JEG ER MODSTANDER af drengeomskæring. Selvfølgelig er jeg det. Jeg er kristen. Det er ikke muligt for en kristen at gå ind for at omskære drenge, efter at Paulus iltert til galaterne skrev, at den, der bliver omskåret, er afskåret fra Kristus (Gal. 5, 4).
Der er forskel på de to religiøse ritualer dåb og omskæring. Det ene pagtstegn efterlader ingen fysiske ar. Det andet – med lettere omskrivning af Paulus – lægger hånd på barnet (Kol. 2, 11). Efter indhold kan de sammenlignes, som Özlem Cekic har gjort det, men ikke i praksis. Der er i et åbent demokrati blot andre måder at håndtere uenighed på end at lovgive om den.
Der er ingen grund til at betvivle de vidnesbyrd fra omskårne, der fortæller, at indgrebet har haft konsekvenser for deres seksualitet som voksne, selvom andre ikke har oplevet det samme. Det gør sig også gældende for steriliserede mænd, hvor myten er, at det er et konsekvensløst indgreb. Det er en tabuiseret og ubekvem sandhed, belagt med skam, at det ikke altid forholder sig sådan. Derfor er dette forhold ikke ordentligt belyst eller oplyst.
Lad os bare slå fast, at omskæring potentielt kan have omkostninger for et barn senere i livet. Men ikke behøver at have det. Nøjagtigt som det er tilfældet med opvæksten i rigtig mange hjem! Man undrer sig ofte over familieafdelingers langmodighed: Der er tydeligvis mere overbærenhed med følgerne af for eksempel alkoholmisbrug og manglende forældreevne end med religion i Danmark.
I den ophedede debat om drengeomskæring er der mange rygmarvsreaktioner på spil. Det var ønskeligt, hvis politikere gav sig tid til at tænke sig om. Mange argumenter imod omskærelse – hvor indlysende de for en sekulariseret bevidsthed end kan være – har en kristen ballast, fordi moderne selvfølgeligheder som individ, autonomi og menneskerettighedskrænkelser er opdagelser i en kristen oplysningstradition. Selvom dét vil sidde i mange politike res blinde vinkel. Det ser i hvert fald sådan ud, når stadig flere gennem forbud vil indføre statsstyring af en kulturel sammenhæng, der er båret af en oldgammel kollektiv stammebevidsthed, uden at være bevidst om, hvilken religiøs ballast dette sekulære synspunkt egentlig har.
Fysisk indgreb og overgreb er nemlig ikke det samme – uanset utilsigtede følger. Det værste er derfor den letfærdighed, hvormed mange tænker, at staten skal løse alle problemer. Martin Luthers lære om de to regimenter har stadig en pointe. Kirken skal ikke blande sig i, hvordan der føres politik, og det er strafbart at lave religiøse foreninger med det formål at nedbryde den offentlige orden.
Men tilsvarende bør politikere være mere forsigtige med at blande sig i konkret religiøs praksis. Hvis det sker i den sekulariserede overbevisning, at religion og ideologi bare er noget gammelt bras, fremstår de som religiøse analfabeter, og afstumpetheden findes så ikke kun blandt ritualernes udøvere.
Mon tilhængere af et forbud mod den tusindårige jødiske og muslimske praksis – i kærlighed til deres børn – overhovedet overvejer, hvilken totalitær ambition der er i at ville bruge lovgivning til at fjerne alle problemer, inklusive dem inden for hjemmets fire vægge
Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød.