ÖZLEM CEKICS novelle i en ny læsebog til brug i skolernes yngre årgange har vakt røre. I Cekics lille historie om Ayses lillebror Isak, der omskæres, sammenligner hun drengeomskærelsen med en barnedåb. Ayse diskuterer det med klasseveninden Louise, som kommer fra et hjem, hvor omskæring fordømmes. De ender med at acceptere hinandens traditioner trods uenighed. ”Vi behøver ikke at være enige om alt for at være venner,” konkluderer Ayse.
Jeg tilstår, at jeg har meget svært ved at forstå ophidselsen. Selveste Paulus bruger omskæringen som metafor for dåben i sit brev til kolossenserne. Det betyder på ingen måde, at omskæring og dåb er sådan cirka det samme for Paulus. Paulus argumenterer i et andet brev stærkt imod, at kristne også bør omskæres for at være rigtige kristne. Det har et meget stort antal kristne amerikanerne øjensynligt ikke hæftet sig synderligt ved, da flertallet af amerikanske drengebørn omskæres.
Det samme fandt jeg i øvrigt også i den store kristne del af Etiopien, hvor mændene undrede sig højlydt, da jeg fortalte, at jeg og alle andre danske kristne mænd ikke er omskåret. Dernede er alle mænd omskåret, uanset religion.
Men Paulus’ jævnføring af dåb med omskæring medfører, at det på det plan, hvor det drejer sig om at forstå en religiøs tradition på dens egne præmisser, er helt på sin plads at jævnføre drengeomskæring med dåb.
VI BEFINDER OS med andre ord på det plan, hvor det handler om åndsfrihed. Jeg læser Cekics novelle som et forsvar for åndsfriheden i dette land. Hun forsøger med sin fine lille historie at vise, at en drengeomskæring er en lige så festlig og glad begivenhed i en muslimsk eller jødisk familie, som en dåb er det i en kristen familie. Kan sekulariserede danskere overhovedet forestille sig det – omskæring og glæde? Eller strider det simpelthen for stærkt imod deres uvidenhed om religion og tro, så drengeomskæring – ligesom stort set alt andet religiøst – kun kan forstås i lyset af fysiologi, psykologi og sociologi?
Jeg er udmærket klar over, at der rent fysisk er forskel på dåb og omskæring. Men helt ærligt – hvor interessant er det? Der er endnu ingen lægelig videnskab, der overbevisende har kunnet dokumentere, at der med omskæring er tale om et livsforringende indgreb. Hvis vi endelig skal tale om livsforringende indgreb, kunne man lige så vel fordømme kristne for barnedåb i de dele af verden, hvor kristendommen er under stærkt pres. Det er i en del tilfælde med risiko for senere stærk livsforringelse, at disse spædbørn ufrivilligt døbes.
Hvis det da er livsforringende at leve et liv efter den sandhed, man er overbevist om. Det er der et meget stort antal religiøse mennesker, som vil afvise. Blandt andet derfor bør vi kæmpe for åndsfrihed, indbefattet retten til at omskære drenge.
Jeg er enig med Sørine Gotfredsen, som i sin mediekommentar i torsdags forklarede den afgørende trosmæssige forskel på omskæring og dåb. Den forskel vil jeg heller ikke et øjeblik være med til at nedtone. Jeg er bare slet ikke sikker, at det er Cekics anliggende.
Historien om Ayse drejer sig om friheden til at tro, inklusive friheden til at bevare troens traditioner. Og den frihed vil jeg kæmpe for, alt mens jeg i en anden diskussion – for eksempel med Cekic – vil argumentere intenst for kristendommens sandhed kontra islams usandhed.
Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning.