Rigtig mange danskere – også folk med et ikke helt ringe kendskab til bibel og kirkegang – tror, at kristendommen først og fremmest handler om etik, moral, god opførsel og næstekærlighed. Det gør kristendommen også, men ikke først og fremmest. Det er værd at huske i dag, hvor vi går til valg, fordi alt for mange også i dag sætter lighedstegn mellem kristendom, moral og politik. Men de forbindelser er mere komplekse end som så.
Tror man nemlig, at kristendommen kun handler om næstekærlighed, er der åbnet en dør på vid gab til nogenlunde restløst at lade den gå op i moral og politik, og man begynder tilmed at gøre den ansvarlig for alt det gode, som er overgået vores samfund og kultur – at den er grunden under vores velfærdssamfund og institutioner. Og lignende.
Det er tankevækkende, at den forestilling om kristendommen som god moral og etik for alvor fik sit gennembrud i oplysningstiden i det 18. århundrede. Bibelkritikken var så småt begyndt at tage livet af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som historiske kildeskrifter samtidig med, at rationalismen gjorde det svært at tro på overnaturlige fænomener. Herunder de mirakler, som optrådte i især evangelierne.
Opgive kristendommen og religionen ville man imidlertid ikke. Stort set var man enige om, at kristendom og religion, som man i øvrigt ikke skelnede imellem, dybest set alene fungerede som kilde til moral og god opførsel.
Den udvikling skete nogenlunde samtidig med, at også de politiske og demokratiske frihedsbevægelser langsomt satte sig i besiddelse af magten i samfund og kultur. Og ikke underligt blev kristendommen og kirken koblet på den bevægelse, hvor man både direkte og indirekte brugte kristendommen og kirken som værdileverandør til politiske anskuelser og ideologier.
Således kan man den dag i dag se flere fremtrædende forskere og politikere mene, at det er kristendommen som basis for vores kultur, der har skabt fundamentet for den idé, at vi i velfærdsstaten tager os af de svage, de syge og fattige og i det hele taget prioriterer fællesskabet.
Der er mange problemer forbundet med, at kristendommen og kirken på den facon er blevet forbundet med politiske og moralske samfundsværdier. Én ting er, at det trænger det virkeligt evangeliske anliggende i baggrunden. Noget andet er, at kristendommen reduceres til almindelig politisk korrekthed, og hvad en hvilket som helst vinder af Miss Universe-konkurrencen ville svare på spørgsmålet om, hvad hun ønsker sig for verden.
Vi skal alle sammen opføre os ordentligt og være høflige, venlige og hensynsfulde over for hinanden. Vi går alle sammen ind for fred og fordragelighed, er modstandere af krig, forurening, børnemishandling og fattigdom. Det er lidt ligesom at spørge om, hvad man mener om døden, hvorpå eksempelvis komikeren Woody Allen engang svarede: ”Jeg mener ikke en hel masse, men jeg er stærk modstander.”
Det kristne evangelium vil imidlertid ikke divertere med sådanne – undskyld mig: banaliteter. At sige og forkyndte alt det indlysende er ikke evangeliets anliggende. Evangeliet er ikke værdileverandør, men tilskynder da enhver til at elske sin næste som sig selv. Det gør strengt taget enhver religion eller anskuelse – politisk, humanistisk, ideologisk eller eksistentiel. Eller det alt sammen på én gang.
Det kristne evangelium handler altså ikke om moral og er ikke dyneløfter. Heller ikke, selvom den i toneangivende kristelige vækkelsesbevægelser siden oplysningstiden netop har været stærkt fokuseret på alt fra seksualmoral, kortspil, over dans, alkohol og til bandeord og anden udvendig moral.
Alle disse fænomener kommer ikke i sig selv i forbindelse med kristendommen som forkyndelse, og evangeliet har slet ikke sit fokus dér. Dét véd vi fra evangeliets hovedrolleindehaver, centrum og kilde: Jesus fra Nazaret.
Når Jesus møder mennesker, som lever i synd, er han bemærkelsesværdigt uinteresseret i deres udvendige opførsel, selvom det sagtens kan være den, der i første række påkalder sig hans opmærksomhed. Og den voksende folkeskare, som efterhånden begynder at opsøge og samles omkring ham, opsøger ham ikke for at få at vide, de skal være søde og rare ved hinanden. Det er ofte kun farisæerne, der gør det. For Jesus er synd ikke først og fremmest et spørgsmål om moral, og evangeliet præsenterer os derfor ikke for et moralsk syndsbegreb.
Jesus lader det enkelte menneskes udvendige opførsel og syndige handling være som en slags vindue ind til dette menneskes sjæl. Og på denne sjæl kan Jesus se og forstå, i hvilket omfang død og dermed synd har taget det enkelte menneske i sin besiddelse og øver sit ødelæggende herredømme over liv og eksistens for både den enkelte og andre.
Det er tankevækkende nok mest dem, der om sig selv mener, de har godt styr på deres liv og opførsel, som også har både mest tid til og føler sig særligt kaldet til at iagttage og dernæst påtale andres moral, opførsel og religiøse ritualer. Og den form for farisæisme og rent overfladiske skrift- og lovkundskab trives også i dag. Især i politik.
Som en kollega engang præcist karakteriserede fænomenet: ”Fromhed uden Gud.”
At opfordre et af sygdom, svær modgang og mistrivsel forkrøblet menneske, hvad enten det kan ses eller ej, at han eller hun eksempelvis skal opføre sig ordentligt, gå oftere i kirke eller tilsvarende, er ikke alene blottet for enhver situationsfornemmelse og indlevelse; det kan uden videre tolkes som et overgreb, der behændigt flytter fokus fra én selv over på den anden.
Kristus kom ikke til verden for at forkynde etiske nyheder om et helt anderledes syn på og omgang med medmennesket og sig selv. For det lå sådan set allerede frit tilgængeligt og åbenlyst for enhver i de bud, som de gamle jøder havde givet, og som deres Gud endog havde indlagt som en del af sig selv i ethvert gudskabt menneskebarn.
Elsk din næste som dig selv! Længere er den for så vidt ikke.
Henrik Bang-Møller er sognepræst, cand.theol., Skagen.