I løbet af de seneste par uger er jeg blevet tiltagende bekymret over fænomenet angst i forlængelse af Kristeligt Dagblads udmærkede serie om emnet. Serien har fint vist, hvordan lidelsen på den ene side er eksploderet, så der i dag er ubegribeligt mange, der påvirkes direkte eller indirekte af angsten, mens vi som samfund på den anden side alt for ofte ser paralyserede til i stedet for at træde til med den nødvendige hjælp til de ramte og deres pårørende.
I mandags kunne man så læse, at skolerne oplever stigende udfordringer med angst blandt eleverne. Det er fortrinsvist udskolingseleverne, som er plaget af folkesygdommen, men endnu mere bekymrende er den også i vækst blandt de yngste. Samme dag var der et rørende interview med 13-årige Anna, som kæmpede med angsten, da hun gik i 4. klasse.
Det var særligt interviewet med Anna og artiklen om den stigende ængstelse blandt de unge, som fik mig vækket.
Her er jo et oplagt område for kirken at engagere sig i. Her kan vi gøre en forskel, hvis vi tør.
For det første har vi jo gennem minikonfirmandundervisningen og den almindelige konfirmationsforberedelse en direkte adgang til rigtig mange af de selvsamme børn og unge, som kæmper en ofte overset kamp mod indre dæmoner. For det andet har vi evangeliet. Vi har et særligt budskab, og jeg tror på, at det budskab vil kunne hjælpe mange af dem, der i dag lider, for det har jeg mærket på min egen krop.
Inden jeg uddyber, tillader jeg mig dog lige en kort afstikker. Det er helt enormt vigtigt, at vi ikke går ind i kampen for de unges sind med den samme arrogance, som nogle gange kendetegner vores fremturen. Vi kan godt komme til at tale og tænke om os selv som verdens frelsere, og dét er vi jo netop ikke. Vi peger bare på ham.
Tilsvarende er vi ikke bedre terapeuter end terapeuterne, og salmer og Bibel kan ikke erstatte kognitiv adfærdsterapi. Der vil være nogle, som vi ikke kan hjælpe meget, og der vil være nogle, som vi slet ikke kan hjælpe. Måske vil der endda være nogle, som aktivt har brug for, at vi i kirken ikke forsøger at hjælpe dem.
Det er vi nødt til at forstå og acceptere, og derfor er vi nødt til at gå frem med ydmyghed i erkendelsen af, at vi allerhøjest kan være et godt supplement til myndigheder, sundhedsprofessionelle og de unges egne netværk.
Et godt supplement er dog heller ikke det værste, man kan være, og kan vi hjælpe til, at blot én udsat ung oplever en smule lindring i dagligdagen, så er det i mine øjne kampen værd.
Hvor ville jeg ønske, at vi var bedre til at nå ud over dørtærskelen og fortælle, at vores dør altid er åben, for hos os behøver du ikke at være bange for, at der ikke er plads til dig.
Nå, med det sagt: Hvad er det så, vi trods alt kan hjælpe med i kirken? Jo, som jeg ser det, handler det om rum. Det er det, vi har, og det er det, vi kan give. Vi har kirkerum, præstekontorer, kirkegårde, sognehuse og mange andre rum, og alle vores rum fortæller det samme budskab: Vi har også rum til dig.
Helt konkret har vi et rum til din sorg. De fleste unge er heldigvis forskånet for sorgen, som vi typisk tænker på den, men de færreste af dem går til gengæld fri af sorgen over ikke at kunne og være alt det, de gerne vil.
Det er en sorg, vi kender i kirken. Vi mærker dagligt smerten ved vores uformåen, og vi bærer vores utilstrækkelighed med os som et vilkår.
Mere endnu, så tillader vi os at sørge over, at det er sådan.
Kirken er ét af de få steder i samfundet, hvor sorgen får lov at fylde. Alt for mange steder begraves hovederne i sandet, når virkeligheden viser sig brutal, kold og dyr, og i stedet spises vi af med floskler om, at det, der ikke knækker os, gør os stærkere, så vi må se at komme op på hesten igen, for svaghed skal overvindes, og det uperfekte er blot det, som ikke er perfekt endnu. Alt for sjældent er der tid og kræfter til, at vi har ondt, selvom der jo sådan set er nok at have ondt af.
Her skiller kirken sig ud. I kirkens mange rum er der plads til at græde og råbe over både det, som blev taget fra os, det, som vi aldrig fik, og det, som vi frygter aldrig at få. Hos os er der plads til, at livet kan gøre ondt, og derfor er der et frirum fra den ustandselige forventning om at skulle bære og klare vores tilværelse selv.
Kirken kan give frirum. Vi har nemlig også mærket på egne kroppe, at der i sindet kan gemme sig kræfter og magter, som kan lukke verden for os. Vi forstår, at det ikke er alt i os selv, som vi selv kan overvinde. Vi ved, at man ikke er svag, blot fordi man er bange, og at man ikke er værdiløs, blot fordi man er svag. Vi tror på, at også de, der ikke kan meget, er meget værd.
Hvor ville jeg ønske, at flere unge vidste det. Hvor ville jeg ønske, at vi var bedre til at nå ud over dørtærskelen og fortælle, at vores dør altid er åben, for hos os behøver du ikke at være bange for, at der ikke er plads til dig.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.