I kirken synger vi ”I østen stiger solen op”, og jeg siger altid til mine sognebørn, at det hedder: I lysten stiger solen op.
Kirken har i alt for mange år sortlistet al lyst, og det er synd. Det er synd i ordets bogstaveligste forstand. For der, hvor livet bliver til – skabelsens øjeblik – er ofte et lystigt nu. Fuld af gudsnærvær.
Hvad er det andet end vores lyst, der giver os energi og mod til at prøve kræfter med endnu en dag, hver morgen vi kaldes ud af sengen?
Mit første år som præst i Sorgenfri Kirke startede jeg et kirkezumba-hold. Folk strømmede til. Vi dansede til latinamerikanske rytmer, og det var lystigt. En af de rigtig gamle damer fra menigheden dukkede op. Bagefter sagde hun til mig med øjne fulde af liv, fordi noget i hende var vakt: Sofie, du beder mig om at ryste med alt, og jeg har aldrig rystet med noget i mit liv.
Jeg taler som præst med mange, især kvinder, der har glemt deres lyst, fordi ”burde” er gået af med sejren. Fordi ”burde” kaster lange skygger og stjæler alt liv og al lyst. Forleden dag talte jeg med en kvinde, der havde dårlig samvittighed. Hun fortalte: Min far er faldet og kommet på plejehjem helt oppe i Aalborg. Han har det forfærdeligt. Han er dement og meget forvirret og græder hele tiden. Jeg har så dårlig samvittighed, fordi jeg burde være hos ham. Jeg svarede: Ja, det kan jeg høre, at du burde. Og vil du det – vil du flytte til Aalborg, så du kan besøge ham hver dag?
Hvis jeg var et ordentligt menneske, ville jeg gøre det, sagde hun.
Ja, sagde jeg, og nu sætter du noget af din ordentlighed til, fordi der er noget andet, der trækker i dig. Det er livet og lysten, der trækker i dig. Lysten til at være sammen med dine børn og mand hver dag, frem for din gamle far.
Skylden bliver du ikke fri for. Enten bliver du skyldig over for dem, du burde tage dig af, eller også bliver du skyldig over for dine børn og dig selv, fordi du forråder din egen lyst.
Det gælder om at vælge den skyld, der er mest liv i. Den skyld, der er mest lyst i. Det, der gør, at vi kan udholde skylden og skammen, er lysten. Her handler det om at turde gribe efter livets glæder, mens andre lider. Jeg taler ikke om vores umiddelbare lyst, der for eksempel fortæller mig, at jeg vil have pizza lige nu – med ekstra ost. Jeg taler om det, der findes i eksistensens dyb. Det, der driver mig. Mit livsmod, min glæde, min urkraft, min lyst.
Alt for ofte svinger vi pligtpisken over os selv og laver striber i huden af lange lister med ”burde”. Vi tror, vi ved, hvad der er rigtigt og forkert. Det troede jeg også, jeg vidste. Og tiden har lært mig, at jeg ingenting ved. Der er aldrig noget, der altid er rigtigt eller altid er forkert.
Jeg har talt med mennesker, der har været utro. Gjort det, der er fuldstændig forbudt i vores monogame kultur. Efter mange års ægteskab gået i seng med en vidt fremmed fra Tinder, fordi de fulgte deres lyst. Og der, hvor man skulle tro, at nu bryder det ægteskab sammen, nu er tilliden og kærligheden ødelagt, nu er der ikke mere at komme efter – lige der bryder nyt liv igennem. Lige der vender lysten hjem. Og mennesker finder hinanden igen.
Det er naturligvis sorgfuldt og smertefuldt og aldrig til at vide, hvad det bringer med sig. Og det sker, at ud af det, vi troede var ondt, kan det gode blomstre frem.
Herrens veje er uransagelige.
Jeg siger ikke, at lysten altid fører til noget godt. At handle på sin lyst kan også ende grueligt galt. Nogle gange skal vi ikke handle på vores lyst, men vi skal eje den, ellers kommer der ugler i mosen.
Jeg siger ikke, at pligt og ”burde” kun skal gå ad helvede til. Jeg har også gennem årene forsøgt at lære mine drenge, at der findes det, du skylder den anden, også selvom du ikke har lyst. At livet ikke er en lang rutsjebanetur i computerspillets forlystelsespark. Det diskuterer vi ofte.
Den umiddelbare lysttilfredsstillelse er ofte kortvarig og stærkt vanedannede ligesom sukker eller stoffer, der kun bringer kortvarig glæde. Det er den dybe lyst, jeg taler om. Den lyst, vi så ofte mister kontakten med i vores ihærdige forsøg på at være ordentlige og elskværdige.
Det er et spørgsmål om at være sig selv tro. Jeg er min lyst. Fortrænger jeg den, kan det være dybt neurotiserende. Det gælder om at eje sin egen lyst, også selvom den langtfra altid kan blive opfyldt. Men vi skal kunne se den i øjnene og give den opmærksomhed og omsorg, ellers bliver vi utilregnelige.
Jeg har mange gange sagt til en af mine drenge: Jeg er så vred på dig lige nu, at jeg har lyst til at kvæle dig. Fordi jeg tror, at de er bedre tjent med en mor, der sætter ord på vreden – en mor, der ejer sin skygge i stedet for at være en pæn pige. De kan jo alligevel sagtens mærke, når jeg er stiktosset. Hvis ikke man som forældre ejer sine lyster – der også kan være mørke og uhensigtsmæssige – så vokser ens børn op og går ud og laver hærværk eller noget andet destruktivt.
Vi siger ofte: Jeg har brug for. I stedet for at sige: Jeg har lyst til. Ud over mad, søvn og luft, så er det meget lidt, vi har brug for. Alt det andet er lyst. Når jeg har brug for noget, er jeg på en måde undskyldt. At have brug for er større end min vilje, større end mit ønske og større end min lyst. Det er på en måde ikke min skyld, at jeg har brug for det og det, det er snarere eksistensens indretning. Derfor undskylder vi ofte vores lyst med vores behov.
Hvis min mand siger til mig: Jeg har brug for at få noget sex, så synes jeg, det er klamt. Men hvis han siger: Jeg har lyst til dig, så er det noget helt andet. Derfor er den selviske kærlighed den bedste. Hvis min mand siger: Jeg bliver hos dig, fordi jeg har lyst, så er det fedt. Hvis han derimod siger: Jeg bliver hos dig for din skyld, så er det ufedt. Så er jeg patient på hans plejehjem.
Den eneste kærlighed, der er værd at have, er den selviske. Der, hvor den anden står ved sig selv og sin egen lyst, frem for at blive hos dig af medlidenhed.
Heldigvis oplever jeg, at livet er så nådefuldt indrettet, at det, der er lystfyldt for mig, ofte er en glæde for den anden. At jeg indimellem kan gøre en forskel i menneskers liv, fylder mig med lyst til hver morgen at tage fat på endnu en dag.
Gud ske tak og lov er det, der fylder vores liv med mening og lyst, ofte noget, hvor vi på den ene eller anden måde deler ud af os selv til glæde for den anden.
Jeg har i mange år også været en pæn pige med dårlig kontakt til min lyst. Ligesom mange andre kvinder af min generation. Så mødte jeg min mand, der har eminent god kontakt til sin lyst. Efter 22 års ægteskab har jeg lært noget. Jeg har lært, hvor godt det er at stå ved mig selv og min egen lyst. Jeg har opdaget, hvor godt det er ikke at undskylde lysten væk i behov og andre søforklaringer. Jeg tror endda, at jeg er blevet et dejligere menneske at være sammen med.
I lysten stiger solen op.