Sognepræst: Nationen viste sig i chokkets stund

Hvor ser man Danmark? Ja, det gør man for eksempel til en fodboldlandskamp, når hjemmefødninger som verdensmænd, de røde som de blå, hovedstad som provins i hvert fald mentalt klæder sig i rødt og hvidt og står sammen om landsholdet

Hjertestop forekommer vel hver dag, men Christian Eriksen fik sit i Dammarks tjeneste, og hans skæbne blev med rette en national bekymring.
Hjertestop forekommer vel hver dag, men Christian Eriksen fik sit i Dammarks tjeneste, og hans skæbne blev med rette en national bekymring. Foto: Jonathan Nackstrand/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvor ser man Danmark? Når vi bor i Danmark, ser vi selvfølgelig Danmark omkring os som vores umiddelbare virkelighed og dagligdag. Men det betyder jo ikke, at vi hele tiden går og tænker på Danmark og erklærer vores kærlighed til Danmark.

Det er ligesom et ægteskab. Ægtefællerne elsker forhåbentlig hinanden, men de tænker også på meget andet end deres ægteskab, og de fleste kommer næppe med glødende kærlighedserklæringer hver eneste dag. Overdrevent brug kan også devaluere ordene og vække mistanke om noget fordækt eller tyde på en usikkerhed i sjælen, som søges overdøvet med store ord. Nej, det gælder både for Danmark og ægtskabet, at de er den virkelighed, som omfatter mennesker, men som ikke altid bringes på tale eller viser sig. Det gælder imidlertid også for såvel ægteskabet som Danmark, at bliver de helt usynlige og umærkelige uden mæle og tegn, er de ved at forsvinde og visne hen.

Hvor ser man Danmark? Ja, det gør man for eksempel til en fodboldlandskamp, når hjemmefødninger som verdensmænd, de røde som de blå, hovedstad som provins i hvert fald mentalt klæder sig i rødt og hvidt og står sammen om landsholdet. Det viser sig både i sejrens time og i chokkets stund som nu i lørdags, hvor Christian Eriksen faldt sammen under Danmarks første kamp mod Finland.

Hjertestop forekommer vel hver dag, men Christian Eriksen fik sit i Dammarks tjeneste, og hans skæbne blev med rette en national bekymring. Om ikke ligefrem en krise, selvom DR videregav en krisepsykologs råd til, hvordan seerne kunne tackle billederne fra lørdagens kamp. At de direkte involverede kunne have brug for krisehjælp er fuldt forståeligt, men seerne? Helt ærligt. Hvad med krigsreportager, brændende byer og mennesker på flugt. Kalder nyhederne ikke også på en krisepsykolog?

Men denne weekend viste Danmark sig også på en anden og lykkelig måde, da Genforeningen i 1920 med et års corona-forsinkelse blev fejret med deltagelse af kongehuset. De nationale grænser er lejlighedsvis blevet udråbt som tilfældige streger på kortet i en globaliseret verden. Og vel er grænsernes løb ikke just tegnet i himlen, men grænsernes løb er ikke ligegyldige for hjerterne. Derfor var det en stor glæde, at grænsen mellem Danmark og Tyskland i 1920 blev flyttet længere sydpå. Vel at mærke med stemmesedlen frem for sværdet.

Dronningen sagde det fint og præcist i sin tale: ”Grænsen er der også i dag – men ikke som en begrænsning af vores eksistens. Den er der for at skelne mellem ude og hjemme, og mellem jeres og vores.” Hvor den skelnen holdes i hævd og respekteres, hersker der fred såvel mellem naboerne på villavejen som nationerne i verden. Det er et fint træk at kende sine grænser både på den ene og den anden måde. Det er ikke en hæmning, men et hensyn.

Såvel landskampen som genforenings-fejringen blev selvfølgelig bragt og fyldigt omtalt i medierne, og skulle nogen spørge, hvad de viste i fjernsynet, kunne der med rette svares: Danmark.

Jesper Bacher er sognepræst.