Tak til Jens Ole Christensen for et sobert svar vedrørende vores disput om kirke og modernitet. Også for hans modspørgsmål: Er kristendommen som åbenbaringsreligion ikke en provokation i verden, et utilpasset fænomen i vores kultur?
Dertil vil jeg svare: Kristendommen er ikke et enten-eller, men et både-og. Jeg er ikke vild med Jens Ole Christensens billedsprog, som i sig selv afslører et paradoks. Han siger at kristendommen er en særlig Sandhed (med stort S), som kræver "forkørselsret" i forhold til moderniteten, som omvendt altid har "vigepligt".
Alene bilmetaforen vidner jo om, at vi lever i moderniteten og ikke i Middelalderen eller på Jesu tid. Men dertil kommer, at hvis vi skal bruge kørsels-metaforen, så vil jeg hellere sige, at kristendommen er lagt ind i kulturens veje, hvad enten de er belagt med sand, sten eller asfalt.
Altså: Kristendommen som "Vejen" (sådan kaldte de første kristne sig faktisk) - som fortælling, kirke og bekendelse - bliver en væsentlig del af enhver kultur fra "Aposteltid til Atomtid", som Hal Koch skrev. Og der foregår en uafladelig udveksling mellem kristendommens repræsentationer på den ene side og kulturens repræsentationer på den anden side.
Kristendommens formning og prægning af kulturen og omvendt er et gensidigt forhold mellem tilpasning og afvisning, mellem kærlighed og kritik. Sådan er kirkens historie – en blandingshistorie.
Jamen, vil Jens Ole Christensen sige: Er der ikke noget uopgiveligt i kristendommen? Selvfølgelig er der det. Der findes en kristendommens og kirkens dna, som ikke står til diskussion. Og som indgår i alle kristendommens og kirkens repræsentationer – for eksempel i Bibel, liturgi, bønnebøger.
Men et dna i kristendommen betyder jo ikke, at der ikke er noget, der ikke kan laves om, ændre sig, forvandle sig i dens repræsentationer (for eksempel sproget) – heller ikke om de påvirket eller ligefrem inspireret af kulturen, også den moderne.
Hvem ville opgive frihedsrettighederne, som kommer op med Oplysningstiden og ikke først og fremmest fra kristendommen? Hvem ville tænke ondt om kvindernes frihedsoprør i begyndelsen af det 20. århundrede, som heller ikke udgik fra kirkens rækker? Og sådan kunne man fortsætte. Ånd taler med tidsånd og omvendt i en frugtbar vekselvirkning.
Når jeg bliver træt af visse teologer og præsters kritiske udfald mod den moderne kultur, så er det, at det næsten altid ensformigt og trivielt handler om køn og sex. Hvorfor er man så sex-fikseret?
Det er meget sølle, hvis kristendommens "anderledes" og "provokerende" budskab skal måles på, om man er til mænd eller kvinder, om vi er cis, homo eller trans.
Det ville være meget mere provokerende, hvis teologen og præsten kastede sin lidenskab ind i debatten om for eksempel ensomheden i Danmark, børn og unges stress, den klima-apokalyptiske tilstand og så videre.
Her har kristendommen noget at byde på af en provokerende "andethed" midt i kulturens køren-der-ud-ad. Måske vi skulle gå i lære hos et par af den moderne kulturs ikoner, der ved, hvor det brænder på: Brinkmann og Kandis.
De kunne måske lære en og anden om, hvad kristendom også handler om.
Jørgen Demant er sognepræst i Kgs. Lyngby.