Sognepræst: I Vesten er svaghed blevet til magt

Vi har brug for en alvorlig samtale om det vestlige svaghedsmagtbegreb. Ikke for at genoprette de stærkes magt; men for at efterspore et sundt balancepunkt, skriver sognepræst i kirkeligt set

Sognepræst: I Vesten er svaghed blevet til magt
Foto: Søren Mosdal.

I anledning af Ukrainekrigen skrev udlandsredaktør Anna Libak en forsideartikel i Weekendavisen: ”Magt er noget, de onde har”. Artiklens hovedtese kan samles i sætningen: ”Mens man i Rusland bliver cancelled, hvis man ikke bøjer jeg for den stærke, bliver man i vesten cancelled, hvis man ikke bøjer sig for den svage.”

Det løb mig koldt ned ad ryggen under læsningen: Dels fordi, hvis Libak har ret i sin analyse, har Putin måske ret i sin, nemlig at Vesten på den lange bane ikke kan stå for presset. Robustheden mangler. Og dels fordi jeg genkendte så meget i beskrivelsen af den mentalitet, jeg selv er en del af.

Svaghed, sårbarhed, skrøbelighed – kært barn har mange navne – er blevet et virkelig kraftfuldt argument på mange platforme. Vi kender det fra det offentlige rum, hvor bevægelser og organisationer kan bruge skrøbelighedens argument: En række af de klassiske fagforeninger gør det, lgbt, Black Lives Matter og Metoo gør det. Der er nogen, der siger, at ”Bryd tavsheden” i folkekirken, gør det.

Eller gå til de private platforme i familier, netværk, nabolag og menigheder. Både fra min egen erfaring og fra utallige beretninger kender jeg mønstret: Svaghedens argument i kampe om stort og småt. Der er, som Stefan Hermann udtrykker det i essayet ”En varm tid”, opstået en ”demokratisering af sårbarhed.” Vi bruger den alle.

Det er ikke så vanskeligt at stille diagnosen. Det virkeligt vanskelige er, hvad vi stiller op. For den magtfulde sårbarhed er næppe sund, selv om jeg personligt langt hellere vil leve under den end under det russiske magtbegreb.

Det er af flere grunde vanskeligt at finde medicinen, og jeg indrømmer, at jeg i det følgende famler efter svar og ord:

For det første er der i sandhed meget ægte sårbarhed. Jeg gider ikke bruge diverse sundhedsundersøgelser og statistikker for at dokumentere det. En præst kender det fra sin hverdag og føler sig kun yderst sjældent i tvivl om den ærlige livsoplevelse.

For det andet har den kristne kirke altid haft en særlig kærlighed til sårbare mennesker. Det hænger blandt andet sammen med, at hvis ikke Jesus fra Nazaret langfredag havde været sårbar, var han aldrig blevet vores frelser. Respekten for svagheden sidder i kirkens dna.

Derfor tror jeg ikke, der er vundet noget ved at tale moraliserende mod sårbarhed. Men måske kan det være frugtbart mere generelt at tematisere, at når svaghed – også den ægte – bruges til at stille krav, nærmer vi os, at en kristen barmhjertighedstanke sekulariseres og går i forfald.

Jeg har mere tro på den strategi at tale robusthed op igen. Vanskeligheden er, at glosen ”robust” er kommet i bad standing ikke mindst på grund af den måde, nogle arbejdsgivere har brugt ordet til at presse medarbejdere til at udholde stress.

Alligevel havde den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld en pointe, da han i sin bog ”Vejmærker” i 1953 skrev: ”Modenhed: Også – ikke at skjule sin styrke, ikke af blufærdighed for at vise den at leve under sit bedste”. Der er åbenbart ikke kun noget, der hedder ”voksen og følsom”; men også ”voksen og stærk”, selv om vores kultur let glemmer det. Det er for øvrigt tankevækkende, at styrke allerede i efterkrigstiden kunne være noget, man var blufærdig om. Der er åbenbart også en tidløs dimension i det.

Og det er måske grunden til, at der i Bibelen er ressourcer til at tale robusthed op. For midt i den store kærlighed til det skrøbelige menneske er der udsagn, som betoner, at sårbarhed ikke er alt:

Når både Jesus, engle og gammeltestamentlige profeter gentager deres ”Frygt ikke”, ligger der en udfordring til aktivt at vælge frygten fra og modet til. I tillid til evangeliet: Tør øjnene og tro på Gud.

Man kan fortsætte med nogle apostle, der på forskellige måder anerkender styrken og handlekraften. Den gamle apostel Johannes: ”Jeg skriver til jer, I unge: 'I er stærke…'”

Og Paulus, der roser den unge Timotheus for at være ”beslutsom” eller udfordrer menigheden i Korinth med det kønnede ordvalg: ”Vær vågne, stå fast i troen, vær mandige og stærke!”. Eller det eksempel Peter og Johannes viste, da de første gang blev arresteret og ansigt til ansigt med risikoen for straf sagde: ”Døm selv, om det er rigtigt overfor Gud at adlyde jer mere end ham.”

D'herrer apostle havde nok taget en shitstorm på sociale medier ret tilbagelænet.

Kort sagt: Vi har brug for en alvorlig samtale om det vestlige svaghedsmagtbegreb. Ikke for at genoprette de stærkes magt; men for at efterspore et sundt balancepunkt.

En omsorgsfuld robusthed.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, ­kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.