Sognepræst: Stærk dokumentar fortæller noget vigtigt om værdighed i behandling af døende

Værdighed ligger ikke i den enkelte patients situation, men i hvordan de behandles, skriver sognepræst efter at have set Anne Regitze Wivels dokumentar ”Lige før døden”

Det er en ganske særlig oplevelse at se Anne Regitze Wivels dokumentar ”Lige før døden”, som skildrer dagligdagen på hospicegangen på Bispebjerg Hospital, skriver sognepræst.
Det er en ganske særlig oplevelse at se Anne Regitze Wivels dokumentar ”Lige før døden”, som skildrer dagligdagen på hospicegangen på Bispebjerg Hospital, skriver sognepræst. Foto: Foto fra filmen.

At være afhængig. Ikke at kunne klare sig selv. At miste evnen til at spise og drikke. Gå på toilettet.  At miste kræfterne. At have brug for personlig pleje.

Listen er lang, når vi i den offentlige debat eller bare i frokostpausen taler med kollegerne om, hvad der kan komme på kant med vores opfattelse af en værdig død.

Derfor var det en ganske særlig oplevelse at se Anne Regitze Wivels dokumentar ”Lige før døden”, der skildrer det, der er dagligdagen på hospicegangen på Bispebjerg Hospital. 

Ud over at dokumentaren er en personlig skildring af Wivels egne oplevelser på og af stedet i forbindelse med hendes mand Svend Aukens sidste tid, så er den en stærk beskrivelse af det menneskeliv, der langsomt lukkes ned af sygdom og død.

For hver eneste af patienterne gælder det, at flere at punkterne øverst skal benyttes for at beskrive deres situation. Det er altså – ud fra nutidsdebattens målestok – uværdigt. Men dokumentaren viser med stor tydelighed, at værdighed ikke ligger i den enkelte patients situation, men i hvordan de behandles. Og her på hospicegangen bliver hvert menneske behandlet med den værdighed, som det fortjener, netop fordi det er et menneske. 

”Lige før døden” hedder dokumentaren. Man kunne ellers med nutidens opfattelse af værdighed få den tanke, at det var mere passende at kalde det ”Lig før døden”. Patienten Ove ligner til sidst i sit liv da også mere en død end en levende – sådan som vi måske også har oplevet det hos nogle af de kære, vi har måttet tage afsked med. Men uværdigt er det ikke. For her behandles mennesker som mennesker.

Hvor skal vi holde fast på det, værne om det, hædre det. I vores sundhedssystem og i vores tale om syge og døende. Særligt nu hvor diskussionen om aktiv dødshjælp, eutanasi, assisteret selvmord, eller hvad man vil kalde det, igen er i gang. Ja, vi skal minde hinanden om, at her er ingen lig før døden. Heller ikke lige før. Her er mennesker, der nærmer sig slutningen af livet, men værdigheden ligger ikke i deres situation, men i hvordan vi behandler dem.

Tænk hvis alle de punkter, jeg nævnte i begyndelsen, skulle være bestemmende for, om et menneskeliv var værdigt. Tænk hvis vi sammen med den målestok havde eutanasien som mulighed. Der ville være tomt på gangen i Bispebjerg. Men det ville ikke være fordi, vi havde fjernet sygdommen og døden. Vi ville blot have fjernet de syge og døende. Hvad værdigt er der ved det?

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup. 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.