Sognepræst: Folkekirken har nået sit hidtil dybeste lavpunkt med mash-up i Aarhus Domkirke

Folkene bag vil befri gudstjenesten og forstår sig selv som Martin Luthers moderne arvtagere. Man retfærdiggør projektet med, at Luther ønskede en ”udviklende” kirke. Imidlertid taler Luther ingen steder om, at gudstjenesten eller kirken skal være ”udviklende”, skriver Merete Bøye om nyt arrangement i Aarhus Domkirke.

Blandingen af gudstjeneste og teaterstykke i Aarhus Domkirke er blot seneste i rækken af pinlige events, der konstrueres for at gøre kirken interessant for afkristnede, mener sognepræst Merete Bøye.
Blandingen af gudstjeneste og teaterstykke i Aarhus Domkirke er blot seneste i rækken af pinlige events, der konstrueres for at gøre kirken interessant for afkristnede, mener sognepræst Merete Bøye. Foto: Tycho Gregers.

Aarhus Domkirke er i disse dage blevet forvandlet til en ”scene”, hvor tidens præsteskab – kunstnere og aktuelle meningsdannere, heriblandt en imam – boltrer sig.

Folkene bag vil befri gudstjenesten og forstår sig selv som Martin Luthers moderne arvtagere. Man retfærdiggør projektet med, at Luther ønskede en ”udviklende” kirke. Imidlertid taler Luther ingen steder om, at gudstjenesten eller kirken skal være ”udviklende”. Han taler derimod om en kirke, der er i forfald, fordi den har fortiet Guds ord og kun læst og sunget i kirkerne. Det var dette misbrug, Luther ønskede udryddet. Alt, hvad der fjernede fokus fra forkyndelsen af evangeliet, hvilket for Luther er gudstjenestens eneste formål. Luther ville netop tilbage til apostlenes lære, ikke længere bort fra den.

Folkene bag det, der skiftevis kaldes en gudstjeneste og en forestilling/event, kalder det et ”mash-up”. Et mash-up er sådan noget, amerikanere kalder det, når de laver en ”tøm køleskabet”-ret ved at stege diverse madrester på panden. En blanding af alt muligt. Men er dette mash-up i domkirken så en gudstjeneste eller ej? Teaterdirektøren siger ja, domprovsten, som er arkitekten bag foretagendet, siger nej. Hvis det skal forestille en gudstjeneste, så er der en række spørgsmål, der står i kø.

Hvordan kan den ordinerede præst, der medvirker, få lov til at lave sit eget nadverritual? Og hvordan kan hun sågar få lov at kreere sin egen trosbekendelse til erstatning for den apostolske, som er overleveret fra menighed til menighed siden 200-tallet?

Hvordan kan hun overlade prædikeembedet til en imam, der hverken tror på Jesus som Guds søn eller bekender sig til den treenige Gud? Hvem er den ansvarlige tilsynsførende? Hvad har projektet med Reformationen at gøre?

Hvis det er et teaterstykke, hvorfor medvirker der så en ordineret præst? Hvem betaler hendes løn? Hvem er hun ansat af? Og hvis det ikke er en gudstjeneste, hvorfor står der da på Svalegangens hjemmeside, at ”Befri gudstjenesten” er en ”anderledes gudstjeneste”? Og hvorfor kaldes ”kulturpersonlighedernes” oplæg for ”prædiken”?

Må der overhovedet herske tvivl om, hvorvidt noget, der foregår i en kirke og med en ordineret præst som ansvarlig, er en gudstjeneste eller ej?

Dette er blot den seneste i rækken af pinlige ”events”, der konstrueres for at gøre kirken interessant for de afkristnede. Men folkekirken har nået sit hidtil dybeste lavpunkt med dette mash-up. Det er uværdigt for kirkerne, at de bliver ved med at logre for det kulturliv, der kun har et skuldertræk tilovers for kirken, medmindre det kan få snablen ned i dens pengekasse. I stedet burde vi tage ved lære af de kristne i for eksempel Pakistan eller Kina, eller bare vore egne migrantmenigheder, menigheder, der brænder med evangeliets ild og risikerer status, liv og lemmer for at få lov at forsamles i Jesu Kristi tro. Og så må folkekirken besinde sig på, at en kirke er kirke på Guds nåde, og at Kristus er kirkens hovedhjørnesten til enhver tid. Ikke hittepåsomme teaterdirektørers og domprovsters idéer.

Merete Bøye er sognepræst.