”Hvad med fortabelsen”, udbrød han, da vi en sen aftentime sad og talte sammen om den sygdom, som længe havde hærget hans krop og sind. Skønt gammel var han helt klar i hovedet, og spørgsmålet kom i den grad bag på mig. Selv om han jo godt vidste, at jeg var præst og havde været i embede i adskillige år, holdt han i samtaler igen på sin egen tro.
Om det skyldtes blufærdighed eller forlegenhed, blev jeg aldrig klar over. Men trosspørgsmål hørte helt tydeligt til privatsfæren, som han værnede om. Så det var i den grad overrumplende, da han pludselig spurgte. ”Hvad med fortabelsen”.
Da jeg vidste fra tidligere, at jeg hverken kunne eller skulle træde ind i en samtale om tro, svarede jeg ham spontant. ”Du er jo døbt. Det er klaret”. Han så længe på mig, og jeg kunne tydeligt aflæse, at det svar var et postulat, som han ikke kunne bruge. Og det slog mig, at manden for alvor ængstedes ved tanken om en mulig fortabelse efter døden. Vi kom ikke videre, og vi talte aldrig om det senere.
En sjælden gang tænker jeg, at han døde fortvivlet over den potentielle mulighed, som han anede. At et menneske kan fortabes. Og når jeg tænker på ham, slår det mig, hvilken tyngde og magt dogmet om dommedag og fortabelse stadig har, og samtidig hvilken mental fattigdom det er, i dette ikke at kende til gudstjenesten og dens iboende trodsige forkyndelse af frelse og velsignelse.
Hvor dogmatikken og troslæren om en mulig fortabelse bliver den eneste virkelighed, når evangeliets tilgivelse og frelsesudsagn er fraværende, indtræffer en mental ødelæggende ængstelse. Mennesket uden helligdom.
I debatten om den lutherske teologi og troslære, herunder spørgsmålet om frelse og fortabelse, som tidligere har fyldt godt op i Kristeligt Dagblads spalter, har der ofte manglet et afsæt i, hvad der finder sted i søndagens gudstjeneste.
Jeg er overbevist om, at dele af debatten er gået hen over hovedet på mange læsere, da den på en afgørende måde har savnet et afsæt i et levet gudstjenesteliv. I alt fald er den næppe gået til hjertet, for heri ligger der for den kristne det håb og den forventning gemt, der var og er Luthers tro og lære, og som bekræftes i søndagens gudstjeneste.
Det, jeg taler om og til, er den troens enfoldighed, som kommer til en med alderen og som styrkes søndag efter søndag. Det er, som med Ninas mor i Kirsten Thorups roman ”Bonsai”, der går i kirke hver søndag ”for at få den portion åndelig føde, hun har så hårdt brug for….Hun spiser grådig af Guds ord. Ordene trænger ind i hende som regn i den tørre jord. Hun bliver helt opfyldt af ordene. De flyder gennem årerne blandet med hendes blod. Hun mærker suset, der udgår fra præstens mund. Hun drikker hans stemme som duggen, der falder tidligt om aftenen. Hun er en lille fugl, der pudser fjerene i et fuglebad af marmor på en fornem plads. Hun er i den store verden, der åbner sig mod menneskers sjæle”.
Da jeg i 1979 begyndte i embedet som sognepræst, var jeg fyldt op af den dogmatik og troslære, som jeg havde med fra universitetet, og som jeg de sidste par semestre på fakultetet selv havde undervist i. Når jeg i dag læser nogle af de første prædikener, jeg skrev og holdt, er det tydeligt, at dogmatikken og den rette troslære fyldte meget, ja, alt for meget.
Det blev heldigvis udlignet i løbet af årene som en naturlig konsekvens af de samtaler, jeg havde med folk i sognet, hvor trosspørgsmål afstedkommet fra gudstjenesten og prædikenen blev drøftet. For her mødte man som ung præst, når man ellers gav sig tid og stund til at lytte, en kristentro båret af levet liv og erfaring, hentet netop fra søndagens gudstjeneste, og som bundede i en tillidsfuld troens enfoldighed, som ikke har at gøre med uvidenhed eller svaghed, men som afspejler stilfærdig overbevisning og håb.
Når jeg i eftertanken tænker tilbage på de mange møder og samtaler, jeg havde som præst, er der et udsagn fra Martin A. Hansens ”Orm og Tyr”, der ofte melder sig. Den unge Martin A. Hansen spørger en dag sin mormor, om hun forstår, hvad hun læser i salmebogen. ”Jeg tror, jeg forstår det, sagde hun. Kan du så forklare mig det, spurgte jeg. Det er jeg ræd for, jeg ikke kan, sagde hun. Forstår man noget, så kan man også forklare det, sagde den nyudsprungne forstand. Jo, min dreng, sagde hun, jeg ved kun, at når jeg læser, så drejer den hellige ånd det for mig, og så forstår jeg det”.
Et evangeliebåret håb og en livsforventning med rod i gudstjenesten er svaret på loven og læren.
Heri ligger den troens og tillidens enfoldighed, som er helt afgørende, når man konfronteres med fortabelsesdogmet. Hvor den enfoldighed er til stede, indtræffer en troens forståelse, der er andet og mere end troens lære.
I sin sang til Båring Højskoles indvielse i 1959, ”Der truer os i tiden”, afskriver Ole Wivel ganske vist troens enfoldighed som en mulig mental måde at leve med tidens trusler på. ”Før sang man roligt salmer i fattet tro på Gud. Men gammel enfold falmer som løv og slettes ud…” Men han fik ikke ret, for selv om hans sang er blevet uhyggelig nærværende, så overlever enfoldigheden, og den gør, at det på trods er muligt at håbe og forvente alt godt.
Når Mathias Claudius i salmen ”Sig månen langsomt hæver” beder om ”et fromt, enfoldigt sind”, så beder han om den indre, mentale styrke, der ligger i at tro, at det er sandt, hvad den lutherske gudstjeneste samlet udtrykker, og som er mere og andet end dogmatik og troslære. Det er værd at holde sig for øje, når man drøfter bekendelsesskrifternes og læresætningernes betydning.
Ritualet, salmerne, teksterne, bønnerne og velsignelsen er båret af den umiddelbare glæde og det ukuelige håb, som er den kristne, lutherske gudstjenestes aftryk i sindet og hjertet. Det er det, der fylder mest og mindre den teologiske tale om bekendelsesskrifternes betydning. Ikke forstået sådan, at dogmatikken og troslæren ingen betydning har.
Det har den, al den stund, at kirkens liv og vækst hviler på et historisk grundlag, hvor læren og loven har spillet og fortsat spiller en væsentlig rolle. Vi kan aldrig som kirke sige os fri af historien og traditionen, men når orglet spiller, salmerne synges, når ordet forkyndes og måltidet fejres, når Fadervor bedes og velsignelsen lyses, er det en evangelisk glæde og trods, der bryder igennem, som erantis op af en frostbåren jord.
Loven og læren kan aldrig stå alene i en dansk, kristen diskurs, hvor fejringen af søndagens gudstjeneste og hverdagens alternative gudstjenesteformer er det helt afgørende og grundlæggende for kirkens liv. Et evangeliebåret håb og en livsforventning med rod i gudstjenesten er svaret på loven og læren.
Da den gamle præst i Gilead, John Ames, livskraftigt fortalt af Marilynne Robinson i bogen af samme navn som byen, sidder og skriver et slags afskedsbrev til sin søn, gør han sig nogle særdeles vedkommende tanker om livet og læren. Han slutter brevet med følgende erkendelse: ”Jeg havde vidst i årevis, at Herren fuldstændig overgår min forståelse af Ham, og at loyalitet over for Ham er noget helt andet end loyalitet over for de skikke og læresætninger, jeg forbinder med Ham (...) En troslære må ikke sammenlignes med troen selv, det er kun en måde at tale om troen på”.
Læs de sidste ord som en væsentlig replik i debatten om den rette troslære. Der er håbet og glæden til forskel på troens lære og troens liv.