Sognepræst: Tak til PET! Nogen må våge, så vi andre ikke bliver taget på sengen

Man blev så glad for efterretningstjenesten ved at se ”Danmarks hemmelige politi”. Hvor er det godt, at der er brave mænd og kvinder, som påtager sig den tjeneste, skriver Jesper Bacher

Dokumentarserien ”Danmarks hemmelig politi” kan ses på DR 2.
Dokumentarserien ”Danmarks hemmelig politi” kan ses på DR 2. Foto: DR.

Som ung gymnasieelev i Silkeborg gik en kammerat og jeg sommetider til møde hos den lokale afdeling af Internationale Socialister. Vi var åbenlyst og bekendende højborgerlige, men de internationale socialister var flinke folk, som lod os være med til nogle møder.

Det var ganske eksotisk at tilbringe sine aftener i denne subkultur blandt ildsjæle, som kunne den revolutionære teori, uden just at fremstå som farlige militante.

De indviede os selvfølgelig heller ikke i alt, og i årene efter gik min kammerat og jeg og spøgte med, at hvis revolutionen brød ud, ville vi nok blive hentet af rødgardisterne, når vi på den måde havde udstillet os selv som overbeviste kontrarevolutionære. Det var egentlig ikke noget at spøge med, men således gav det røde selskab sig udslag i sort humor.

Når jeg fremdrager det bedagede minde skyldes det, at Internationale Socialister var trotskister, og selvom det er en sjælden race i Danmark, så gav hin fraktion af verdenskommunismen fra 1960’erne og flere årtier frem ganske meget arbejde til Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Det kunne man se i DR 2’s dokumentarserie ”Danmarks hemmelig politi”, Der er noget fascinerede ved, at det, som engang var fortroligt og hemmeligt, nu kan deles og offentligøres. Ja, ja, der er selvfølgelig mangt og meget, som stadig er hemmeligstemplet, men alligevel.

Fra 1960’erne var det altså ikke mindst de trotskistiske miljøer, som var genstand for PET’s interesse. Her fandt man voldsparate elementer, som havde vilje og intelligens til at føre deres planer ud i livet. Men som Jørn Bro, forhenværende operativ chef i PET udtrykte det: ”Det, vi går efter, det er ikke ordene. Vi går efter handlingerne.”

Det var før, der var noget, som hed imamloven, men selvfølgelig kan ord også tilskynde til handlinger. Den tidligere PET-agent Per Enevoldsen, som havde base i Aarhus, kunne fortælle, hvordan han tog toget til København for at deltage i trotskisternes egne studiekredse, hvorpå han vendte hjem til smilets by med nattoget. Det var der ikke så meget James Bond over, og et DSB-tog er ingen Aston Martin, men Per Enevoldsen var dog ligefuldt agent i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste.

Samme Per Enevoldsen fortalte om den organiserede vold i forbindelse med demonstrationerne mod Verdensbankens møde i København i 1970. Man hørte også fra den forhenværende aktivist lægen Lars Hutters, som tog afstand fra volden og mente, at Jørn Bros efterfølgende rapport om prærevolutionære tilstande i København under urolighederne var grebet ud af luften. Den danske stat stod vel ikke just for fald, men det var da stærkt grænseoverskridende, at ordensmagten kom under angreb og stundom ligefrem blev tvunget i defensiven.

Man blev så glad for efterretningstjenesten ved at se ”Danmarks hemmelige politi”. Hvor er det godt, at der er brave mænd og kvinder, som påtager sig den tjeneste.

Nogen må våge, så vi andre ikke bliver taget på sengen.

Jesper Bacher er sognepræst.