Prøv avisen
Debat

Præst: Måske vores politikere skulle begynde at læse lidt op på kristenforfølgelser?

Tilhængere af Jakartas guvernør Basuki ”Ahok” Tjahaja Purnama, som nu er fængslet for blasfemi mod islam, demonstrerer foran Højesteret i Indonesiens hovedstad, Jakarta. Foto: Achmad Ibrahim/AP/ritzau

Islams indtog i et samfund flytter lov og ret fra parlament, domstole og politi til folk på gaden, i skolen, på sygehusene, i svømmehallerne og så videre. Måske vore politikere og myndigheder skulle begynde at læse lidt op på denne lektie, skriver Ole Buchardt Olesen

Kære læsere, kender I Asia Bibi (Aasiya Noreen) – den kristne, pakistanske kvinde; mor til fem børn, der sidder i fængsel i Lahore på ottende år? Nå, ikke?

Så lad mig fortælle jer om Asia Bibi: Asia er en helt almindelig pakistansk kvinde, bortset fra hun jo altså er kristen, hvilket jo kun mindre end to procent af den pakistanske befolkning er. Hun tilhører landbefolkningen på egnen omkring storbyen Lahore. Lahore er provinshovedstad i delstaten Punjab, der ligger i det nordøstlige Pakistan, lige op til grænsen mod Indien. Som millioner af andre pakistanske kvinder i Pakistan, så arbejdede Asia også i landbruget.

Hun arbejder – eller rettere: arbejdede – sammen med andre kvinder, for kvinder må i Pakistan kun arbejde sammen med andre kvinder. Alle de andre kvinder, hun arbejdede sammen med, var muslimer, hvilket jo heller ikke er så mærkeligt, i betragtning af hvor få kristne der er i landet – også når man tager i betragtning, at mange af pakistans kristne nu rent faktisk lever i Punjab. Men nu til Asias sag. En dag i juni 2009 drak hun vand af en fælles vanddunk, hende og de øvrige kvinder i sjakket havde med sig ude i marken, hvor de plukkede bær.

Det faldt nogle af de andre kvinder for brystet, at en uren kristen havde drukket sammen med dem – af den samme vanddunk. Det var helligbrøde, mente de. Asia svarede igen: hun troede på Jesus Kristus, som døde på korset for at frelse alle mennesker; hvad havde deres profet nogensinde gjort for at frelse menneskeheden? Dette fik de muslimske kvinder helt op i det røde felt. En så grov krænkelse af sharia og profeten Muhammed, at det burde Asia dømmes til døden for. På baggrund af disse anklager fra de muslimske kvinder, blev Asia arresteret og fængslet.

Derfor havde hun ingen muligheder for at forsvare sig mod beskyldningerne for at have krænket profeten og islams love.

I januar 2011 besøgte Punjabs guvernør Salman Taseer hende i fængslet. Han udtalte, at i denne sag var blasfemilovene blevet misbrugt og manipuleret. Nogle få dage senere blev guvernøren myrdet af sin egen bodyguard.

To måneder senere, i marts 2011, kritiserede den eneste kristne minister i den daværende pakistanske regering, Shahbaz Bhatti, offentligt sit lands blasfemilove – der altså er de samme som sharia – for at være for lette at misbruge og manipulere med. Da han nogen tid efter, i forbindelse med et besøg hos sin mor, kørte bort i sin bil, blev bilen ramt af en regn af kugler, og ministeren var død på stedet.

Sagen om Asia Bibis påståede forhånelse af profeten og krænkelse af sharialovene har altså kostet både en guvernør og en minister livet. I begge tilfælde for at forsøge at tale denne kvindes sag. Nu er sagen for højesteret, hvor dommen skulle være nært forestående. Men en dommer har trukket sig, og sagen er yderligere udsat. Det kan måske være vanskeligt at forstå, at denne sag trækker sådan i langdrag. Retten udsætter gang på gang sagen og dommere trækker sig. Men i betragtning af, at Asia står til dødsstraf, så kan det forklare en del. Dertil kommer, at de enkelte dommeres frygt for eget liv og helbred, dersom de ikke dømmer i overensstemmelse med civilsamfundets ønsker, får retten til at udskyde domsafgørelsen.

For nylig så vi, i forbindelse med valgkampen i Jakarta om besættelse af guvernørembedet i hovedstaden, at den kristne guvernør under valgkampen blev anklaget for blasfemi efter at have opfordret vælgerne til ikke at følge et bestemt sted i Koranen, der af muslimer udlægges på den måde, at de ikke må stemme på en ikke-muslimsk kandidat.

Denne opfordring affødte altså en anklage for blasfemi, og Basuki Tjahaja Purnama (Ahok) tabte ikke alene valget – til en muslim – men er nu i fængsel og skal sidde der to år for krænkelser mod profeten og Koranen. To år synes lang tid i forhold til forseelsen set med vestlige øjne, men i Indonesien er muslimsker grupper rasende over den, i deres øjne, meget milde dom, Ahok har fået.

Man må på denne baggrund forstå, at alene frygten for at blive anklaget for blasfemi er et temmelig stærkt undertrykkelsesmiddel. Det er et system, som adskiller kristne og troende muslimer, hvad angår retssikkerheden for den enkelte. I en retlig tvist eller blot en meningsudveksling i kaffepausen på arbejdspladsen eller på torvet i den lokale landsby, står man som kristen hele tiden med den risiko, at diskussionen kan tage en farlig – det vil sige religiøs – drejning. Som det ses af sagen mod Asia Bibi, så kan det være livsfarligt.

I de fleste muslimske lande, grundet den forfatningsmæssige og civilretlige forankring i koran og sharia, er det tilmed forbudt for kristne mænd at gifte sig med muslimske kvinder. Så kan man se, at der som kristen er flere ganske alvorlige minefelter, man skal undgå at træde ud i i det helt almindelige og dagligdags liv.

Forelskelse er ikke kun en sag om hjerternes fryd, men også et område, hvor den kristne mand skal passe meget på, hvis han har sit liv kært.

Sidste forår var der en episode i Egypten, hvor en kristen, ældre kvinde blev jaget nøgen gennem sin landsby af en gruppe stærkt ophidsede muslimer. Den ældre kvinde havde ikke selv ”gjort” noget, men det var rygtedes, at hendes søn var blevet lidt for glad for en muslimsk kvinde. Denne episode affødte stor vrede blandt kristne, der bad selveste præsident al-Sisi om at sikre, der blev taget retlige skridt mod omtalte muslimer. Men dette er ikke let, når civilsamfundet mener noget andet.

Det er i øvrigt sådan, at muslimske lande har forpligtet sig selv på koran og sharia som eneste eller vigtigste retskilde ved at tilslutte sig den såkaldte Kairo-deklaration fra 1990. I dennes artikler 24 og 25 er det fastslået, at alle bestemmelser om frihed og menneskerettigheder, lov og fortolkning skal udgå fra den islamiske sharia.

I Vesten taler vi om retsstatsprincipper: at det er domstolene, der træffer afgørelserne, og den udøvende statslige myndighed sørger for retshåndhævelsen. I muslimske lande er det altså ofte civilsamfundet, som både kan optræde som lovfortolkere, domstol og politi. Det er netop derfor, at Asia Bibis sag i Pakistan ikke kun drejer sig om domstole og myndigheder, men i lige så høj grad om, hvad civilsamfundet vil dømme.

I en vestlig sammenhæng indebærer retsstatsprincippet jo, at det er svært undergravende for lov og ret, hvis folk selv retligt tager sig til rette i form af selvtægt. I muslimske lande er det derimod, hvad man kan forvente.

Det er præcis på dette punkt, vi herhjemme ikke forstår, hvad islam betyder for et samfund. Selvom vi afskaffer vore egne blasfemilove, så betyder det ikke, vi så får bugt med problemet. Selvom det for eksempel ikke er forbudt at tegne Muhammed eller tale om islam efter dansk lov, så er det jo alligevel sådan, at islamisk lov via civilsamfundet håndhæves i skoler og på andre offentlige steder: Hvilken skoleelev tør i dag vise Muhammed-tegningerne i sin PowerPoint-fremvisning i klassen om dette emne?

Islams indtog i et samfund flytter lov og ret fra parlament, domstole og politi til folk på gaden, i skolen, på sygehusene, i svømmehallerne og så videre. Som vi kan lære af Asia Bibi i Pakistan og Ahok i Indonesien, så er der en stor frygt hos statslige myndigheder og retsinstanser for de domme, civilsamfundet kunne tænkes at fælde over dem, dersom koran og sharia ikke følges i overensstemmelse med den muslimske retsbevidsthed.

Måske vore politikere og myndigheder skulle begynde at læse lidt op på denne lektie

Ole Buchardt Olesen er sognepræst.