Sognepræst: Hvorfor er det Vesten, der igen skal punge ud?

I ugens debat ser sognepræst Kristian Østergaard på kritik af Karen Ellemann, COP27-krav til Vesten og fortænkt og pseudointellektuel samtidskunst

Medlem af Folketinget og tidligere minister Karen Ellemann tiltræder stillingen som ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd i begyndelsen af januar 2023.
Medlem af Folketinget og tidligere minister Karen Ellemann tiltræder stillingen som ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd i begyndelsen af januar 2023. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Husker man stadig Dovne Robert? Ham, der i 2012 forargede tv-seerne, da han uden blusel erklærede, at han foretrak at leve af skatteydernes penge i stedet for at finde et arbejde.

Ifølge Weekendavisens kommentator Leny Malacinski bivåner vi i dag hans genkomst i skikkelse af Venstre-politikeren Karen Ellemann. Hun er netop blevet valgt ind i Folketinget med et flot stemmetal, der vidner om, at vælgerne havde tiltro til hende. Men de blev snydt. For samtidig med, at Karen Ellemann fiskede i vælgerhavet, kørte hun sig selv i stilling som ny generalsekretær i Nordisk Ministerråd.

I 2013 karakteriserede hun ellers Nordisk Ministerråd med følgende sproglige pletskud:

”Forskellen på en kamel og Nordisk Ministerråd er, at en kamel kan knokle i 14 dage uden mad og drikke, mens Nordisk Ministerråd kan spise og drikke i 14 dage uden at udrette noget nævneværdigt.”

Ellemann slog derfor til lyd for, at rådet skulle nedlægges. Men nu skal Karen Ellemann selv stå i spidsen for foretagendet til en gigantisk løn, som langt overtrumfer folketingspolitikeres vederlag.

”Den politiske klasse i Danmark netværker sig til højtbetalte job og udvalgsposter, hvis indhold giver lige så meget mening som aktiveringskurser for arbejdsløse,” konstaterer Malacinski, som finder ligheden mellem Dovne Robert og Karen Ellemann slående, ”når det handler om at tage imod andre menneskers penge i fupjob konstrueret til formålet”.

Skal Vesten til lommerne?

FN’s klimakonference endte med oprettelsen af en fond, der skulle tilgodese ulandene for ”tab og skader”. Det var igen Vesten, der måtte til lommerne. Men er det rimeligt? Ikke hvis man spørger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Vist er Vesten skyld i dårligere levevilkår for Den Tredje Verden. WHO begyndte nemlig i 1950 at vaccinere befolkningerne i ulandene. Det har afstedkommet en befolkningseksplosion og en stigende middellevetid i ulandene, der ganske rigtigt belaster deres miljø og natur gevaldigt.

”Alt dette er Vesten selvfølgelig medskyldig i på grund af vaccinationsprogrammerne, men dem skal vi vel ikke kompensere dem for?”, spørger Per Stig Møller.

Men det er lige præcis det, vi skal. Og det selvom Vesten i forvejen har sendt milliarder af kroner til ulandene, hvor pengene ikke sjældent har forsødet livet for uduelige og korrupte afrikanske ledere. Hvorfor er det Vesten, der igen skal punge ud? Hvorfor er det ikke verdens største CO2-udleder, Kina? Eller klodens største oliepushere, Rusland og Saudi-Arabien?

Vesten skal lade være med at klæde sig i sæk og aske og i stedet pleje sine egne interesser.

Adskillige ulande har således placeret deres sympati hos for eksempel Rusland, skønt Ruslands horrible invasionskrig i Ukraine netop er grunden til, at pengene fosser ud af de vestlige lande. Nej, der er overhovedet ingen grund til, at Vesten skal finansiere den nye fond, ræsonnerer Per Stig Møller.

Fortænkt samtidskunst

I 1917 udstillede Marcel Duchamp sit eget pissoir. Det kaldte han for kunst. Men var det det? Ikke hvis man spørger redaktør Søren Jacobsen Damm, der i Berlingske efterlyser gedigen og gennemarbejdet kunst. For samtidskunsten har lagt sig i kølvandet på Duchamps tissekumme.

Damm har lige gæstet Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie på Østerbro og har kun hovedrysten til overs for det syn, der mødte ham: ”En visuel kakofoni af lige dele hestepølse, mandrilaftalen-wanna-be og gennemtygget retro-1970'erkunst.”

Damm forstår til fulde, hvorfor mange mennesker ikke gider samtidskunsten:

”Hvorfor skulle de? Den er introvert, pseudointellektuel, postuleret, tudegrim, fortænkt og ofte – i bedste fald – ligegyldig.”

Moderne kunst er i vid udstrækning blevet et spørgsmål om at kunne provokere, men det er på den helt forkerte måde, kunsten provokerer, påpeger Damm.

Provokationen svarer til, at man går på restaurant og får serveret fordærvede østers. Når man beklager sig over kvaliteten, får man at vide, at anretningen er lige præcis, som den skal være, det har kokken og tjeneren nemlig givet hinanden hånd på.

Ugens debat skrives på skift af sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard og sognepræst Kristian Bøcker.