På lederplads har Kristeligt Dagblad slået til lyd for en mere offensiv kurs i folkekirken med baggrund i udmeldelsestallene og ateisternes kampagner mod folkekirken. Samtidig advarer idéhistorikeren Jens Erik Kristensen imod, at den offensiv primært kommer til at handle om en skærpet tone i værdidebatten.
Det er lidt en balancegang at finde det rigtige niveau i offensiven. Værdidebatten hænger ikke uden videre sammen med medlemskab eller ikke af folkekirken, den går jo også mellem meget forskellige holdningen inden for folkekirkens medlemskreds.
Offensiven skal sikkert have flere dimensioner, for eksempel:
• den lokale, som handler om folkekirkens nærvær og synlighed i lokalsamfundet
• den diakonale, som handler om folkekirkens sociale ansvar både lokalt og generelt
• den kommunikative, som handler om at tage fat om alle fordommene om kirke og kristendom og vise langt bedre, hvad nutidig kristendom og kirke indeholder
Jeg har for nylig slået til lyd for, at der strammes op for reglerne omkring det at være fadder, så det kommer til at forudsætte medlemskab af folkekirken eller et andet kristent trossamfund. Det er jo i hvert fald et område, der er mere umiddelbart vedkommende for de mange yngre, der melder sig ud, end begravelsesomkostninger.
Men derudover er der en indlysende dimension, som de færreste er meget for at røre ved; men som jeg mener, vi skal til at have fat i, nemlig den økonomiske. I dag yder folkekirken faktisk nettotilskud til dem, der melder sig ud, når disse alligevel ønsker at bruge kirken. Medlemmerne betaler for, at en række ikke-medlemmer alligevel kan få serviceydelser og kulturoplevelser i kirken gratis eller til langt under kostprisen. Det er da et indlysende sted at sætte ind.
Inden for kirkegårdsdriften er vi begyndt at tage fat om den problematik med takstforskelle for medlemmer og ikke-medlemmer; men det er langt fra sådan, at det dækker den faktiske forskel. Priserne for ikke-medlemmer bør forøges endnu mere.
Debatten om, hvorvidt præster bør foretage bisættelser og begravelser af ikke-medlemmer blusser op med jævne mellerum. Efter min mening bør det ved udmelding gøres langt klarere for den pågældende, at udmeldelsen indebærer fraskrivelse af gejstlig medvirken ved bisættelse og begravelse, uanset hvad de pårørende måtte ønske.
I dag er det sådan, at hvis en præst siger ja til at foretage en sådan kirkelig handling, kan der opkræves en udgiftsdækning til personale og brug af kirken. Hos os udgør dette beløb cirka 3.500 kroner. Dette beløb kunne sagtens hæves til det dobbelte. Man skal huske, at omkostningerne ikke kun handler om den enkelte ydelses pris, men også om prisen for at have apparatet kørende (overhead, som det hedder). Og den pris skal alle brugere, medlemmer og ikke-medlemmer, da være med til at betale.
Derfor er det naturligvis også uholdbart i længden, at det er gratis for brudepar at blive gift i kirken, selvom den ene af parterne ikke medlem af folkekirken. I en række tilfælde i dag er det sådan, at den ene – typisk manden – har meldt sig ud. Det skal ikke være en økonomisk fordel. Igen: her bør der være en takst. Man skal ikke kunne gøre som gratist.
Folkekirken er en af landets største udbydere af kulturoplevelser i form af koncerter, foredrag, studiekredse, kirkehøjskoler og lignende. Langt størstedelen af disse tilbud er gratis, og der spørges ikke efter medlemskab. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke vi er nået dertil, hvor det skal til at være mærkbart for udmeldte, at det har konsekvenser også her.
I alle de tilfælde, hvor folk melder sig til på forhånd, personligt eller via nettet, er det jo i dag ikke svært at tjekke, om de er medlem eller ej. Det er naturligvis sværere ved indgangen, når der ikke er forhåndstilmelding. Men jeg mener, vi er ved at være der, hvor vi skal overveje et medlemskort, som man kan have i pung eller taske på samme måde som kreditkort og sygesikringsbevis. Og hvis vi får et borgerkort på et tidspunkt, vil oplysningen om medlemskab naturligvis ligge i chippen.
I praksis kunne alle de folkekirkelige kulturtilbud, der er gratis i dag, ses som medlemsfordele, medens ikke-medlemmer betaler en pris. Og ved koncerter og lignende, hvor der opkræves billetpris for alle, skal prisen naturligvis være forskellig.
Det er klart, at alle gudstjenester og andre direkte forkyndende aktiviteter skal være gratis. De er jo blandt andet til for at alle skal kunne høre evangeliet, også dem, der ikke allerede kender det. Aktiviteter for børn og unge skal naturligvis også være gratis. De kan jo ikke gøre for, at deres forældre har meldt sig selv ud og/eller ikke fået børnene døbt.
En sidste side af den økonomiske dimension er spørgsmålet om udgifterne til vedligeholdelse af de gamle kirker. At en kirke over 100 år er under Nationalmuseets tilsyn er jo et udtryk for, at kirken er et offentligt historisk og kulturelt monument. De fleste forventer, at kirkerne er åbne for besøg uden betaling. Det er sådan set rimeligt; men rimeligheden forudsætter, at alle så også er med til at betale for deres vedligeholdelse.
I dag betaler folkekirkemedlemmerne med få undtagelser hele gildet. Det kunne man ændre på ved at ikke-medlemmer via skattebilletten opkræves et vedligeholdelsesbidrag, som kan indgå i en vedligeholdelsesfond, som menighedsråd kunne søge fra til særlige opgaver.
Umiddelbart kan alt dette godt lyde som smålig bureaukratsnak med alt for stram slipseknude. Men ud over at folkekirken har den opgave at forkynde kristendom for alle og dermed i sit indhold og sin forkyndelse forsøge at nå flest mulig, er den jo også en institution med en medarbejderstab, en bygningsmasse, en række praktiske opgaver og en økonomi, der skal hænge sammen. Det betyder, at man må se relativt køligt på gratister, der gerne i nogle sammenhænge vil nyde, men ikke vil yde deres bidrag til omkostningerne.
Jeg har ingen anelse om, hvor meget mine forslag om stop for gratisydelser for ikke-medlemmer vil betyde økonomisk, og jeg har heller ingen anelse om, hvorvidt det vil påvirke antallet af medlemmer positivt eller negativt. Det er sådan set heller ikke det væsentlige i sammenhængen. Det væsentlige er, at vi ikke skal være til grin for vores egne penge.
Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge.