Sognepræst: I dag er der status i at være et offer, og det kommer fra kristendommen

Vi indtager ”offerroller”, bruger ”offerstrategier” og ”trækker offerkortet”. Offerpositionen er effektiv til at opnå det, vi vil, men har kirken et ansvar for at komme den til livs, spørger sognepræst Jens Ole Christensen

Offerstrategierne er en sekulariseret variant af kristen tænkning, skriver Jens Ole Christensen.
Offerstrategierne er en sekulariseret variant af kristen tænkning, skriver Jens Ole Christensen. Foto: Søren Mosdal.

På en skiferie for 24 år siden læste jeg historikeren Henrik Jensens bog ”Ofrets århundrede”. Det var en af de mest øjenåbnende læseoplevelser i mit liv, som satte ord på vigtige træk i en kultur, jeg selv er en del af. Den udvikling, Henrik Jensen beskrev, er accelereret siden, så alle i dag kender begreber som ”offerrolle”, ”offerstrategi” og ”at trække offerkortet”. Og de fleste af os ved, at offerrollen er et af de mest magtfulde redskaber til at skaffe sig indflydelse både offentligt, privat og i menighedsliv. Og det har skubbet til mange dele af vores virkelighedsbillede, så et af de nye statussymboler for en mand er at være følsom, vise svaghed og kunne græde.

Lige fra mit første møde med ”Ofrets århundrede” har jeg også være klar over, at den kristne kirke og forkyndelse har vores del af ansvaret for udviklingen.

Det, der gør sagen kompliceret, er nemlig, at respekten og omsorgen for ofret er et gedigent bibelsk og kristent tema. Vi ser det i Det Gamle Testamentes omsorg for enken, den faderløse og den fremmede, over Jesu egen prioritering i mødet med mennesker, til diakonien i de tidlige menigheder. Det skrøbelige menneske har fra begyndelsen en æresplads i den kristne kirke.

Og måske spiller ofret en endnu større rolle i kristen tænkning, end vi lægger mærke til: Dietrich Bonhoeffer gør i sin lille bog ”Bibelens bønnebog” opmærksom på, at der er langt flere gammeltestamentlige salmer, der handler om det troende menneske, som oplever sig uretfærdigt behandlet, end der er bodssalmer.

Dertil kommer, at i centrum af den kristne tro står der et offer: Hvis Jesus ikke var blevet offer langfredag, var han aldrig blevet verdens frelser.

Vi tilbeder et offer.

Så offerstrategierne er en sekulariseret variant af kristen tænkning. Efter mit skøn en variant, der også har sat sig i mange miljøer i kirken.

Som en af skurkene i den sag har vi også vores del af ansvaret for at rette op på den. Problemer er bare hvordan. Her bliver jeg langt mere fattig på ord, og det følgende er temmelig forsøgsvist:

Måske er problemet ikke en svækket forkyndelse af evangeliet, men en svækket forkyndelse af Guds lov. Altså Guds hellige krav til vores liv og det ansvar, han kalder os til. Herunder den skyld, vi selv har brug for tilgivelse for. Hos Gud og mennesker. Det har for eksempel slået mig, at påpegningen af offerstrategier er noget, vi stort set kun bruger om andre. Vi bruger den i det offentlige rum om folk, vi er uenige med, og i netværk og menighederne om nogle, vi på anden måde er i konflikt med. Jeg kan ikke huske én eneste gang, hvor jeg har hørt et menneske tale om sin kamp med egne offerstrategier.

Og her kommer den kristne forkyndelse tilbage i billedet. For hvis vi tror, at vi af os selv kan indse vores egen forpligtelse og skyld, flugter vi hverken med Det Gamle Testamentes profeter, Jesus selv eller apostlene. De bruger ganske meget af deres taletid på at identificere vores ansvar og skyld. Både for at få os til at påtage os det som medmenneske og for at få os til at bekende det for Gud. Når skriftet med det sære navn Klagesangene skal beskrive de falske forkyndere i datiden, står der: ”De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne.” (Klagesangene 2, 14).

Hvis pejlemærket for vores livsstil bliver lovens dobbelte kærlighedsbud – du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv – så gad vide, om der bliver plads til ret meget offeriscenesættelse. For er det nogensinde af hensyn til Guds ære og vores næstes gavn, at vi trækker offerkortet?

Måske er de udbredte offerstrategier et af de største angreb i vores vestlige kultur på næstekærligheden, fordi de sætter os selv og ikke vores medmenneske i centrum.

Det har i øvrigt slået mig, hvor ofte vi – og nu taler jeg mest om de personlige relationer – bruger skyldbalance til at fremstille os selv som ofre: ”Min modpart har større problemer med sandhed, kærlighed og ordentlighed, end jeg selv har.”

Det kan jeg jo godt have ret i. Men i Guds ords lys er det sådan, at selvom skyldbalancen skulle være 80-20, bør mine 20 procent være mit hovedfokus. Altså hvis næstekærlighedsbuddet skal tages alvorligt. Og hvis jeg er i verden for at tjene min næste, bliver det ikke så vigtigt at fremstille mig selv som svag og følsom.

Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.