Vi er midt i en klimakrise, klodens fremtid står på spil, menneskeheden må reddes, før det er for sent. Krisen kalder på stærke mænd og kvinder, krisen sætter gamle rettigheder og privilegier ud af kraft, krisen kræver fodslag og orden i rækkerne. Hvad krisen koster os i frihed, vinder vi i frelse. Har vi ikke hørt den sang før? Er det ikke set før, at politiske, økonomiske og nationale kriser har banet vej for autoritære og totalitære tendenser og regimer, og er verden virkelig blevet bedre af det?
Selvfølgelig kan en krise udløse ekstraordinære forholdsregler, som vi har set det under coronakrisen, men man skal holde tungen lige i munden og ikke tabe friheden af syne. Frihed er ikke ufarlig, frihed kan misbruges, og den skal ikke være grænseløs, men det bliver rigtigt farligt, når friheden er væk. Også kriser kan misbruges. Og man skal være meget grøn for at overse, at mørke kræfter kan gøre deres hoser grønne i klimaaktivismens navn.
Sådanne tanker meldte sig uvægerligt under P1’s ”Supertanker”, som i denne uge gav et filosofisk aspekt på klimakrisen. Værten Carsten Ortmann havde inviteret to gæster i form af klimaaktivisterne Madame Nielsen og Esther Kjeldahl, eller skulle man snarere sige klimaradikalister? Madame Nielsen havde været med til at skabe en forestilling med den sigende titel ”Verdensfrelserinden”, hvor der kaldtes på en altomfattende verdensstat, som kunne styre alverdens borgere ud af katastrofen. En grænseløs stat som verdens frelser. Burde der ikke være et eller andet, som skurrer i ørerne?
Men Madame Nielsen lod sig ikke anfægte og slog i forestillingen til lyd for afsked med kapitalismen, den private ejendomsret og den personlige frihed. Den unge klimaaktivist og filosofistuderende Esther Kjeldahl havde set ”Verdensfrelserinden” med begejstring og var glad for den direkte tale. Når hun talte klimasagen, var hun nemlig mere taktisk, samtidig med at hun prøvede at ”snige nogle radikale ting ind ad bagdøren”. I ”Verdensfrelserinden” kom de buldrende ind ad fordøren. Meget betegnede for perspektivet blev forestillingen også opført på teatret Sort/Hvid.
Esther Kjeldahl delte sine filosofiske overvejelser om klimakrisen og påpegede, at de monoteistiske religioner havde en del af ansvaret, fordi de dyrkede Gud som adskilt fra verden og dermed afsakraliserede naturen. Nu behøver man jo ikke ødelægge naturen, fordi man ikke guddommeliggør den. Hvis naturen var urørlig, var civilisationen utænkelig. Ingen tvivl, civilisationen har også sine skyggesider, men hvem vil og kan opgive alle dens frugter?
Er det bare, fordi man ikke er så grøn som Esther Kjeldahl, hverken på den ene eller anden måde, at man bliver betænkelig ved at bruge klimakrisen til at lyse radikalismen i kuld og køn? Madame Nielsen var på den anden side ingen årsunge, så det kan ikke reduceres til et generationsspørgsmål. Men skulle det ikke være muligt at være grøn uden at lade friheden gå i sort?
Jesper Bacher er sognepræst.