Hvad skal der til, for at flere vælger at blive præst? Spørgsmålet er blevet vendt nogle gange på det seneste i Kristeligt Dagblad. Også DR har haft et øje på sagen og har i tiden efter jul fortalt om en pensioneret præst, der stadig trækker i præstekjolen, for der er ingen andre til at gøre det.
Også politisk har præstemanglen vakt opmærksomhed. Ikke mindst Præsteforeningen har sat fokus på problemet, og genopslag af stillinger er nu næsten den nye standard. Der skal gøres noget nu, og en pulje på 20 millioner kroner til rekruttering, fastholdelse og arbejdsmiljø i kirken kan være en del af svaret.
Men hvad skal der egentlig til, for at et ungt menneske – eller et mere modent – vælger et job som præst? Det skal være min påstand, at forslagene til ”at gøre noget” kun kradser i overfladen.
I de senere år har mange inden for ledelsesverdenen peget på ”mening” som det altafgørende, når det kommer til, om man trives i et job. For eksempel har filosoffen Morten Albæk i sin bog ”Ét liv, én tid, ét menneske” fra 2018 peget på, at den gamle måde at splitte et liv op i arbejde og fritid ikke beskriver tilværelsen på en tilfredsstillende måde. Vi er i dag det samme menneske, hvad enten vi arbejder, eller vi ikke gør det. At tale om work-life-balance slår derfor heller ikke til. Tal i stedet om, hvad der giver mening, påpeger han. Først når arbejdet spiller sammen med din person og giver mening for dig, trives du for alvor, er hans påstand.
Idealet om arbejdet som ”mening” er langt fra tidligere tiders arbejdsbegreb, hvor arbejdet handlede om at få mad på bordet. Det er et udtryk for, at vi i dag kræver mere af arbejdet. I dag vælger mange arbejde efter, hvor vi kan ”gøre en forskel” i verden – med de evner og muligheder og interesser, den enkelte nu har. Dermed nærmer vi os en forståelse af arbejdsbegrebet, der ligger tæt op ad, at arbejdet er et kald.
Hvor fører det her hen? Det fører til et forslag om, at præstejobbet som et arbejde, der giver ”mening”, tales op. Det giver mening at beskæftige sig med livets store spørgsmål. Det giver mening at stå ved en kiste og tale om den afdøde og formidle håb. Det giver mening at møde de nybagte forældre om formiddagen og have en samtale med et menneske i krise om eftermiddagen. Det giver mening at spejle menneskers liv i Jesus Kristus i en prædiken. Ikke så man som præst altid har en ”mening” at formidle – og heller ikke altid en tro! At være i det meningsløse med andre eller at dele sin tvivl kan også give ”mening”. Men først og fremmest er det ikke bare et frynsegode at beskæftige sig med det, der giver mening, som præst– det er selve kernen i at være præst!
Så – lad os tale kaldet som præst op! Ikke som et gammeldags og utidssvarende begreb. Heller ikke som et begreb, hvor man ikke kan sætte grænse for antallet af arbejdstimer. Men som det punkt, hvor præstearbejdet kan svinge med et indre ønske om at gøre en forskel for andre mennesker, og hvor hverdagen kan være en perlerække af privilegerede dage, fordi job og liv giver mening.
Og gå så også gerne i gang med alt det andet, der skal til: arbejdsmiljø, løn, attraktive boliger og meget andet. Men hvis vi ikke formår at vise præstens arbejde som et job, der giver ”mening”, får vi ingen til at blive præst.
Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst i Christianskirken, Aarhus.