Sognepræst: Hvorfor melder folk sig til kærlighedsprogrammer på tv?

Det skorter ikke på datingprogrammer i fjernsynet. Jesper Bacher har set det nyeste af slagsen på DR 1 og fik stor sympati for de kærlighedssøgende singler

I ”Billet til kærlighed” skal en række singler på udenlandsrejse med hinanden uden at kende andet til deres rejsefæller end det navn, som står på flybilletten.
I ”Billet til kærlighed” skal en række singler på udenlandsrejse med hinanden uden at kende andet til deres rejsefæller end det navn, som står på flybilletten. Foto: Johannes Kelsen.

Næst efter boligprogrammer må datingprogrammer efterhånden være de mest udbredte livsstilsprogrammer. De kommer i en lind strøm på flere kanaler, og jeg nævner efter hukommelsen ”Kærlighed hvor kragerne vender”, ”Gift ved første blik” og i den mere brunstige ende ”Dagens mand” og ”Date mig nøgen”. Nu har DR 1 meldt sig med endnu et datingprogram ”Billet til kærlighed”. Det er unægteligt et mediefænomen, som dårligt kan ignoreres, selv om datingprogrammer ikke just udgør toppen af public service.

På den ene side er og bliver den romantiske kærlighed såre interessant. Der er ikke ende på de bøger og film, som er viet den kærlighed. Den lovsynges i højstemte digte, begrædes i vemodige sange, skildres i dybsindige romaner og leverer stof til utallige sæbeoperaer. Den fremstilles poetisk og erotisk i ”Højsangen” fra Det Gamle Testamente og i litterære mesterværker som Tolstojs ”Anna Karenina”, og den er den røde tråd i schlagermusik og triviallitteratur. Og det er ikke så mærkeligt. Med et forslidt udtryk må man nok sige, at det ligger i vores dna. Amor er en skarpskytte af rang, og ligesom varmesøgende missiler går hans pile efter alle med livsvarme. Netop fordi kærligheden er så almenmenneskelig og kilde til såvel de største glæder som de største sorger, bliver vi ikke trætte af at høre og læse om den.

På den anden side er kærligheden også noget personligt og intimt. Fiktive skildringer af den romantiske kærlighed har den fordel, at de på én gang er genkendelige og dog på afstand, men de medvirkende i datingprogrammerne er netop ikke skuespillere og romanfigurer. Det er deres eget kærlighedsliv, som bliver til tv-underholdning, når offentligheden inviteres ind i intimsfæren. Det sker selvfølgelig helt frivilligt, men for mig er det en fortsat kilde til undren, at det åbenbart ikke skorter på deltagere til disse programmer. Det hemmelighedsfulde i mødet mellem mand og kvinde, de famlende sonderinger, de kejtede tilnærmelser og de pinlige misforståelser bliver udstillet for alle og enhver. Vel er der betragtelige forskelle på graden af udstilling i de forskellige datingprogrammer, men alligevel.

I ”Billet til kærlighed” skal en række singler på udenlandsrejse med hinanden uden at kende andet til deres rejsefæller end det navn, som står på flybilletten. Og så skal de ellers bo, rejse og sove sammen. Dertil sidder der også et par eksperter hjemme i Danmark og vurderer singlernes datingpræstationer, som var de kommentatorer til en fodboldkamp. Der handler det som bekendt også om at score.

Man får dog uvægerligt sympati med singlerne, for det er ikke altid let at finde en sand hjertenskær. Måske var det en idé at lade sig inspirere af filosoffen Alain de Botton, som engang skrev, at i et klogere og mere selvbevidst samfund end vores burde et standardspørgsmål ved en indledende date over en middag lyde: ”Og på hvilken måde er du så skør?”. Med ærlighed kommer man længst. Også i kærlighed.

Jesper Bacher er sognepræst.