Når det drejer sig om at involvere og engagere alle under 14 år og over 60, så er folkekirken Danmarks førende ekspert, måske kun overgået af Danmarks Radio. Og ligesom Danmarks Radio har vi også et ansvar over for befolkningen for ikke bare at opdrage og danne dem, men også for at møde dem, hvor de er.
De unge voksne, som vi kalder dem i kirkeregi, kommer kun til os, når lokummet står i flammer. Vi har prøvet at lokke dem med musik, foredrag eller sorggrupper, og sandheden er, at de tørster efter religion, de taler bare ikke vores sprog. Deres sprog er kroppens sprog, og de vil hellere have meditation end salmesang, og hellere bruge kroppens initiation end hovedets tunge lærdom til at besvare deres spørgsmål.
Som præst på Vesterbro i København med base i Ukirken møder jeg tit unge mennesker, der gerne vil kirkens rum, ressourcer og traditioner, men som ikke kan forlige sig med folkekirkens religiøse sprog. De er ikke imod troen på den treenige Gud eller forsoningen gennem kirkens sakramenter, og det er ikke troen på den opstandne frelser, der skubber dem væk. Men som en ung, veluddannet mand sagde til mig:
"Når jeg spørger en præst, hvad meningen med livet er, så siger de: 'Sæt dig ned, så skal jeg forklare dig det.' Men når jeg spørger en buddhist eller en meditationslærer, så siger de: 'Prøv det her, så vil du erfare det selv.'"
Vi har med andre ord mistet det kropsmæssige og erfaringsbaserede aspekt af kristendommen, som kirken siden oplysningstiden i et velmenende forsøg på at rette op på fortidens fejl og overtro metodisk har fejet ind under gulvtæppet.
Selvom vi ikke ser så meget af det i kirkerummene landet over, så bliver ikke bare yoga, men også "holotropiske åndedrætsteknikker", "kakaoceremonier" og "alternative praksisser" mere og mere populære – og det meste er genopdagelser af ting, som vi har liggende under gulvtæppet.
Her skal det naturligvis siges, at visse ceremonier og praksisser, som i dag findes i andre traditioner, bryder med det første af De Ti Bud, og jeg kunne eksempelvis aldrig finde på at påkalde Kali eller andre end Kristus i hans kirke, sådan som man gør i visse praksisser. Men yoga er et eksempel på en måde at opnå enhed med noget større end en selv, eller måske bare ens eget højere selv. Den idé har vi jo også i vores kirkelige tradition, når vi taler om at komme i kontakt med sin indre Kristus-natur.
Vi har glemt kroppens sprog, og det er på tide, vi ihukommer det.
Jeg har ofte hørt andre præster opstille kristendommen som en kontrast til yoga, som noget ukristeligt. Men det er en grov forsimpling. Historisk var kristendommen fyldt med kristelige pendanter til yoga, som rummer teknikker, praksisser og andre måder at bruge kroppen til at udtrykke sin religiøsitet.
Oplysningstiden har bragt mange gode ting med sig, men på et punkt er det gået ned ad bakke, og det er i forhold til kristendommens spirituelle side. Her har vi set en tilbagegang, der lidt ligesom koldbrand er startet i fødderne med overtroen og har bevæget sig op imod hovedet.
Det sker, samtidigt med at den alternative religiøsitet vokser, og dens fokus på meditation og andre praksisser, som påvirker både bevidstheden og kroppen, kun bliver større. Det er som et tog, der er ved at køre fra os på stationen, og hvis vi ikke rækker ud og griber fat nu, så kører det fra os. Og når det først har forladt perronen, så er det ikke sikkert, at vi nogensinde indhenter det.
Der findes i moderne protestantisk teologi et begreb, som kaldes for kulturteologi, der er formuleret af den tysk-amerikanske teolog og krigsveteran Paul Tillich. Det beskriver, hvordan det hellige hele tiden bryder frem som morgensolen og som biologisk liv i Darwins teori, der hele tiden finder sit eget udtryk på samtidens præmisser og gældende vilkår.
Tillich beskriver, hvordan denne teologi står i kontrast til dogmatikken, som han kalder kirketeologi, og dens opgave er at formulere kirkens lære i samspil med tiden. Men de to begrebsverdener er som de to ulve i den indianske legende, jeg bruger i dåbstaler: De har brug for hinanden. Kulturteologiens opgave er at gå ind og tage tag fat ved de nye strømninger, som i samtiden var psykoanalysen, og engagere dem, så de kunne stå i evangeliets tjeneste og ikke spænde ben for det.
Når du læser, at jeg mener, vi som kirke skal gribe disse nye strømninger, så er det ikke uden teologisk rygdækning. Det greb, jeg advokerer for, har altså sit teologiske hjemsted i kulturteologien, og vi skal tage fat i de strømninger med nysgerrighed og åbenhed.
Et oplagt sted at gøre det er ved at introducere brugeraktive workshops, som giver mulighed for at tage kirkerummets storhed ind i samspillet mellem forkyndelsen og kroppen.
Det siger jeg, fordi jeg har positiv erfaring med at afvikle workshops, der kombinerer holotropiske åndedrætsteknikker med kristen kontemplation, der igen er et vestligt ord for meditation og yoga.
Selv på Luthers tid havde de masser af yogalignende teknikker, som vi har glemt i dag: helt almindelige praksisser som at faste, meditere og bruge kontemplativ bøn.
Kristendommen har altid været kroppen og kødets religion, og længslen efter det guddommelige går endnu længere tilbage end Paulus, vi overser det bare i dag, fordi vi har fejet det ind under gulvtæppet, men det er det, befolkningen vil have.
De unge mennesker, som vi gerne vil i kontakt med, er ikke blevet relativister eller multikulturelle. Nej, de har i deres tørst efter erkendelsesteoretisk sikkerhed kastet sig over det, de har lært at stole på i alle andre sammenhænge – deres egen dømmekraft og deres kroppe. Og så længe vi insisterer på, at de skal stole blindt på vores blinde tro, på vores dannelse, vores trossprog og vores teologiske diskurser, så går vi imod den ånd, som har hjemsøgt kristendommen, siden de første menigheder satte sig ned for at bryde brød.
Det, jeg efterspørger, er ikke, at vi dropper gudstjenesten, men at vi holder fast i den og involverer kroppen resten af ugen. Fik jeg magten, så ville jeg ikke ændre et ord i liturgien, men tilføje aktiviteter resten af ugen, hvor vi kan lade folk tale kroppens sprog under kirkens paraply. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at hvis du prøver at tage min lutherske messe fra mig, så må du slås med mig først. Men det betyder ikke, at jeg ikke er parat til at udvide og inkorporere de nye strømninger, og jeg har stor positiv erfaring med at integrere særligt holotropiske åndedrætsteknikker i en kirkelig kontekst, og jeg oplever pludselig, at der er interesse for kirken fra folk, som ellers aldrig har kunnet tale deres sprog i kirkeligt regi.
Det handler ikke om at lave om på salmebogen, så Rasmus Seebach eller Tobias Rahim kan fylde den op. Nej, det handler om at acceptere, at hvis vi ønsker nå denne gruppe, så er vi nødt til at møde deres religiøse behov der, hvor de selv mærker det – og så kan det godt være, Ram Dass er død, men hvis det stadig klør, så har vi måske ikke lært lektien.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.