Sognepræst: Min største politiske fejltagelse var min støtte til Irak-krigen

Demokrati er ikke nogen simpel importvare. Det må fæste rod i hjerterne og ikke vokse ud af et geværløb, skriver sognepræst Jesper Bacher

I den britiske dokumentar "Der var engang en krig" kommer øjenvidnerne til orde og deler deres erfaringer fra Irak-krigen. Den kan ses på dr.dk.
I den britiske dokumentar "Der var engang en krig" kommer øjenvidnerne til orde og deler deres erfaringer fra Irak-krigen. Den kan ses på dr.dk. Foto: DR.

Engang lavede jeg et Facebook-opslag, hvor jeg opfordrede folk til at dele deres største politiske fejltagelse. Det var der ikke ovevældende interesse for. Men man kan jo ikke komme med den slags opfordringer uden selv at bidrage, så jeg vedgik, at min største politiske fejltagelse var min støtte til Irak-krigen i 2003.

Nu gjorde en ringe landsbypræsts holdning til Irak-krigen selvfølgelig ingen praktisk forskel, men det nager mig stadig, at jeg sprang med på den galej. Det var der også mange andre, som gjorde, men det er vel den dårligste undskyldning af alle.

Den irakiske præsident Saddam Hussein var virkelig en brutal diktator og bestemt typen, som kunne finde på at producere masseødelæggelsesvåben. Han brugte giftgas mod sin egen befolkning, kvalte et oprør i blod og startede krige mod sine nabolande, i 1980 mod Iran og i 1990 mod Kuwait.

En skidt karl, ingen tvivl om det, men i den del af verden er der, for at sige det pænt, langt mellem mønsterdemokraterne i regeringskontorene, og i Irak var masseødelæggelsesvåbnene ikke at finde.

Og så var der den nærmest ubegribelige naivitet og himmelråbende skødeløshed, som fik amerikanerne til at invadere Irak uden en sammenhængende og realistisk plan for landets fremtid. Blåøjethed er et farligt synshandicap, især for magtfulde mænd og kvinder.

Alt det blev kun bekræftet ved at se den britiske dokumentar ”Der var engang en krig” om Irak-krigen, som for tiden vises på DR 2.

Her kom øjenvidnerne til orde og delte deres erfaringer, menige irakere, journalister og soldater.

Saddams Husseins gamle rådgiver, en tolk, en komiker og en ung pige, som var barn under invasionen, satte ansigter og ord på tragedien. Den vestlige sindede tolk Waleed Nesyif havde håbet, at invasionen ville betyde et nyt og frit Irak, men han blev voldsomt skuffet. Han var ingen ven af det gamle styre, men, som han sagde det:

”I Saddams tid var vi så frie, at vi kunne bevæge os omkring uden frygt for bilbomber og forskellige islamister og religiøse grupper.” Det er bedre med frihed end diktatur, men det er også bedre med orden end anarki, og hvad glæde er der ved friheden, hvis den sætter kaos og sekterisme fri? Det var ingen god begyndelse, at de amerikanske tropper stod som passive vidner til masseplyndringer og blandt de offentlige institutioner kun beskyttede olieministeriet. Det skulle blive meget værre, og blandt de bitre frugter af Irak-krigen kan tælles vold og terrorisme, Islamisk Stat, massiv iransk indflydelse i Irak og i hundredtusindvis af fordrevne kristne. Som en amerikansk reporter udtrykte det: ”Det var, som vi havde åbnet døren til en galeanstalt.”

”Der var engang en krig” var tung at se, men en vigtig huskekage. Sommetider er det sværeste at vinde en krig, og demokrati er ikke nogen simpel importvare. Det må fæste rod i hjerterne og ikke vokse ud af et geværløb. Et land kan hjælpes udefra, men det fornyes indefra.

Jesper Bacher er sognepræst.