Sognepræst: Knausgårds dommedag går gennem hvert enkelt menneske

Også Knausgårds seneste roman ”Morgenstjernen” rummer en tydelig modernitetskritik. For trods alle vores civilisatoriske fremskridt står menneskets eksistensopgave ligefuldt ved magt: Hvordan vil du holde fremmedgørelsen og fortvivlelsen fra livet?

I Knausgårds (til højre) ”Morgenstjernen” klæber katastrofen til siderne, skriver sognepræst Hans Nørkjær (til venstre).
I Knausgårds (til højre) ”Morgenstjernen” klæber katastrofen til siderne, skriver sognepræst Hans Nørkjær (til venstre). Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Reaktionerne på Karl Ove Knausgårds nyeste roman ”Morgenstjernen” har givet indtryk af, at den er et åbenbarende nybrud i nordmandens tilgang til selve det at skrive.

Modtagelsen har ganske forudsigeligt dvælet ved romanens religiøse og overnaturlige klædning og den nye genre, Knausgård dermed tilsyneladende har kastet sig over. Enkelte har desuden læst bogens apokalyptiske præg i lyset af corona-pandemien, idet en stor del af den blev skrevet under første nedlukning i foråret 2020.

Isoleret set er romanen da også anderledes end meget andet fra Knausgårds hånd. Men er man bekendt med Knausgårds idéverden er det tydeligt, at der også i den nye roman løber en understrøm af det samme, som altid har optaget Knausgård: brudfladerne mellem dagligdagen og undtagelsestilstanden, det fysiske og det metafysiske – brudflader, der hos Knausgård altid forekommer i den enkeltes eksistens.

Det er altså kun for en overfladisk og mestendels genremæssig betragtning, at romanen er et nybrud. For en dybere betragtning er romanen et konglomerat af klassisk ”knausgårdsk” idégods.

I ”Morgenstjernen” klæber katastrofen til siderne. Det indvarsles allerede inden romanens begyndelse med et citat fra Johannes’ Åbenbaring. Dommedag er setting for alle ni karakterer i de to døgn, vi følger dem i romanen.

I Knausgårds tankeunivers er den lurende katastrofe for ethvert menneske dog hverken en supernova eller ildevarslende skabninger i skovbrynet. Og for alle romanens ni karakterer er dommedagsvarslerne da også i egentlig forstand perifere hændelser i forhold til det eksistentielle konfliktstof, der bor i kernen af alles tilværelse.

For den potentielle katastrofe er for enhver – romankarakter eller ej – faren for at miste fornemmelsen for det levede liv, vi har. At vi altid, hvert eneste øjeblik, kan se meningen forsvinde som morgendug for en brændende supernova. Mennesket skrævende over den afgrund, der er ens egen tilværelse, med et brændende ønske om at være i overensstemmelse med sig selv. Det er også denne gang Knausgårds egentlige epicenter.

Mennesket forrykket, forrykt, fortvivlet. Udspaltet – i flere viljer, flere ønsker, flere længsler. Dét er Knausgårds hovedåre. Hvad end hans roman er fiktiv, apokalyptisk eller selvbiografisk. Hvad end den er udgivet i 2020, i 2009 eller i 1998.

I sin nye roman lader Knausgård sig endnu en gang inspirere af klassisk religiøs litteratur. Som han også gjorde, da han udgav sin gammeltestamentlige engleroman ”Alting har en tid” tilbage i 2004. Og også denne gang benytter han det religiøse domæne til bogstavelig talt at kaste fremmed lys ind over sin gennemrationaliserede moderne skandinav, for hvem ”der sikkert kommer en videnskabelig forklaring i morgen”, som en af romankaraktererne selvberoligende bemærker.

Med sine religiøse perspektiver hjælper Knausgård en åbenbaring frem af det, der holdes skjult. Gennem den glemte gamle guddommelighed kan vi stærkere få øje på, at det gådeforladte moderne menneske ikke kan finde de eftertragtede svar i morgendagens vejrudsigt eller i en astronomisk videnskabelig redegørelse. Ligesom så meget andet i Knausgårds forfatterskab rummer ”Morgenstjernen” en tydelig modernitetskritik. For trods allehånde civilisatoriske fremskridt står eksistensopgaven ligefuldt ved magt: Hvordan vil du holde fremmedgørelsen og fortvivlelsen fra livet?

Det er modernitetens vilkår, at vi ikke bare kan lade en ekstern guddom om at skænke os nagelfaste holdepunkter. ”Mening var noget, vi gav verden, ikke noget, vi fik fra den,” som præsten Kathrine siger et sted i romanen, en replik, der i øvrigt er et næsten direkte citat fra ”Min kamp 6”. Men selvom det klassisk religiøse ifølge Knausgård ikke længere har overbevisningskraft, så er svaret aldrig blot mere rationalitet, flere menneskerettigheder eller mere litteraturteori.

Nok er den gamle himmel lukket, som Knausgårds engleroman beskrev, men opgaven består for mennesket i vedvarende at lade der være åbent til ”en ny himmel og en ny jord”, for nu at henvise til et andet sted i Johannes’ Åbenbaring.

Omtrent midt i romanen tager Knausgårds alterego, eneboeren Egil, et muligt svar på eksistensgåden ned fra bogreolen: Kierkegaards prædiken ”Lilien på Marken og Fuglen under Himmelen”. For fra dette lille skrift skinner tilværelsestydningens egen supernova: ”Guds rige var her!”.

Alle de tegn og varsler, der præger denne nye roman, er uforvarende udtryk for den samme anskueliggørelseslogik, der længe har været et knausgårdsk kendetegn: Virkeligheden kan blive uvirkelig, derved at vi lever meningsmæssigt løsrevet fra den. Og det kan ske for enhver. Selv i opnåelsen af alt det, vi ønskede, kan mistrivslen snige sig ind. Vi kan opleve, at karriere, familieliv, ægteskab, fritidsinteresser bliver byrder snarere end de gaver, vi i begyndelsen anså dem for at være.

Det egentligt ildevarslende i romanen er ikke den mystiske stjerne, dyrenes underlige opførsel eller andre sære skabninger. Det egentligt ildevarslende er, at de ni mennesker, vi møder i romanen, på trods af alle det moderne menneskes muligheder, dets konstruktive problemhåndtering og dets handleevner til stadighed er i fare for at falde ned i eksistentiel ulykke.

Sammen med alle romanens andre varsler udtrykker ”morgenstjernen” selve den ulykke, der truer menneskenes eksistentielle velbefindende, samtidig med at varslerne i sig selv er mulighedsbesvangrede med at ændre det menneskes perspektiv, der har vanskeligt ved at finde løsningen.

Endnu et sted lader Knausgård sin romanpræst, Kathrine, fremføre en parafrase af sig selv: ”Alle var lige, alle var en del af det store, og i det store befandt Gud sig. Og i Gud nåden, i Gud tilgivelsen, i Gud værensfylden.” Knausgårds ”Morgenstjernen” er ikke en roman, der tilsiger mennesket at kurere den eksistentielt kedsommelige dagligdag med ekstraordinære eventyr endsige at søge mod et for længst glemt dennesidigt Himmerige.

For som den moderne eksistensteolog af en præst siger, så er alle allerede en del af det store. Eller: ”Guds rige er her”, som Kierkegaard lærte Egil og os andre. Værensfylden er her. Vores opgave og dets løsning findes midt i iblandt os, nemlig at få øje på livet selv med de mennesker og de omgivelser, der er vores gaver, selvom vi har det med at tage dem for givet.

Det var i øvrigt også Søren Kierkegaard, der gjorde os opmærksomme på, at Evigheden netop findes i Øieblikket og ikke i mere eller mindre fantastiske fremtidsplaner – før eller efter døden.

Knausgård bevæger sig ad en tilsvarende vej, når han skriver en roman, der gennem en kosmisk undtagelsestilstand vil vise os, at den sande åbenbaring ligger i at få øje på dagligdagens tilværelse som stedet, vi har til opgave ikke at lade lyset brænde ud, men lade nye morgenstjerner skinne.

”Morgenstjernen” er derfor ikke et nybrud i Knausgårds forfatterskab. Men den er et nyt bud på den samme problemstilling, der altid har været Knausgårds omdrejningspunkt: at åbne verden for det menneske, der til stadighed finder det vanskeligt at fastholde en livsalvor og en livsgnist, der kan skænke menneskets tilværelse fylde.