Sognepræst Mikkel Wold mødte først sin onkel sent i livet. Men onklen, som var en fremtrædende modstandsmand under Anden Verdenskrig, nåede alligevel at præge sin nevø i den korte tid, de kendte hinanden.
Særligt ét råd står lysende klart i Mikkel Wolds hukommelse, og det er et råd, som han ikke kan få ud af hovedet i denne krigsprægede tid:
Man bliver nødt til at forstå sin modstander, som han forstår sig selv. Ellers kan man aldrig indgå en aftale om fred, erindrer sognepræsten, at onklen fortalte. Og den påmindelse vil han gerne videregive til de danske medier, som i hans optik har forsømt det russiske perspektiv i deres dækning af krigen.
Mikkel Wold, hvis du selv var redaktør på et dansk medie, hvad ville du så prioritere, som ikke bliver dækket i forvejen?
Jeg synes først og fremmest, at der mangler noget refleksion over, hvordan det kom så vidt, at der udbrød krig. Det er der lavet mange gode analyser af i tiden op til krigen, og det er bestemt ikke kun fra Putin-sympatisører. Henry Kissinger har for eksempel forudset nogle af de her ting i sine skriverier, og toneangivende medier som The New Yorker og The Economist har også lavet dybdegående analyser af forløbet op til krigen. For eksempel i forhold til, hvorvidt udvidelsen af Nato har spillet en rolle. Det er, som om det er et tabu at diskutere det perspektiv herhjemme. Og det undrer mig, situationens alvor taget i betragtning.
Jeg bryder mig generelt meget lidt om den manglende forståelse for, hvor alvorlig krig er, som kommer til udtryk herhjemme en gang imellem. Eksempelvis med billedet af landets statsminister, der sidder og griner i et kampfly med Ukraines præsident. Det var et meget ubehageligt billede.
Men hvad gavner det at tale om baggrunden for krigen, når krigen er i gang?
Hvis du vil afslutte noget, må du også analysere, hvordan det begyndte. Det samme princip gælder, når man skal helbrede en sygdom. Du er nødt til at kende dens årsag. Det er ikke, fordi vi skal have sympati for Putin eller forsvare den russiske sag. De har en elendig sag. Men vi bliver nødt til at vide noget om det russiske perspektiv, og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi slet ikke beskriver det. Måske frygter medierne, at det bliver forvekslet med sympati for Rusland, hvis man beskriver det perspektiv. Men det ville godt nok være naivt.
På samme måde synes jeg også, at vi mangler et indblik i, hvad de russiske medier fortæller deres befolkning. Ikke fordi jeg tror, at det er sandt, men simpelthen fordi det kunne være interessant at få indsigt i, hvad den russiske befolkning tænker, og hvad de får at vide. Især nu, hvor vi ovenikøbet er blevet forhindret i at undersøge det selv gennem de russiske medier, som er blevet blokeret herhjemme. Det har ikke meget med ytringsfrihed at gøre.
Hvorfor er det vigtigt at forstå det russiske perspektiv?
Det handler ikke om at prøve at retfærdiggøre den russiske krig. Men det er vigtigt at vide noget om deres selvforståelse, samt hvilke argumenter de bruger over for sig selv. Hvis man vil arbejde sig hen mod en løsning, der ikke ender med, at den ene part bliver totalt udslettet, så bliver man nødt til på et eller andet tidspunkt at indgå en aftale. Og det kan man kun, hvis man har en forståelse for, hvordan ens modstander forstår sig selv, og hvordan modstanderen forstår os.
Det er dødsensfarligt, hvis der er perspektiver, som ikke bliver skildret. For så kan en konflikt af denne art lynhurtigt komme ud af kontrol. Og det kan få fatale konsekvenser, for der er ingen, der ønsker at bøje sig. Putin er en diktator, og han tænker som en diktator. De har det ikke med at bekende deres fejl.
Men har den almindelige borgers opfattelse overhovedet nogen betydning i et diktatur som Rusland?
Det er jo ikke forbudt at lave analyser af situationen i et land, bare fordi det er et diktatur, og der er masser af spørgsmål at tage fat på. Der mangler en nuancering og en kritisk distance, og det er utroligt vigtigt, som min gamle onkel lærte mig. For hvis vi ikke forstår vores modstander, kan vi aldrig skabe fred.