Sognepræst: Personligt har jeg altid haft lettere ved at tro på Kristi opstandelse end på Alternativet

Anders Stjernholms ateisme er umådelig firkantet, og desuden er han selv en dybt troende mand, skriver Jesper Bacher efter at have lyttet til ”Gud fader bevares?” på Radio4

Anders Stjernholm, der har siddet i Folketinget for Alternativet og er erklæret ateist, er vært på Radio4's ”Gud fader bevares?”.
Anders Stjernholm, der har siddet i Folketinget for Alternativet og er erklæret ateist, er vært på Radio4's ”Gud fader bevares?”. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Den talende radiokanal Radio4 kommer virkelig rundt, når det handler om værter på kanalens trosprogrammer. Først var det muslimske Isam B., tidligere sanger i Outlandish, som var vært i ”Tro på det”, siden blev ateisten Anders Stjernholm vært i ”Gud fader bevares?”, og nu er det så Camilla Louise Johnson, afhopper fra den kristne sekterisme, som har fået værtsrollen i ”Tro på det”.

Det er da noget af et spektrum, den inderlige muslim, den stålsatte ateist og den sårede troende. Et program bliver altid mere interessant, når det har kant, og jeg er umiddelbart mere til Anders Stjernholms religionskritik end den panreligiøse sødsuppe hos Isam B., men Stjernholms ateisme er umådelig firkantet, og desuden er han selv en dybt troende mand. Anders Stjernholm sad jo i Folketinget for Alternativet, og personligt har jeg altid haft lettere ved at tro på Kristi opstandelse end på Alternativet.

Camilla Louise Johnsons indgangsvinkel er en anden end de tidligere værters. Hun kender til troens bagside uden derfor at kaste vrag på troen og er hårdt prøvet på egen sjæl uden derfor at forfalde til gudsfornægtelse.

Fortegnet for ”Tro på det” med Camilla Louise Johnson som vært er hverken den faste tro eller den faste vantro, men spørgsmål som ”Hvad gør vi, når krisen rammer, og troen vakler?”.

Til at drøfte det spørgsmål havde Camilla Louise Johnson inviteret en bekendt i studiet, Joseph Berg Bolding, og når man hørte hans historie, kunne man dårlig undgå at høre genklangen af Camilla Louise Johnsons egen historie. Den usikre unge, som finder glæde og fred i et frikirkeligt miljø og fyldes af entusiasme og brændende trosiver, men som gradvist kommer ind i en sekterisk gruppe med stærk social kontrol og herskesyge ledere, som kræver blind lydighed og lyser al kritik i band.

Det ender så med, at de engang så ivrige og lydige sektmedlemmer bryder ud og begynder nyt liv hinsides den radikaliserede kristendom. Den historie er hørt før, men stadig god at få forstand af. Karisma kan skjule en mangfoldighed af synder. Det kan de kedelige præster også gøre, men de forfører ikke som karismatikerne.

Mens jeg lyttede til den på mange måder sympatiske Joseph Berg Bolding kunne jeg dog ikke lade være med at tænke, at det gode alternativ til sekterisk kristendom ikke nødvendigvis er blød kristendom uden synd og dom.

Joseph Berg Bolding var blevet mere ydmyg og lyttende og mente, at Gud var større, end han kunne rumme. Det er jo altid en sund erkendelse, ligesom det var velgørende med Joseph Berg Boldings fokus på Jesu korsord: ”Det er fuldbragt”.

Men når Joseph Berg Bolding også kunne råde til at tænke om sig selv: ”Du er faktisk helt fantastisk”, blev det et nummer for jubelhumanistisk. Vel er vi skabt i Guds billede, men vi er også arme syndere, som ikke desto mindre er højt elsket af Gud. Troens frimodighed bygger ikke på, hvor helt fantastiske vi er, men hvor nådig Gud er, og det er faktisk noget af en lettelse.

Jesper Bacher er sognepræst.