Pinse omtales ofte som den højtid, der er sværest at forstå, mens Helligånden får skyld for at være noget luftigt noget, som ikke erfares konkret. Vores verdensbillede giver ellers gode forudsætninger for at forkynde helligånd ved at ”tænke ud af boksen” og ”læse indenad”.

At 'læse indad' i treenighedens fuldkommenhed

Den kirkegænger, som føler sig hjemme i vante teologisk-poetiske koder, kan måske opleve disse linjers måde at ”tænke ud af boksen” på som unødvendigt kompliceret. Men jeg er sikker på, at andre i et sprog, de fagligt er fortrolige med, således vil finde det lettere at ”læse indenad” i treenighedens fuldkommenhed.

Kristeligt Dagblad gengav den 13. maj kvantemekanikkens forklaring af tilværelsens struktur som 99,99 procent tomrum. Et håndfast fundament i tilværelsen unddrager sig, trods vores ønske om at finde det.

Der er dog ikke bare ”intet” mellem atomkerner og deres elektroner i baner. For en usynlig dynamik på kvantefysisk niveau holder verden sammen, så alt står i forhold til hinanden. Og socialvidenskaber har i almindelighed forladt tanken om, at mennesket har en uforanderlig personkerne.

Tilværelsen er både dynamisk og relationel

Allerede Søren Kierkegaard hævdede, at vi livet igennem er på vej til at blive til. Menneskets ”centrum” er ikke fast, men det forhold, at mennesket står i forhold til sig selv og andre.

Dette er efterhånden en udbredt forståelse i organisationsteori og familieterapi og findes i utallige varianter under navn af socialkonstruktivisme: Virkeligheden bliver hele tiden til gennem sprog og fællesskab og som forløb hen over tid.

Når såvel atomfysik som socialvidenskaber forklarer tilværelsens struktur som grundlæggende dynamisk og relationel, er det derfor heller ikke uden faglig jordforbindelse at fortælle om Helligånden som det ”at”, der binder treenigheden sammen, frem for som en selvstændig personting.

Augustin gav os udtrykket om Helligånden som ”kærlighedens bånd”. Gud er kærlighed, og kærlighed er et forhold og ikke en ting.

Vi foretrækker logiki vores hypekomplekse liv

Måske har vi i dag rationelle forudsætninger for nemmere at tage til os den gamle nyhed, at den treenige Gud i sit væsen er dynamisk og i sig selv et forhold til sig selv – og os. Vi kender jo ”logikken” fra alt, hvad vi ellers beskæftiger os med i et ”hyperkomplekst” liv.

Den hemmelighed, at Gud ikke bare er ”den samme” fra evighed til evighed, men i bevægelse, er en meningsfuld fortolkning af Helligåndens stadigt fornyende gerning som kærlighedens bånd.

Gud er ikke et begreb om entydig selvtilstrækkelighed, men overstrømmende gavmild og giver sig selv kontekst og historie – med os.

Ved hver eneste vielse læser vi fra Paulus om kærligheden som ”fuldkommenhedens bånd” og om mennesker som skabt i ”Guds billede”, når de står i forhold til hinanden som jeg-du.

Ikke bare en moderne myte

At Gud er et kærlighedsforhold mellem ”Faderen og Sønnen i Helligåndens enhed”, er ikke en moderne myte, men det inderste væsen i Gud. Gud vil ikke være Gud uden mennesket i Jesus af Nazaret.

Når moderne sprogbrug taler om ”forholdet i forholdet”, er det ikke bare en tom gentagelse. Det er i arbejds-, familie-, holdningsrelationer, vi bliver til dem, vi er.

Lidt klodset siger vi tilsvarende, at Helligånden gør den kristne Gud ”treenighedsagtig”.

Guds fuldkommenhed findes ikke i magten til at gøre alt, men i kærligheden, der kommer den gudløse i møde og binder tilværelsen sammen.

Glædelig pinse.

Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød.