”Krigens prædikener 1940-1944” er udgivet af Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet. I bogens 76 prædikener møder vi Munks forkyndelse fra Besættelsens første dage til hans tjeneste bliver brutalt afbrudt ved likvidering den 4. januar 1944.
I prædikenerne står det klart, at Kaj Munk havde et budskab ud over sin egen tid. Han er kendt for sin modstand mod Besættelsen, og mange kender hans lyrik og dramatik. Men færre kender hans prædikener. I bogen hører vi ham prædike ufiltreret – og ucensureret – det, der ligger ham på hjerte. Og vi finder ind til den teologi, der drev ham til at skrive artikler, digte og teaterstykker med bid. En teologi, som ikke kunne sættes i bås efter datidens kirkelige strømninger.
Kaj Munk har noget at bidrage med, som er relevant – ikke blot i hans samtid, men i vores nutid. Han havde et budskab ud over sin egen tid og havde nogle perspektiver, som er interessante for os at få ind i vores senmoderne kontekst.
Kaj Munk er nemlig en holistisk tænker. Han leder efter en helhedsforståelse af tilværelsen, og arbejder ud over teologien også med det politiske, det folkelige og på sin vis også menneskets psykologi. Det store spørgsmål, der optager ham, er: ”Hvordan gør man, når man nu skal have det kristne evangelium til at klinge ud i en verden, som er gået ind i moderniteten?”. For det var jo tilfældet på hans tid.
Men Kaj Munk kan ikke sættes i bås efter datidens teologiske og kirkelige strømninger. Han var nok pietist, men ikke puritaner. Han havde både respekt for missionsfolket og til dels for Oxford-bevægelsen, men tilsluttede sig langt på vej grundtvigsk kirkesyn. Den kombination faldt ikke overalt i god jord. Især de grundtvigsk-tidehvervske havde et gevaldigt horn i siden på Kaj Munk og udråbte ham som naiv gammeldags troende. I dag er det tid til at rehabilitere Munk.
Det giver bedre mening at forstå Kaj Munk som en nytænker, som prøver at kombinere den klassiske kristne tro med den modernitet, han møder. Derfor ser vi også det interessante, at han både kan være meget uenig med og kritisk over for Georg Brandes og samtidig anerkende Georg Brandes for hans stringente tænkning.
I de kirkelige debatter stiller Munk sig ikke på den enes eller den andens side, men han argumenterer for, at begge parter har ret til at tale og ret til at blive hørt. Han udtrykker respekt for dem, som er anderledes, mener noget andet og lukker op for andre tolkninger – samtidig med at han hudfletter dem med satirisk bid.
Her er det let at trække en linje til Kaj Munks skuespil. Her bliver der jo præsenteret mange forskellige tanker, som bliver brudt mod hinanden. Der bliver en diskussion imellem dem. Man kan ikke altid udsondre fra et skuespil, hvad der er Munks egen position. Der bliver der udspillet forskellige positioner, muligheder og argumenter.
Som resultat af dialogen foreligger en ”sandhed”, der dog ikke er 100 procent defineret. På den måde er Kaj Munk meget moderne tænkende. Han kan nærmest læses som postmoderne. Godt nok er han kulturkonservativ, men samtidig skød han hul i sfæreopdelingen mellem kunst og religion.
Kaj Munk er nok mest kendt for sin protest mod nazismen. Men der var faktisk mange, der talte imod den tyske besættelse. Det, som Kaj Munk gør anderledes, er, at han i en periode havde forhåbninger til Hitler i forhold til Tysklands genrejsning. Dermed forstod han indefra, hvad der kunne drage tyskerne mod deres Fører. I sin sidste prædiken, siger han, at han ikke kan hade nogen. Ikke engang Adolf Hitler kan han hade. Men afvisning af nazismen bliver krystalklar fra før Krystalnatten.
Især jødeforfølgelserne er jo for Munk et absolut syndefald, efter hvilket der ikke kan være nogen som helst sympati tilbage for Det Tredje Rige. Ikke desto mindre holder Munk fast i, at det ikke er tyskerne, der fortjener had. Det er tankesættet. Det er den nazistiske ideologi. Det er det udlevede, undertrykkende styre. Det er det, der er problemet. Men det betyder ikke, at vi skal hade vores fjender. Det betyder faktisk i Munks optik, at vi skal respektere dem.
Han siger i en prædiken, at blandt både Hitlers og Churchills generaler vil der være nogle, der sidder til bords med Abraham ved det store himmelske festmåltid. Det har været temmelig provokerende for Munks læsere, men ændrede ikke på modstandsbevægelsens agtelse for Munk.
Vi finder i høj grad Munks personlige holdninger uden filter i hans prædikener. I prædikenerne skælder han ud på både de velhavende for deres materialisme og på socialisterne for deres krævende uansvarlighed. Ingen går fri af Munks pisk.
Kaj Munk har nok en nationalkonservativ åre, men samtidig en stærk social indignation. Han afviser socialismen og især socialismens bryllup med fritænkeriet og det kulturradikale. Men ellers følte Munk faktisk et meget stort socialt ansvar. Han er både kendt for at hjælpe mange mennesker i sit sogn, da han selv var blevet velhavende, og generelt i sine prædikener at tale til samvittigheden om solidaritet med de arbejdsløse og med mennesker, som for eksempel er ramt af krigens forfærdeligheder.
Jeg håber, at bogen ”Krigens prædikener 1940-1944” vil skabe et nyt blik for Kaj Munk. Fordelen ved en relativt ukommenteret tekst er, at man får Munk uden filter. Det vil sige, at der ikke blot er tale om fortolkninger, men der er tale om de specifikke tekster, han har udgivet. På den måde håber jeg, at der bliver en ny interesse for – og en dybere forståelse af – mennesket og teologen Kaj Munk. Hans teologiske virke er nemlig noget af det, der er blevet sat til side.
Historikere interesserer sig for Kaj Munks historie, litterater for hans dramatik, men der er ikke skrevet meget om hans teologi, som alt andet lige jo er grundlaget for meget af hans virke og udtryk for den helhedsforståelse, han hele tiden stræbte efter.
I mit perspektiv er prædikenerne på mange måder en rygrad i Kaj Munks forfatterskab. Selvfølgelig er skuespillene og de andre elementer også meget væsentlige. Men det er jo interessant at tænke, at Kaj Munk skrev skuespil i en god del af sit liv, men ikke hele tiden. Og prædiket havde Kaj Munk jo fra 1919 til 1944 få dage inden sin død. Kaj Munk kunne have standset sin prædikenvirksomhed, men det ønskede han ikke. Han så det som et kald at fortsætte.
Det kald, den passion og det hjertesprog, som kommer til udtryk i Kaj Munks ”Krigens prædikener”, vil uden tvivl skabe dybere forståelse for, hvad der – ud over hans kunstneriske inspiration og litterære færdigheder – drev ham til at diskutere de store livsspørgsmål, at yde modstand mod Besættelsen og kæmpe indædt for retfærdighed.
Christian Grund Sørensen er sognepræst og postdoc ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet, samt forsker ved Kaj Munk Forskningscentret samme sted. Han har redigeret ”Krigens Prædikener 1940-1944” sammen med professor Peter Øhrstrøm.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.