Faldende dåbstal har afstedkommet en diskussion om, hvorvidt man skal lave om på dåbsritualet.
I mine otte år som præst har jeg imidlertid aldrig mødt nogen dåbsforældre, som havde problemer med ritualet.
Jeg tror, at faldet i dåbsantal – naturligvis ud over corona – har to grundlæggende årsager: Den første grund handler om en voldsomt stor uvidenhed om, hvad kristendommen er for noget. Hvorfor melde sine børn ind i en ”klub”, som heller ikke rigtigt siger en selv noget? Ja, en klub, som siger én så lidt, at man ikke engang er klar over, hvor meget man ikke ved?
Jeg tror ikke helt, de ældre generationer er klar over, hvor lidt min generation, som i høj grad er dem, der får børn lige nu, og som altså i stort tal fravælger dåben, har lært om kristendommen. Vi voksede op, før der var noget, som hed minikonfirmander, skoletjeneste eller spaghetti-gudstjenester. Mange steder blev kristendomskundskab til klassens time, tit lå det i ydertimerne og måske med en lærer, som ikke rigtigt brød sig om faget, men hellere ville undervise mere overordnet i religion.
Alt i alt var det i 1990’erne mange steder en undervisning præget af tilfældighed. Senere blev der vist strammet op på pensum. Kristendom blev et muligt eksamensfag. Men vi er en tabt generation. En generation, som nu sidder på landets ministerposter og af gode grunde ikke skænker kirken en tanke under corona-genåbningen.
Jeg tror ikke, at det skyldes ond vilje, men ren og skær uvidenhed om, hvad religion og tro betyder. Jeg har jævnaldrende, veluddannede venner, som ikke kender forskellen på Det Gamle og Det Nye Testamente. Få er klar over, at den kristne Gud er treenig, eller forstår, hvad en lignelse eller et evangelium er for noget. At bilde sig ind, at den generation fravælger dåben på grund af folkekirkens dåbsteologi, er totalt ude af trit med realiteterne.
Det er altså kort sagt ikke tid til at lave grundlæggende om på kirkens dåbsliturgi – eller -teologi. I stedet burde vi alle sammen – menighedsrådsmedlemmer, præster, kirketjenere, organister, gamle i sognet, alle ”aktive” i folkekirken, som har fået kristendommen ind med modermælken – gå sammen og bruge kræfterne på at fortælle og fortælle og fortælle om kristendommen. Ved enhver given lejlighed. Ikke mindst når nogen vil diskutere store abstrakte ting til familiesammenkomsten. Som når barnebarnet, som lige er blevet færdig på DTU, skråsikkert udbryder: ”The Big Bang må nødvendigvis umuliggøre, at man kan tro på en skaber, farfar!”. Den slags ting. Så tror jeg, vi skal gribe lejligheden og være konkrete. Fortæl! Indtag rummet, og tillad dig at fylde! Genfortæl skabelseshistorien. For de kender den ikke. De har bogstaveligt talt brug for, at der bliver begyndt med Adam og Eva. Måske kan man også genfortælle prologen til Johannesevangeliet. Det er ikke helt let, men måske kan det være godt netop at vise det kvikke barnebarn, at kristendommen ikke er helt så ”let”, som han måske bilder sig ind.
Jeg er sikker på, at alle kan finde en masse lejligheder, hvis man først har gjort det til et benspænd for sig selv. Det gælder om at være tydelig og konkret. Hvorfor ikke sige det, som det er: at du faktisk ville blive meget glad, hvis den og den fra din familie ville gå med i kirke på søndag? Er du ansat i kirken, hvorfor så ikke tage familien med en gang imellem? Så bliver det måske mindre slemt at arbejde om søndagen, og så kan det være, at de pludselig forstår, hvorfor du elsker dit arbejde.
Troen kommer ikke flyvende af sig selv til særligt mange. Troen kommer af det, der høres. Men det er umuligt at høre, hvis ingen fortæller.
Og det er nødvendigt! Alternativet er, at folkekirken med ret stor sikkerhed ikke eksisterer, når jeg er klar til at gå på pension, fordi medlemstallet til den tid er blevet så lavt, at man ikke længere kan argumentere for folkekirkens særstatus i samfundet. Det er ikke dommedagstænkning, men en tør statistisk konstatering.
Det gode er, at jeg er overbevist om, at man møder lydhørhed til familiefødselsdagen, eller hvor man nu sætter i gang med fortællingen om den vise Salomon og de to mødre eller Jesu lignelse om den fortabte søn. For samtidig med at mange ved meget lidt om kristendommen, så har jeg igen og igen oplevet, at mine generationsfæller er virkeligt interesserede i at lære mere. Ikke mindst møder jeg en stor nysgerrighed og interesse blandt dåbsforældrene, og det har netop fået mig til at skrive bogen ”Dåbs(op)gave”, hvor jeg fortæller bibelhistorie, samtidig med at jeg giver nogle enkle, konkrete råd til, hvordan man kan gøre kristendommen til en levende del af familiens dagligdag. Råd, som for få generationer siden var indlysende selvfølgelige, men som bare ikke længere er det.
Tiden er ikke til fundamentale ændringer af dåbens liturgi og dermed teologi, men til en fundamental dåbsoplæring af allerede døbte, i håb om at de allerede døbte vil give den næste generation en anderledes levende tro med på vejen, end de for manges vedkommende selv fik.
Den anden store grund til, at mange fravælger dåben, og som jo nok er affødt af den første grund, tror jeg handler om en måde at tænke om menneskets frihed på, som er meget udbredt i tiden. Mange forældre er bange for at blande sig for meget i børnenes ”åndelige føde”, fordi vi ønsker at behandle børnene som ”frie væsener”. Den allerførste artikel i Menneskerettighedserklæringen handler om, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
Frie. Det må betyde, at enhver skal have lov til at afgøre for sig selv, hvad han eller hun vil, tænker man. Børnene skal have lov til at danne sig deres egen mening og ”blive sig selv”. Og det må også medføre, at de selv skal bestemme sig for, om de vil døbes, når de bliver gamle nok.
Det forekommer at være en slags velment ”demokratisk” opdragelsesprincip, men her tror jeg, at kirkens opgave er at gøre rede for, hvorfor man på den måde både narrer børnene og sig selv. For vi vælger hele tiden alt muligt for vores børn, som kommer til at præge dem resten af deres liv. Vi præger deres personlighed gennem os selv, hvert eneste øjeblik vi tilbringer sammen med dem. Når de om 20 år står i et skænderi om opvasken i køkkenet med deres kæreste, er det i høj grad det, vi gør lige nu og her, som kan have betydning for skænderiets udfald.
Og hvordan giver vi børnene noget at støtte sig til, hvis konflikten om 20 år udarter sig, og de pludselig står forladt og alene tilbage, og vi måske ikke længere selv er i live til at rådgive og trøste dem? Hvordan lærer vi børnene, hvad det vil sige at elske sin næste? Eller hvad tilgivelse egentlig er?
Mange af os småbørnsforældre går voldsomt meget op i, hvad vi giver de små at spise. Men vi bør gå mindst lige så meget op i børnenes åndelige føde. Jeg har tit fodret med åndelig junkfood, og mit yngste barn kan allerede som toårig sige ordene ”Netflix” og ”Disney Plus”. Det er temmelig sikkert ikke der, de finder gode løsningsmodeller til deres videre liv. Dåben er en måde at rodfæstne børnene et andet sted end i det kommercielle og letfordøjelige, som ellers fylder. Det ved jeg, at mange vil være lydhøre over for.
Men det kræver, at vi åbner munden. At vi ikke bruger al krudtet på vidtrækkende diskussioner om grundlæggende liturgiske og teologiske ændringer ”internt” i kirken, men i stedet ser verden omkring os og fortæller det gode budskab!
Samtidig med at mange ved meget lidt om kristendommen, så har jeg igen og igen oplevet, at mine generationsfæller er virkeligt interesserede i at lære mere.