Hvor er folkekirken i dannelsesdebatten, spørger en artikel i Kristeligt Dagblad den 25. oktober. Svaret, eller i hvert fald ét svar, er, at folkekirken er lige nøjagtig der, hvor den i meget høj grad har at være. ”Et lille skub, så er den der måske,” lyder det i underrubrikken. Nej, kirken er der allerede. Nemlig i det rituelle møde mennesker imellem omkring gudstjeneste og kirkelige handlinger.
Her findes der med evangeliets forkyndelse i bøn, prædiken og salmesang et umisteligt grundmateriale for en pænt stor del af det, der i dag øjensynligt menes med begrebet dannelse. Når alle andre sidebetydninger skrælles af, så i grunden dette at få dannet sig sit menneskesyn. Sit livssyn. En proces, som meget gerne må anskues som livslang og aldrig fuldført. Og som der i allerhøjeste grad kredses om i kirkerummet i gudstjenester og kirkelige handlinger.
Teologi betyder ”læren om Gud”, men såvel teologien som kirken og gudstjenesten har vi for menneskelivets skyld. Grundspørgsmålet i kirken og i teologien lyder som i alle de andre -logier og -sofier, hvor der tænkes væsentlige dannelsesmæssige tanker: Hvad er et menneske? I kirken i særlig grad: Hvad er et menneske i lyset af Guds nåde?
Det er det, det hele handler om: At få mennesker af alle slags og i alle lag til at tænke og tale med om, hvad det mon dog vil sige at være menneske.
Masser af såkaldte ganske almindelige mennesker stimler også nu i dag sammen for at komme i kirke, når livet bliver for stort til, at det udelukkende kan være derhjemme (ikke mindst til kirkelige handlinger: dåb, konfirmation, vielse, begravelse). Det bør ikke underkendes som et væsentligt dannelsesrum. Et sted, hvor den enkelte af os meget vel kan få det nødvendige lille skub til selv at gå videre med at gøre sig tanker om det at være menneske.
Det er på den måde, dannelse finder sted.
Menneskesyns- og livssynstanker på masser af måder og i masser af sammenhænge uden for det kultiske kirkerum. I blandt andet også kirkens sidebygninger, hvor der foregår et hav af dannelsesmæssige tiltag og begivenheder. Og selvfølgelig og allermest endnu længere ude og inde i kulturelle institutioner og samfundsliv.
Det er det, det hele handler om: At få mennesker af alle slags og i alle lag til at tænke og tale med om, hvad det mon dog vil sige at være menneske. Det kan være fint nok med fyrtårne til at kaste lys over det ene og det andet. Men det er som igangsættere af den livssyns- og menneskesynssamtale, som først og fremmest må foregå i den enkelte og mellem mennesker derude, hvor vi lever og færdes.
Til det formål er det rigtig godt, at folkekirken står der med sin tusindårige tradition med gudstjeneste og kirkelige handlinger som et ganske særligt dannelsesrum, der også lige nu har rigtig meget at sige ind i tiden og til tiden.
Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel Sogne, Horsens.