EN KLASSIKER ER barn af sin tid, men taler alligevel til alle tider. Det er kunst, som bliver ældre uden at forældes, og gamle værker, som bevarer deres friskhed. Klassikerne er stedsegrønne, mens så meget andet visner og forgår, og den, som kender sine klassikere, kender kulturens grundtone og slægternes bugtede gang. Ja, den menneskelige komedie og tragedie, som skildres og reflekteres så uforligneligt i klassikerne.
Et menneske bør stundom give sig tid til en klassiker, og søndag bød der sig en mulighed på DR K, da kanalen viste ”Diktatoren” fra 1940. Charlie Chaplins mageløse filmsatire over Hitler og Nazityskland. Filmen kom på lærredet i de amerikanske biografer fra oktober 1940 knap et halvt år efter, at Danmark var blevet besat af tyskerne. Der var ikke meget at grine ad i efteråret 1940 for andre end tyskerne og deres forbundsfæller, men der kom ikke desto mindre et filmisk mesterværk, som gjorde tykt grin med Hitler og al hans væsen.
I ”DIKTATOREN” ER ADOLF HITLER omdøbt til Adenoid Hynkel, Tyskland hedder Tomainien, og hagekorset er blevet til et dobbeltkors, men forlægget er ikke til at tage fejl af. Det er Chaplin selv, som både havde fødselsår og overskæg til fælles med den tyske diktator, der parodierer Hitlers taler på kaudervælsk tysk med jævnlig reference til sauerkraut og wienerschnitzel. Ligesom det er en Chaplin, som spiller den jødiske barber, der er Hynkels dobbeltgænger, og inkarnationen af den humane modstandskraft.
Mest berømt er nok scenen, hvor Adenoid Hynkel opfører en bizar dans med en ballonglobus og hengiver sig til våde drømme om det absolutte verdensherredømme. Der er også kostelige optrin, da Hynkel modtager statsbesøg af Benzino Napaloni, diktator af Bacteria, alias Benito Mussolini. I deres gensidige storhedsvanvid vil ingen af diktatorerne se op til den anden og prøver derfor at placere sig højere end kollegaen. Det er urkomisk. Magtmenneskets selvhøjtidelighed udstillet i al sin latterlighed.
Nu er Hitler død og begravet, men netop som klassiker rækker ”Diktatoren” ud over sin tid. Hvilken satire kunne der ikke laves over Nordkorea og Kim Jong-un for ikke at tale om en satire over Islamisk Stat? Den vamle retorik, de oppustede egoer, den afstumpede vold. Egentlig er det alt andet end morsomt, men satire kan også være en alvorssag. Ved at nægte at tage diktatorerne så alvorligt, som de tager sig selv, gør man faktisk kvalificeret modstand. Når man kræver næsegrus tilbedelse, er latteren et slag i ansigtet. Satirikerne er frihedens ublodige våbendragere.
Til sidst i ”Diktatoren” forveksles barberen med diktatoren, og han holder en humanistisk brandtale. Måske var det, hvad man havde brug for at høre i 1940, men her går filmen fra satire til utopi. Barberen bruger Lukasevangeliets ord om, at Guds rige er midt iblandt jer/inden i jer som et alment potentiale til at realisere en grænseløs verden, hvor menneskets sjæl flyver ”ind i regnbuen, ind i håbets lys”. Med al respekt er gudsriget ikke et humanistisk byggeprojekt. Den slags retorik var gængs i et andet diktatur, det kommunistiske.
Jesper Bacher er sognepræst.