Sognepræst: Nytårsforsæt for P1-program kunne være at invitere andre end københavnske kendis-præster

Vidende præster sagde i "Tidsånd" mange gode og kloge ting om tidens debatemner såsom MeToo. Alligevel skal der lyde et lille hjertesuk

Vært Paula Larrain talte i P1 med de københavnske sognepræster Mikkel Wold og Pia Søltoft om den måde, coronavirussen havde rådet på tværs af landegrænser og åbenbaret, at heller ikke moderne mennesker er herrer i egen verden.
Vært Paula Larrain talte i P1 med de københavnske sognepræster Mikkel Wold og Pia Søltoft om den måde, coronavirussen havde rådet på tværs af landegrænser og åbenbaret, at heller ikke moderne mennesker er herrer i egen verden.

2020 går stærkt på hæld, og så er det ganske vist, at mediedanmark ser tilbage, opsummerer, kommenterer og debatterer det snart forgangne år. Der er noget ved årsskiftet, som kalder på eftertanken.

Forfatteren Knud Sønderby fortæller i et essay om nytårsaften i sin bedstefars hjem. Når bornholmeruret begyndte på de 12 slag, åbnede bedstefaderen med et tændt lys i hånden et vindue ud til den bælgsorte vinternat og sagde: ”Så lukker vi det gamle år ud – og det nye år ind,” og da han atter havde lukket vinduet, kom det som en eftersætning. ”Gud råder for, hvad året det vil bringe.”

I det korte øjeblik ceremonien varede, fornemmede den fireårige Knud Sønderby en særlig stemning hos de voksne: ”De var ikke voksne, som voksne ellers plejede at være, de rådede ikke mere, de stod som nogen, der selv var undergivet noget, som nogen der selv blev rådet med.”

I det Herrens år 2020 skulle den stemning ikke være svært genkendelig, og den var da også med i ”Tidsånd” på P1, hvor man så tilbage på året under overskriften ”Farvel, udskældte år”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gæsterne i form af de københavnske sognepræster Mikkel Wold og Pia Søltoft talte med værten Paula Larrain om den måde, coronavirussen havde rådet på tværs af landegrænser og åbenbaret, at heller ikke moderne mennesker er herrer i egen verden.

Mikkel Wold talte om, hvorledes krisen kunne få os til at ryste posen og spørge til vores livsgrundlag og Pia Søltoft om, hvorledes: ”Vi havde lært vores skrøbelighed at kende.”

På et tidspunkt spurgte Paula Larrain: ”Har Gud fat i corona?”. Pia Søltoft understregede, at hun ikke så coronaen som en prøvelse fra Gud. Men hvorfor skulle Gud ikke også kunne bruge coronaen til at prøve mennesker? Hører det ikke med til Guds suverænitet, at han kan bruge alt til sit gode formål?

Fra årets løb blev også omskæringsdebatten nævnt, men der var rod i Bibelreferencerne. Paula Larrain henviste således til julesøndags prædikentekst, hvor Maria og Josef tager Jesus med til templet ”for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven” og tilføjede: ”Jeg gætter jo på, at det var omskærelse.”

Studieværten gættede imidlertid forkert, men blev mærkeligt nok ikke rettet af de to præster. Pia Søltoft gjorde tværtimod en del ud af begrebet sædvane som en henvisning til omskærelsen. Teksten fra Lukasevangeliet 2, 25-40 refererer dog ikke til omskærelsen, men til frembærelsen af Jesus-barnet 40 dage efter fødslen. Jesu omskærelse fandt sted på ottendedagen og er nævnt direkte andetsteds hos Lukas. Mon der kommer en berigtigelse?

Nuvel, der blev sagt mange gode og kloge ting om MeToo, udskamning og traditionens arvesølv. Ingen kan nægte, at gæsterne er belæste og reflekterede teologer. Alligevel skal der lyde et lille hjertesuk: Kunne det ikke være fint med andre gejstlige gæster end de sædvanlige københavnske kendispræster? Hvad med en ravjysk missionspræst? Der er dog en verden uden for Verona. Det kunne måske være et nytårsforsæt for ”Tidsånd”.

Jesper Bacher er sognepræst.