig til – og på den måde måske hjælpe os andre lidt, når vi skal ud at forsvare og forklare.
Så hermed:
1) Forstår I – bibeltro – skabelsesberetningen helt bogstaveligt ligesom udsagnene om homoseksualitet? Skabte Gud jorden, livet, naturen og menneskene på seks dage, som der står skrevet? Og er kristendommen således grundlæggende i strid med evolutionsteorien og teorien om the big bang?
2) Blev Metusalem virkelig så tussegammel – 969 år? Og er det en del af troen på Guds ord, at det tror man også? Det kan selvfølgelig virke lidt pjattet at spørge om, men djævelen er i detaljen, som det hedder. Så hvis man ikke tror på denne detalje, så falder vel hele bibelsynet - eller hvad?
3) Hvorfor er det lige skriftstederne om homoseksualitet, skilsmisse og kvindelige præster, man fokuserer sådan på og kræver efterlevet til punkt og prikke? Hvorfor protesterer man ikke over, at stort set ingen præster formentlig elsker Jesus mere, end de elsker datter og søn (Matthæusevangeliet 10, 37)? Jeg skal i al fald gerne indrømme, at på det punkt kniber det for mig at være bibeltro. Og jeg prøver ikke engang at lave det om – jeg kan ikke.
Eller hvad med det sted, hvor Jesus siger, at det er nemmere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige (Matthæusevangeliet 19, 24).
Jeg mener ikke at have hørt dette særligt udfoldet af bibeltro præster som noget, der ”står fast”, ligesom man ikke hører om en bogstavelig tolkning af det sted, hvor en ung mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Jesus svarer, at han skal sælge alt, hvad han ejer. Hvorfor skal dette krav ikke tages bogstaveligt?
Hvorfor er det kravet om at afstå fra at udleve sin homoseksualitet eller ikke gifte sig igen, hvis man er blevet skilt, eller lade være med at blive præst, hvis man er kvinde, der ”står fast”?
4) Er sandheden om stort set alt virkelig indeholdt i en bog? En bog – med al respekt for Det gamle Testamente – hvis kristne del først blev samlet flere hundrede år efter Jesus. Og som først blev muligt at sprede ud til flere, da bogtrykkerkunsten blev opfundet i 1400-tallet. Og som flertallet – i de rigeste dele af verden – først har kunnet læse indenfor de seneste århundreder? Anfægter det ikke de bibeltro, at sandheden således var for de meget få indtil så langt op mod vores tid?
Jeg tror, at mange bibeltro kristne synes, at problemerne bliver meget store, hvis ikke Bibelen opfattes som Guds ord, som Guds ufejlbarlige tale – også til os i dag. Den helt grundlæggende bekymring blandt tilhængerne af dette bibelsyn er vel netop bekymringen for, at kristendommen smuldrer mellem hænderne på os, hvis ikke vi i Bibelen har et ”sted”, vi kan måle vores trosopfattelse på, en rettesnor for kirkens lære og en klar vejledning i kristen levevis. Hvis vi først forkaster noget af Bibelen, hvorfor så ikke det hele?
Hvis skriftstederne om homoseksualitet, om ikke at adskille hvad Gud har sammenføjet, eller om kvindelige præster ikke gælder længere, gælder så heller ikke ordene om, at Gud har skabt verden, at Jesus opstod fra de døde, at han skal komme igen og dømme levende og døde?
Det er reelle bekymringer. Alligevel er problemerne, så vidt jeg kan se, endnu større ved at fastholde det ”bogstavelige” bibelsyn.
Nogle af disse problemer har jeg antydet igennem spørgsmålene til de bibeltro: Sammenstødet med det naturvidenskabelige verdensbillede, godtagelsen af ret spøjse bibelske udsagn, forholdet mellem centralt og perifert i Bibelen og adgangen (eller mangel på samme) til Bibelen for langt de fleste mennesker i langt hovedparten af kristendommens tid.
Og sidst men ikke mindst: At set herfra set virker det, som om den bibeltro ofte ser bort fra, at man altid fortolker. Spørgsmålet er, hvad man fortolker ud fra – i hvilken ånd, man læser og lytter? Det betyder ikke, at alle fortolkninger så er lige gode. Men det betyder, at man må argumentere for sine fortolkninger – og ikke bare slå fast, at ”det siger Guds ord.” Derfor disse spørgsmål til de bibeltro.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.