Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Måske er livslang troskab mod et bestemt menneske den sande ekstremsport

Det hører med til historien, at Adam Holm selv har været sin kone utro, men det er ifølge programomtalen Adam Holm ”en gåde, at mange par skyller ægteskabet ud med badevandet ’bare fordi’ den ene boller med en anden”. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Måske er det snarere livslang troskab, ikke bare mod eget følelses – og underliv, men mod et bestemt menneske, som er den sande ekstremsport, skriver sognepræst Jesper Bacher

PÅ P1 KAN MAN for tiden høre et program betitlet ”Jeg er utro – med Adam Holm”. Den tidligere Deadline-vært er nemlig fast medvirkende i en programserie om utroskab, mens redaktør på programmet Alberte Clement Meldal søger at forstå utroskabens væsen gennem Adam Holm og hans gæster.

Det hører med til historien, at Adam Holm selv har været sin kone utro, men det er ifølge programomtalen Adam Holm ”en gåde, at mange par skyller ægteskabet ud med badevandet ’bare fordi’ den ene boller med en anden”.

Ikke, at Adam Holm vil være utroskabens advokat. Nej, han vil blot ”forsøge at tale det farlige ud af utroskaben”.

DR’s public service forpligtelse rækker i sandhed vidt.

MEN SPØRGSMÅLET ER, som formuleret af Alberte Clement Meldal, om man kan leve så åbent, at man ikke længere opererer med termen utro? Man kan jo være tro med andre kærlighedsidealer end den monogame tosomhed. Adam Holm diskuterede sagen med sexolog Sara Skaarup og frigørelsesaktivist Eini Carina. Mageløs titel i øvrigt. ”Frigørelsesaktivist”. Mon det er en profession? Mon en frigørelsesaktivist nogensinde bliver fri af deres frigørelsestrang?

Nå, men de to kvinder var inviteret i studiet for at fortælle om deres åbne forhold. Sara Skaarup var gift og havde børn, mens Eini Carina var forlovet, hvilket ikke forhindrede dem i at have andre seksualpartnere og forfølge diverse forelskelser.

Det foregik vel at mærke ikke i dølgsmål, for deres forhold var åbne og ikke lukkede om den eneste ene. Man fortalte frimodigt hinanden om de nye hjertenskære, og nogle gange blev de en del af den fælles vennekreds. Om utroskab var der ikke tale, for alt skete jo efter gensidig overenskomst. Eini Carina betegnede forventningen om stedse at føle sig som det mest særlige menneske i partnerens øjne som en ”infantil kærlighedshunger”.

Et barnligt forsøg på at genopføre forældrenes ophøjelse af barnet. Voksne mennesker burde vide, at hjerter er omkringfarne størrelser, og hvorfor nægte og skamme sig over det? Sara Skaarup gjorde dog opmærksom på, at åbne forhold også var en udfordring. Ja, ”ekstremsport for følelserne”.

DET LÅ I LUFTEN, at det åbne forhold ikke var for hvem som helst, men samtidig at det var en videreudvikling, en avanceret og ærlig kærlighedsform for de modige og frigjorte. Hvad skal man sige til det? Er det måske ikke rigtigt, at man kan blive tiltrukket af andre end den, man lige deler bord og seng med? Jo, hvem kan nægte det, men hvem kan også nægte, at kærligheden bliver noget andet, hvis den elskede er en blandt flere? Måske er det snarere livslang troskab, ikke bare mod eget følelses- og underliv, men mod et bestemt menneske, som er den sande ekstremsport.

Ekstremsport kræver, så vidt jeg er orienteret, store afkald, og afkald på andre for den enes skyld kræver sin mand og sin kvinde. Er det infantil kærlighedshunger eller hjertets troskab? Er det ikke snarere infantilt at løbe hid og did, fordi man aldrig kan få nok ét sted

Jesper Bacher er sognepræst.