I september kunne TV 2 fortælle, at det tilsyneladende står noget sløjt til med præsters forståelse af den tavshedspligt, som hører til embedet. Hvilket meget naturligt gav anledning til, at både Kirkeministeriet og landets biskopper blev kaldt til ansvar og handling. Kunne det virkelig passe, at den danske præstestand havde tabt hovedet og i regi af en lukket Facebook-gruppe Præster i folkekirken gjorde sig skyldige i at bryde tavshedspligten og dermed også regler omkring GDPR?
Når jeg genbesøger TV 2's gamle nyhedshistorie, er det, fordi jeg mener, der er meget mere at sige om den sag. Måske gemmer der sig under sensationshistoriens overflade en tilsløret sandhed om psykisk mistrivsel blandt præster, som skal frem i lyset, og som fortjener mere opmærksomhed. Det er uomtvisteligt, at personfølsomme oplysninger skal behandles med stor fortrolighed, og mit ærinde er ikke at rejse tvivl om, hvorvidt præster skal overholde deres tavshedspligt. Det skal vi. Og systemet har handlet og taget ansvar, helt efter bogen. En redegørelse blev udarbejdet og alle præster har fået tilsendt en pligtmail: Læs den og ret ind. Men måske bør det alligevel give anledning til faglig refleksion og nysgerrighed i organisationen.
Det helt åbenlyse spørgsmål, man kan stille, er: Hvad får en akademisk faggruppe til at samle sig på nettet og på alle tider af døgnet spørge hinanden til råds om alt mellem himmel og jord? Jeg er selv medlem af bemeldte gruppe. Og jeg har gennem årene læst med fra sidelinjen og iagttaget, at det er fagspørgsmål og problemstillinger, der hovedsageligt bliver delt og vendt, og at de for det meste er anonymiseret. Et par illustrative eksempler på den type spørgsmål, der vendes i gruppen: Jeg skal have en udendørs vielse for første gang. Er der nogle, der vil dele deres erfaringer? Jeg skal have min første spædbarnsbisættelse og mangler inspiration til talen. Er der nogle, der har en tale, jeg må se? Mit menighedsråd har nøgler til min præstebolig. Er det normalt? Disse og andre fagrelevante spørgsmål, betragtninger og idéer er, hvad der er tale om. Faglig pingpong som alle faggrupper kender til og praktiserer. En stor andel af folkekirkens præster har kontor i deres embedsbolig og har derfor ikke nødvendigvis den daglige fysiske kontakt med fagkolleger, men er en del af en personaleenhed, hvor alle er specialister, og selvledelse mere er reglen end undtagelsen.
Jeg får tanken: Måske er det udtryk for ensomhed i jobbet, når så mange præster vælger at søge faglig sparring og vidensdeling på nettet? Måske er det en del af den pris, vi betaler, for et dårligt psykisk arbejdsmiljø? For hvis man arbejder i en organisation, hvor solistkultur har været traditionen og fortsat er normen, og ledelsen sidder på et kontor langt væk, så kan det blive løsningen og svaret ”at række ud” i et nemt tilgængeligt forum, som er lige ved hånden og udmærker sig ved at være løsrevet fra den (sogne-)virkelighed, som den enkelte præst navigerer i til daglig. Det har konsekvenser, at præsten er afskåret fra et understøttende arbejdsfællesskab i sit eget sogn og derfor grundlæggende står uden for et oplevet kollegialt og fagligt tilhørsforhold i det daglige. Måske er det en del af forklaringen på, at så mange præster forglemmer sig, simpelthen fordi de mistrives i den faglige ensomhed, som per definition hører til præsteembedet, uanset om præsten virker på landet, i forstæderne eller i byen, og uagtet om der er en eller flere præster i sognet.
Det er ikke et forsøg på at undskylde eller legitimere, at en faggruppe gør noget fagligt uforsvarligt, selvfølgelig skal præster ikke hverken bryde deres tavshedspligt eller GDPR-regler på Facebook. Men i min optik kan det være et symptom på, at der er noget galt i folkekirken, at det psykiske arbejdsmiljø blandt præster er udfordret – og det i flere henseender. Mit ærinde er her at hejse et flag på vegne af præstestanden. Der kan opleves stor ensomhed i præstegerningen, og det skaber mistrivsel, og måske det er årsagen til, at Facebook bliver det sted, præster søger den fagunderstøttende samtale, fordi det er den mulighed, der er letteste tilgængelig i en travl og isoleret hverdag.
Jeannie Osman Sommer er sognepræst.